Plasmodiumparasitter (Plasmodium falciparum) i et rødt blodlegeme. Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

malaria

Malariamyggen Anopheles gambiae er den hyppigste vektor for malaria i Afrika. Myg af slægten Anopheles kan bl.a. kendes på, at de løfter det bageste benpar, når de er i hvile. Det gælder dog ikke, når de stikker.
Malariamyg
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.
I Ghana sprøjtes et hus med insekticider for at nedbringe antallet af myg og dermed mindske risikoen for malaria. Foto fra 2018.
Malariabekæmpelse
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Artikelstart

Malaria er en alvorlig infektionssygdom forårsaget af plasmodiumparasitter (hæmosporidier). Hos mennesker sker smitte ved stik af inficerede hunmyg af slægten Anopheles (se malariamyg). I sjældne tilfælde kan malariasmitte også forekomme ved blodtransfusion eller narkomaners brug af injektionssprøjter, der indeholder rester af blod fra en malariasyg narkoman.

Faktaboks

Etymologi
af italiensk mala aria 'dårlig luft', efter teorien om miasma, dvs. en tro på, at sygdommen forvoldes af urenheder i luften fra sumpe.
Også kendt som

koldfeber, sumpfeber

Parasitten er udbredt i de fleste tropiske og subtropiske egne i Afrika, Asien og Latinamerika. Malaria var i 2013 årsag til ca. 198 mio. sygdomstilfælde og 584.000 dødsfald, især blandt børn. Sygdommen fandtes indtil 1920'erne også i tempererede egne, fx på Lolland, men forsvandt, som følge af bl.a. bedre levevilkår og boligforhold. I Danmark ses 50-80 tilfælde årlig (2014), især efter rejser til Afrika.

Malaria forårsages af forskellige arter af Plasmodium, som kan inficere krybdyr, fugle og pattedyr. Hos mennesker skyldes malariasygdom arterne P. falciparum, P. malariae, P. ovale og P. vivax, som varierer i udbredelse og sygdomsforløb. Malariasygdomme fremkaldt af P. falciparum og P. vivax er langt de hyppigste. Falciparummalaria udgør de alvorligste tilfælde og optræder overvejende i Østafrika. Alle malariatyper forårsager karakteristiske, gentagne feberanfald med kulderystelser efterfulgt af svedudbrud. Parasitterne ødelægger de røde blodlegemer, hvorfor der efterhånden tilkommer blodmangel (anæmi) og miltforstørrelse. Ved falciparummalaria begynder sygdommen 1-2 uger efter smitte, og ofte er der vedvarende høj feber med udtalt blodmangel og risiko for død efter blot få dage. Sygdommen kan kompliceres af hjerneskade (cerebral malaria) eller nyreskade pga. urinudskillelse af store mængder hæmoglobin fra nedbrudte røde blodlegemer (blackwater fever). Ved de mindre alvorlige tilfælde fortsætter feberanfaldene gennem flere uger. Efterhånden opstår en delvis immunitet, der dæmper, men ikke udrydder infektionen.

Ved alle rejser til malariaområder bør sygdommen søges forebygget dels ved at begrænse myggestik med spray, net og påklædning, dels ved forebyggende behandling med lægemidler. Beskyttelsen er aldrig helt sikker, og ved alle febersygdomme efter rejser bør der undersøges for malaria. Diagnosen stilles ved påvisning af plasmodier ved mikroskopi af blod.

Den oldgræske læge Hippokrates har givet den tidligste beskrivelse af malaria, som dengang var udbredt i Middelhavslandene. Endnu i 1800-tallet blev malaria anset for at skyldes miasma, indtil Alphonse Laveran i 1880 påviste parasitterne i malariapatienters blod, og Ronald Ross i 1895 klarlagde malariamyggens rolle.

Malarialægemidler

Flaske med kininsulfat fra 1800-tallet. I flere hundrede år var kinin det eneste virksomme middel mod malaria. Det udvindes af barken fra kinatræer (Cinchona spp.), selv om det i dag også kan syntetiseres.
Kininsulfat
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Både behandling og forebyggelse af malaria vanskeliggøres af en tiltagende udbredelse af lægemiddelresistente parasitter, især falciparumparasitter. Anbefalingerne skifter derfor med få års mellemrum.

Kinin har været anvendt i flere århundreder, og trods risiko for bivirkninger har det stadig værdi ved behandling af alvorlige sygdomstilfælde. Et nyere, beslægtet lægemiddel, meflokin (Lariam), anvendes både til forebyggelse og behandling. Klorokin virker især på de mindre farlige plasmodier, men anvendes i kombination med lægemidlet proguanil (Paludrine) til forebyggelse. Ved behandling af de godartede malariatilfælde suppleres med primakin, der især rammer hvilende parasitter i leveren.

Over for resistente former kan man anvende andre typer antibiotika, fx tetracyklin, eller nyere lægemidler, fx artemisinin fra urten Artemisia annua (kinesisk malurt), der i over 1.000 år har været anvendt i Kina mod malaria.

Malarialægemidler kan medføre lette bivirkninger, fx kvalme eller diarré; kun hos ca. 5 procent er bivirkningerne så udtalte, at man må skifte til et andet lægemiddel.

I 2021 anbefalede WHO brugen af vaccinen RTS,S/AS01 (RTS,S) til børn i højrisikoområder. Forsøg har vist, at vaccinen kan reducere tilfælde af malaria forårsaget af P. falciparum betydeligt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig