Peter Schmeichel. Af /Epa-Epa/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Peter Schmeichel

Faktaboks

Peter Schmeichel
Peter Hansen Bolesław Schmeichel
Født
18. november 1963
Peter Schmeichel løfter EM-trofæet i 1992 efter finalesejren på 2-0 over Tyskland.
Peter Schmeichel
Af /TT/Ritzau Scanpix.

Artikelstart

Peter Schmeichel er en tidligere dansk fodboldmålmand. Han spillede i alt 129 landskampe for Danmark, hvilket er rekord. Peter Schmeichel blev i 1990'erne rangeret blandt verdens allerbedste målmænd. Hans højtråbende stil gjorde ham til forsvarsdirigent, og han var berømt for redninger på målstregen og for sin evne til at forhindre scoringer i mand mod mand-situationer.

Klubkarriere

Peter Schmeichel er af polsk afstamning, men blev født i Gladsaxe og debuterede i 1981 som professionel i Gladsaxe-Hero, inden han skiftede til Hvidovre IF 1984-1987 og Brøndby IF 1987-1991, som han vandt danmarksmesterskabet med i 1987, 1988, 1990 og 1991. Mens han var hos sidstnævnte, debuterede han også på landsholdet i 1987, hvor en række gode præstationer medvirkede til at tiltrække flere klubbers opmærksomhed.

I 1991 blev Peter Schmeichel derfor købt af den engelske storklub Manchester United i Premier League, med hvem han 1993-1999 vandt fem engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler og en Champions League-titel, hvilket i 1999 sikrede Manchester United the treble — dvs. det engelske mesterskab, FA Cuppen og Champions League.

Peter Schmeichel valgte 1999-2001 at fortsætte karrieren i Sporting Club de Lissabon, hvor han vandt det portugisiske mesterskab i 2000, inden han vendte tilbage til engelsk fodbold og spillede for Aston Villa FC 2001-2002 og endelig Manchester City 2002-2003, hvor han indstillede karrieren.

Landsholdet

Peter Schmeichel spillede frem til 2001 i alt 129 landskampe (1 mål). Han deltog i slutrunderne ved EM i 1988, 1992, 1996 og 2000 samt ved VM i 1998. I 1992 var hans mange spektakulære redninger en af hovedårsagerne til, at Danmark blev europamester.

Priser

Peter Schmeichel er bl.a. blevet kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark i 1990 ved både Det Fri Aktuelt samt Spillerforeningen og Sparekassen Bikubens kåringer, igen i 1993 af Det Fri Aktuelt og endelig i 1999 ved Spillerforeningen og Ekstra Bladets kåring. Desuden blev han udnævnt til Verdens bedste målmand i 1992, 1993 og 1998.

Efter spillerkarrieren

Efter sin aktive karriere har Peter Schmeichel bl.a. arbejdet som ekspertkommentator og studievært på britisk og dansk tv.

Peter Schmeichels søn, Kasper Schmeichel (f. 1986), fik debut som målmand i Premier League for Manchester City FC i en alder af 20 år og har siden fortsat karrieren i flere britiske klubber, fra 2011 i Leicester FC., som han overraskende vandt det engelske mesterskab med i 2016.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig