Folketinget

Folketingets ledelse, organisation og arbejdsmåde er fastsat i Folketingets forretningsorden, der vedtages af Folketinget. Ledelsen består af Folketingets formand i samarbejde med repræsentanter for de fire største partier, der samlet udgør et præsidium, formandskab. Præsidiet er medlem i Udvalget for Forretningsordenen, der også har en række interne ledelsesopgaver. Folketingets administration forestås af formanden, støttet af en Direktion og et Formands- og Ledelsessekretariat, hvorunder der findes et større antal operative enheder og sekretariater. Desuden er Ombudsmanden, Statsrevisorerne og Rigsrevisionen tilknyttet Folketinget.

Politisk arbejder Folketinget dels i plenum, dvs. i offentlige møder for alle medlemmer i folketingssalen, dels i udvalg. Møderne i salen er reguleret i forretningsordenen, hvori der bl.a. er fastsat taletid under sagernes behandling, regler for afstemninger, samt hvilke sager der kan behandles; det kan først og fremmest lovforslag, forslag til folketingsbeslutninger, redegørelser fra ministre, forespørgsler, forslag til vedtagelser (tidligere benævnt motiverede dagsordener) og spørgsmål til ministre.

En stor del af arbejdet foregår i Folketingets 25 stående udvalg (se folketingsudvalg). De fleste af udvalgene har et arbejdsområde, der svarer til et bestemt ministeriums. Blandt de vigtige udvalg har Finansudvalget og Europaudvalget dog mere tværgående opgaver på hhv. finans- og EU-området. De stående udvalg nedsættes ved folketingsårets begyndelse og efter hvert nyvalg til Folketinget.

Medlemmerne udpeges af partiernes folketingsgrupper i et antal, der svarer til den størrelse, som de enkelte partier eller kombinationer af samarbejdende partier har i Folketinget. Et folketingsmedlem (MF) sidder som regel i flere udvalg og erhverver med tiden en ofte betydelig ekspertise på de pågældende områder. Udvalgene vælger selv formand og næstformand og har desuden en af Folketingets embedsmænd til rådighed som udvalgssekretær.

I politisk henseende er partiernes folketingsgrupper dog den vigtigste del af Folketingets organisation, da de i høj grad er bestemmende for, hvordan debatterne foregår i folketingssalen, og hvordan arbejdet forløber i de stående udvalg.

Folketingsarbejdet omfatter især lovgivning og kontrol med regering og administration. Ministre og ethvert medlem af Folketinget kan fremsætte lovforslag, der skal behandles tre gange i folketingssalen, før de kan vedtages. Langt de fleste lovforslag og især de, der vedtages, fremsættes af regeringens ministre.

Første behandling har karakter af en principdebat mellem den ansvarlige minister, folketingsgruppernes ordførere på det pågældende område samt evt. andre interesserede medlemmer. Efter førstebehandlingen, hvorunder der ikke kan fremsættes ændringsforslag, henvises forslaget som hovedregel til et af de stående udvalg til nærmere granskning og drøftelse. Nogle lovforslag bliver liggende i udvalget og bortfalder som følge deraf ved folketingsårets udløb. Hvis udvalget eller et flertal i udvalget vil fremme et forslag, afgives en betænkning med eventuelle ændringsforslag til Folketinget.

Anden behandling, hvorunder der kan stilles ændringsforslag, foregår i folketingssalen. Ved debattens afslutning holdes om nødvendigt afstemning om ændringsforslagene. Afstemningerne, der forudsætter, at over halvdelen af medlemmerne er til stede, foregår almindeligvis ved benyttelse af et elektronisk afstemningsanlæg.

Efter anden behandling besluttes det som regel, at lovforslaget skal gå til tredje og sidste behandling. Undertiden henvises forslaget dog til fornyet behandling i udvalget, hvis tillægsbetænkning da bliver udgangspunkt for tredje behandling i salen. Efter eventuelle afstemninger om nye ændringsforslag afsluttes tredje behandling med en endelig afstemning om lovforslagets vedtagelse. Siden begyndelsen af 1990'erne er der som regel vedtaget over 200 lovforslag pr. folketingsår.

Folketinget kan endvidere vedtage forslag til folketingsbeslutninger. Forslagene kan fremsættes af medlemmer, udvalg og ministre og behandles efter en noget enklere procedure. Folketingsbeslutninger kan bl.a. benyttes som politiske opfordringer til regeringen om at foretage bestemte handlinger, fx at fremsætte nærmere bestemte lovforslag. Siden midten af 1990’erne er der årligt blevet fremsat omkring 100-200 beslutningsforslag, hvoraf 10-15 blev vedtaget.

Folketingets kontrol med regeringen foregår bl.a. i salen under den almindelige debat om lovforslag og forslag til folketingsbeslutninger. Desuden er en række andre procedurer til rådighed for medlemmerne, hvilket i praksis vil sige oppositionspartiernes medlemmer. En forespørgsel til regeringen eller en minister er et alvorligt politisk kontrolmiddel, idet den efterfølgende debat kan give anledning til fremsættelse af en dagsorden, motiveret dagsorden (nu benævnt vedtagelse), der kan udtrykke kritik af eller endog mistillid til regeringen, såfremt den vedtages. Siden 1990'erne har der været rejst over 60 forespørgsler årligt.

Medlemmerne har andre former for spørgsmål til rådighed for kontrol med regeringen. Hver onsdag eftermiddag i mødeperioden er der i salen spørgsmål til ministrene, som derigennem i fuld offentlighed kan stilles til regnskab for sager inden for deres ansvarsområder. Undertiden deltager flere medlemmer i meningsudvekslingen om stillede spørgsmål.

For at komme på Folketingets dagsorden skal onsdagsspørgsmål til mundtlig besvarelse være indleveret til Folketingets administration senest kl. 12 fredagen forinden. Siden 1990'erne er der årligt blevet besvaret over 200 onsdagsspørgsmål.

En spørger kan også vælge at udbede sig et skriftligt svar fra ministeren. Svaret vil da blive optrykt i Folketingstidende. Der kan meget vel forekomme 4000-5000 sådanne spørgsmål og svar om året.

Endelig kan medlemmer af de stående udvalg anmode om skriftlige svar på ethvert spørgsmål om emner, der falder inden for en ministers ansvarsområde. Der stilles over 8000 udvalgsspørgsmål om året.

Udvalgsmedlemmer kan desuden stille spørgsmål, der ønskes besvaret af ministeren under et personligt fremmøde i udvalget. Sådanne samråd med ministeren, hvoraf der forekommer ca. 700 årligt, benyttes ofte i politisk vigtige eller følsomme sager.

Alvorligere tilfælde af angreb på Folketinget er ifølge Grundloven § 34 højforræderi, som efter Straffeloven § 113, stk. 1 straffes med fængsel i indtil 16 år, under skærpende omstændigheder på livstid. Mindre alvorlige forstyrrelser straffes efter § 137, stk. 2; normalt dog kun, hvis de medfører afbrydelse af tingets møde.

• Christiansborg
• folketingsvalg
• konsensusdemokrati

• Folketingets hjemmeside