U Thant

Faktaboks

U Thant
født:
22. januar 1909
død:
25. november 1974

U Thant var en burmesisk politiker der 1962-1971 var FN's generalsekretær.

U Thant mødte i sin studentertid i Rangoon U Nu, den senere premierminister i Burma (Myanmar). Efter at U Thant i en periode havde været lærer, udpegede U Nu ham i 1949 til sekretær i informationsministeriet. I 1957 blev U Thant Burmas permanente repræsentant ved FN. Som vicepræsident for FN's Generalforsamling fra 1959 var U Thant efter Dag Hammarskjölds død i 1961 kompromiskandidat til posten som generalsekretær; han genvalgtes to gange.

I sin periode som generalsekretær faciliterede han forhandlingerne mellem den amerikanske præsident John F. Kennedy og den sovjetiske premierminister Nikita Khrushchev under Cuba-krisen. Det var også under U Thant som generalsekretær, at en lang række tidligere kolonier i Afrika og Asien blev medlemmer af FN.

Efter at have trukket sig tilbage fra embedet i 1971 blev U Thant for den burmesiske opposition et symbol på ikke-vold. Hans begravelse i Rangoon udløste omfattende demonstrationer.

U Thant betyder på burmesisk Hr. Thant.

U Thant var gift med Daw Thein Tin og sammen fik de tre børn.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig