vaccine

De første vacciner var levende svækkede vacciner. Selvom denne vaccinetype er den ældste, så anvendes den stadig i dag med stor effekt.

Levende svækkede vacciner er udgaver af den oprindelige infektiøse virus eller bakterie, der giver samme infektion som originalen, men som ikke medfører sygdom. Den svækkede form kan laves ved at dyrke den originale og sygdomsfremkaldende virus eller bakterie under forhold der er forskellige fra dem der findes i den menneskelige vært. Eksempelvis kan dyrkningen foregå ved en lav temperatur eller der kan være restriktioner på den næring der er tilgængelig under dyrkningen. Efter dyrkning vil der opstå varianter af den originale virus eller bakterie, der har tilpasset sig disse nye forhold i en grad så de ikke længere giver sygdom hos mennesker. Disse nye varianter kan bruges som vacciner fordi de ligner originalen men ikke forårsager sygdom hos mennesker.

I dag kan svækkede levende vacciner også laves med mere direkte metoder. Ved hjælp af molekylærbiologiske metoder kan gener, der er af betydning for sygdomsfremkaldelsen, ændres eller helt fjernes. Et eksempel er influenza-virus, hvor man kan skabe et vaccinevirus, der kun udtrykker bestemte gener fra det oprindelige sygdomsfremkaldende virus, mens resten af generne kommer fra en svækket variant.

Fordelen ved en levende, svækket vaccine er, at mængden af materiale, der skal anvendes, er lille, fordi det svækkede virus eller den svækkede bakterie selv opformerer sig i den vaccinerede vært. Imidlertid er der altid en risiko for, at en levende, svækket vaccine-stamme ved mutation generhverver sin virulens, og/eller at selv den svækkede stamme er virulent hos immundefekte individer.

Det typiske alternativ til en levende, svækket vaccine er en inaktiveret vaccine. Der findes et antal kemiske og fysiske metoder, hvorved virus og bakterier kan inaktiveres. Formalin anvendes eksempelvis til inaktivering af polio-virus til poliovaccinen. Inaktiverede vacciner er, når de er produceret under kontrollerede omstændigheder, mere sikre end levende svækkede vacciner og kan uden risiko også anvendes til immunsupprimerede personer. Til gengæld er de inaktiverede vacciner typisk mindre effektive end de levende svækkede vacciner.

DNA-vacciner er baseret på direkte indgivelse af DNA-strenge, der koder bestemte proteiner fra sygdomsfremkaldende virus eller bakterier. Det DNA der indgives oversættes af kroppens egne celler først til RNA, der efterfølgende oversættes til det protein der skal dannes immunitet imod.

RNA-vacciner er baseret på direkte indgivelse af RNA-strenge, der koder for bestemte proteiner fra sygdomsfremkaldende virus eller bakterier. Princippet er det samme som for DNA-vacciner, men RNA-vacciner har den fordel at kroppens celler ikke først skal omdanne DNA til RNA selv. Til gengæld er RNA mindre stabilt end DNA og må derfor ofte ”pakkes” i større molekyler eller i fedtstofholdige-strukturer.

RNA-vacciner har vist sig at være en hurtig og effektiv metode til at lave nye vacciner og flere RNA-vacciner er nu godkendt til bekæmpelsen af COVID-19.

Adjuvans består af såkaldte hjælpestoffer, der indgives sammen med vaccinen og som forbedrer vaccinens effektivitet. Hjælpestofferne er typisk stoffer, der aktiverer immunforsvarets celler, og som herigennem fører til en mere effektiv udvikling af immunitet imod de stoffer der vaccineres med.

• vaccination
• infekstionssygdomme
• COVID-19