Vaccination. Af /SIPA/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

vaccination

Et lille barn bliver vaccineret.
Af .

Artikelstart

Vaccination er indgivelse af en vaccine, der indeholder mikroorganismer, dele eller produkter heraf (antigener), eller nukleinsyrer (mRNA eller DNA) kodende for antigener mhp. opnåelse af immunologisk beskyttelse mod en bestemt infektionssygdom. Den første egentlige vaccine fra 1798 indeholdt kokoppevirus. Der er dog langt ældre beretninger om vaccinationslignende eksperimenter. Vaccination er blandt de vigtigste midler til at forebygge alvorlige sygdomsforløb og død.

Faktaboks

Etymologi
Ordet vaccination kommer af nylatin vaccinatio, som er en afledning af vaccinia 'kokopper', afledt af vacca 'ko'.

Der skelnes mellem aktiv og passiv immunisering. Ved aktiv immunisering skabes et specifikt immunforsvar, uden at man skal igennem et alvorligt sygdomsforløb. Næste gang man udsættes for den pågældende mikroorganisme, inaktiveres den af det specifikke immunforsvar, før man når at blive syg, idet immunsystemets evne til at genkende og til at huske antigener udnyttes. En vaccine skal indeholde netop de antigener, der er tilstrækkelige for at skabe den specifikke immunitet. Varighed af aktiv immunisering kan spænde fra nogle måneder til livslang immunitet.

Passiv immunisering kan fx bestå i injektion af gammaglobulin, der indeholder antistoffer udvundet fra blodet af personer, der har haft den pågældende sygdom, fx leverbetændelse (hepatitis A). Virkningen af passiv immunisering forsvinder i løbet af få måneder.

WHO har i 1997 indført betegnelsen allergivaccine for allergenholdige produkter, der anvendes ved behandling af allergi i form af hyposensibilisering. Tilsvarende er der i dag udviklet vacciner rettet mod cancer-antigener. Nogle af disse er godkendt til klinisk brug.

Vaccination i dag er således ikke kun rettet imod beskyttelse imod infektionssygdomme.

Udvikling af immunitet ved vaccination

Kroppens respons på vaccination starter ved at immunsystemet aktiveres via mønstergenkendelsesreceptorer (”pattern recognition"-receptorer) som fører til produktion af stoffer og cellulære processer, der skaber det rette lokale miljø for udvikling af immunitet.

Den centrale begivenhed er, at dendritiske celler præsenterer antigener fra vaccinen til immunsystemets T- og B-celler (lymfocytter), via de såkaldte MHC-molekyler, således at disse celler kan undergå en modningsproces. Dette foregår i kroppens lymfeknuder. Det fører til udvikling af T-celler og antistoffer (der produceres af B-celler), som reagerer specifikt mod mikroorganismer, som har de antigener indeholdt i vaccinen.

Efter udvikling af immunitet vil kroppen indeholde et reservoir af hukommelseslymfocytter (”memory”-lymfocytter) med specificitet overfor ét specifikt antigen fra vaccinen. På den måde vil man ved evt. senere infektion med den mikroorganisme vaccinen er rettet imod have et immunrespons klar til at bekæmpe infektionen.

Styrke og varighed af immuniteten efter vaccination

Vacciners effekt øges hyppigt af gentagne vaccinationer. Således gives mange vaccinationer som to doser med mellem 2 og 4 ugers mellemrum. Dette kaldes ”Prime-boost”-vaccination og fører til kraftigere aktivering af lymfocytter, og ekspansion af hukommelseslymfocytter. Det betyder, at den opnåede immunitet både bliver bedre og får længere varighed.

Fremstilling og indhold

Mange vacciner fremstilles ud fra levende bakterier eller virus, der opformeres (dvs. dyrkes). Virus opformeres i cellekulturer, og bakterier opformeres i særlige vækstmedier. Den færdige vaccines antigener kan enten være levende, svækkede mikroorganismer, dræbte (dvs. inaktiverede) mikroorganismer, mindre dele af mikroorganismen (proteiner eller sukkerstoffer) eller produkter, mikroorganismen har dannet.

Fra og med 1990'erne foregår meget vaccinefremstilling via kemiske genteknologiske metoder. Der gælder både produktion af antigenvacciner, RNA-/DNA-vacciner, og genmodificerede viruslignende vaccinevektorer. En færdig vaccine kan desuden indeholde antibiotika og stabiliserende stoffer, der sikrer, at vaccinen kan holde sig. Endelig indeholder mange vacciner adjuvanser, der gør, at det innate immunsystem aktiveres mere effektivt, og dermed øger effekten af vaccinationen.

Før en vaccine markedsføres, skal virkninger og bivirkninger være nøje undersøgt, hvilket bl.a. sker ved at sammenligne sygdomsmønsteret i en vaccineret og en uvaccineret gruppe.

Dosering og bivirkningsmønster

Vacciner doseres forskelligt, indgives på forskellig måde og har forskellige reaktionsmønstre. Hovedårsagen hertil er samspillet med immunsystemet.

Almindelige bivirkninger er lokalreaktion på indstiksstedet og moderat temperaturstigning. Godkendte og velafprøvede vacciner giver kun yderst sjældent anledning til alvorlig skade.

Det er vigtigt at skelne mellem vacciner, der indeholder levende mikroorganismer, og vacciner, der indeholder antigener eller RNA/DNA fra mikroorganismer (isolerede eller syntetisk fremstillede). De førstnævnte kræver som regel færre doseringer og kan i visse tilfælde indgives via den naturlige indgangsport for smitte, fx munden, og har et bivirkningsmønster, der ligner et svækket sygdomsforløb. Vacciner, der indeholder molekyler fra mikroorganismer, kræver en serie på to til tre vaccinationer for at forberede immunsystemet. Herefter kan beskyttelsen holdes ved lige med en enkelt vaccination givet med flere års mellemrum.

Vaccineudviklingen sigter mod at fremstille kombinationsvacciner indeholdende komponenter rettet mod flere og flere sygdomme, så antallet af stik og den totale mængde af tilsætningsstoffer reduceres. Dette er muliggjort, fordi vaccinerne mod de enkelte sygdomme indeholder færre overflødige stoffer end tidligere. Hver enkelt kombinationsvaccine skal dog nøje undersøges, idet enkelte komponenter kan hæmme andre komponenters virkning.

Mod nogle sygdomme har det vist sig at være meget vanskeligt at fremstille vacciner. Det gælder fx den meningitisform, der er hyppigst i Danmark (B-meningokoksygdom), malaria og hiv-infektion. Dette skyldes, at mikroorganismen har udviklet særlige metoder til at undgå angreb fra immunsystemet, eller at mikroorganismen har stor evne til hele tiden at ændre sig (mutere).

Anvendelse

En vaccine kan i princippet anvendes på to måder, enten i et egentligt befolkningsvaccinationsprogram, hvor målet er at nå alle, fx som i det danske børnevaccinationsprogram, eller til personer med en særlig risiko, enten fordi de har øget risiko for at blive udsat for en infektion, fx i forbindelse med udlandsrejse eller arbejde, eller fordi de er særlig sårbare i forbindelse med specielle infektioner, fx patienter med kronisk lungesygdom, der får influenza.

Når en bestemt vaccine gives til mange, vil cirkulationen af den tilsvarende mikroorganisme i samfundet som regel nedsættes, således at de uvaccinerede sjældnere smittes. Det kaldes flokimmunitet. I hvor høj grad dette sker, er bl.a. afhængigt af vaccinationstilslutningen, mikroorganismens evne til at smitte samt befolkningstætheden. Flokimmunitet kan føre til , at sygdomme udryddes helt, som det er sket med kopper i 1980, og som det (i 2021) er tæt på at ske med polio, og i lavere grad med mæslinger.

WHO har ansvar for det globale vaccinationsprogram og har den koordinerende rolle, når det besluttes at forsøge helt at udrydde en infektionssygdom.

Børnevaccinationsprogrammet i Danmark

Børnevaccinationsprogrammet i Danmark omfatter et tilbud om gratis vaccination af alle under 18 år mod 10 sygdomme. Tidligere har programmet også omfattet vaccination mod kopper og tuberkulose. Beslutningen om, hvorvidt en vaccination skal indføres i det danske børnevaccinationsprogram, tages i princippet af Folketinget rådgivet af Sundhedsstyrelsen, der igen rådgives af særlige vaccinationskyndige. Statens Serum Institut har pligt til at forsyne det danske børnevaccinationsprogram med vacciner enten gennem egen produktion eller ved indkøb af vacciner. Statens Serum Institut overvåger også effekten af de iværksatte programmer.

Vaccinationer i børnevaccinationsprogrammet

Vaccination ved udlandsrejse til fjernere egne

Ved almindelige turistrejser

Ved længerevarende ophold desuden

I områder nær ækvator i Afrika og Sydamerika

I områder i Sydøstasien

I områder i Nord-, Øst- og Centraleuropa

  • flåtbåren virushjernebetændelse

I særlige risikozoner

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig