papillomavirus

Artikelstart

Papillomavirus, gruppe af virus tilhørende papovavirusfamilien. Arvematerialet er dobbeltstrenget DNA bestående af ca. 7900 basepar. Papillomavirus kan inficere hud og slimhinder og er vidt udbredt. Der kendes ca. 80 typer, der inficerer mennesker (human papillomavirus, HPV).

De mest almindelige sygdomme forårsaget af papillomavirus er almindelige vorter og kønsvorter (kondylomer). Infektion med visse typer papillomavirus kan medføre celleforandringer i livmoderhalsen; papillomavirus anses for at være medvirkende årsag til 90-95 % af tilfældene af livmoderhalskræft. Mekanismen bag dette menes at være, at DNA-koden i virus koder for proteiner, der kan binde sig til og inaktivere nogle af de væksthæmmende proteiner i normale celler.

Den tyske virolog Harald zur Hausen modtog i 2008 nobelprisen i fysiologi/medicin for at have påvist sammenhængen mellem infektion med papillomavirus og udvikling af livmoderhalskræft.

HPV-vaccine

I 2006 indførtes vaccination mod de fire farligste typer papillomavirus (6, 11, 16 og 18), hvorved forekomsten af kondylomer og livmoderhalskræft kan nedsættes meget. HPV-vaccine (Gardasil® eller Cervarix®) gives med tre doser i løbet af et halvt år (to doser for børn under 15 år); fra 1. januar 2009 indgår vaccination af piger på 12 år i det danske børnevaccinationsprogram. HPV-vaccinen er godkendt i hele EU.

Bivirkninger

Der er i Danmark indberettet et større antal formodede alvorlige bivirkninger ved vaccinen. Kun få af disse vurderes af Sundhedsstyrelsen at have en mulig sammenhæng med vaccinen.

Efter anmodning fra Danmark gennemførte Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, i 2015 en ekstra vurdering af begge vacciner for en evt. sammenhæng mellem disse og syndromer som POTS (postural orthostatic tachychardia syndrome), CRPS (complex regional pain syndrome) samt kronisk træthedssyndrom (CFS). Der blev ikke fundet en sammenhæng mellem HPV-vaccinen og syndromerne POTS og CRPS. Desuden lagdes vægt på et tidligere befolkningsstudie, der ikke fandt sammenhæng mellem HPV-vaccine og CFS eller symptomer på kronisk træthed.

Også WHO’s globale komite for vaccinesikkerhed (Global Advisory Committee on Vaccine Safety, GACVS) vurderede i 2015, at der ikke er dokumentation for sikkerhedsproblemer, der foranlediger en ændret brug af vaccinerne.

Der er igangsat flere studier, som skal bidrage til at afklare, om der blandt piger/kvinder, som er blevet anmeldt med en formodet alvorlig bivirkning kan påvises særlige karakteristika.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig