Franklin D. Roosevelt

Franklin D. Roosevelt, Franklin Delano Roosevelt, 30.1.1882-12.4.1945, amerikansk politiker, USA's 32. præsident 1933-45. Franklin D. Roosevelt voksede op i et overklassehjem i Hyde Park i staten New York. Efter studier ved Harvard University og Columbia University 1900-07 tog han juridisk embedseksamen og blev optaget i et advokatfirma i New York City. I 1905 blev han gift med sin fjerne slægtning Eleanor Roosevelt.

Franklin D. Roosevelt indledte sin politiske løbebane i 1910, hvor han blev indvalgt i staten New Yorks senat for Det Demokratiske Parti. Han var delstatssenator 1911-13, derpå vicemarineminister 1913-20 og i 1920 sit tabende partis vicepræsidentkandidat. I 1921 ramtes han af polio og blev lam i benene, men vendte tilbage til politik i 1928, da han vandt guvernørposten i New York (med genvalg i 1930).

I 1932 blev Roosevelt nomineret til præsidentkandidat for Det Demokratiske Parti og vandt valget over den siddende præsident, Herbert Hoover. Baggrunden for valgsejren var den dybtgående økonomiske krise, der var brudt ud i 1929, og som Roosevelt foreslog at bekæmpe ved hjælp af den såkaldte New Deal. Fra marts til juni 1933 tog New Deal form og blev siden revideret og delvis udbygget gennem improvisation og eksperimenter i et kreativt samarbejde mellem præsidenten, hans rådgivere, The Brain Trust, og en række ledende politikere i administrationen og Kongressen. Roosevelt bevarede samtidig sin kontakt med offentligheden dels gennem pressekonferencer, dels gennem sin eminente udnyttelse af radiomediet til uformelle taler, fireside chats.

I den tidlige fase lagde Roosevelt vægten på at genrejse økonomien via et statsligt samarbejde med industriens og landbrugets interesseorganisationer, herunder fagbevægelsen. Det afgørende økonomiske vendepunkt udeblev dog, og snart kom det industrielle genrejsningsorgan NRA (National Recovery Administration) under anklage fra venstrefløjen for at favorisere storindustrien, mens højrefløjen kritiserede New Deal-programmets skelsættende beskæftigelses- og bistandsprojekter.

Under den tiltagende polarisering drejede Roosevelt i 1935 sin retorik noget mod venstre; men selvom han støttede love, der institutionaliserede arbejdernes organisationsret, etablerede et voldgiftssystem og skabte et rudimentært, men banebrydende socialt sikkerhedssystem, forlod han ikke sin pragmatiske, midtsøgende kurs. Roosevelts knusende sejr over republikaneren Alfred M. Landon ved præsidentvalget i 1936 markerede skabelsen af en ny vælgerkoalition, hvori arbejdere, etniske storbyborgere, herunder mange sorte, traditionelle Sydstatsvælgere og intellektuelle dominerede.

I 1937 indledte han et forsøg på at reformere USA's Højesteret, der 1935-36 havde erklæret både NRA og det agrare genrejsningsprogram for grundlovsstridige. I den efterfølgende politiske kamp mistede han megen indenrigspolitisk prestige, og New Deal-programmet stagnerede.

Mod slutningen af 1930'erne vendte Franklin D. Roosevelt sig i stigende grad mod udenrigspolitikken, som han i høj grad formåede at dominere. På den baggrund vandt han en uhørt tredje præsidenttermin i 1940 ved at besejre republikaneren Wendell L. Willkie og en fjerde i 1944 ved at vinde over republikaneren Thomas E. Dewey. Disse uventede genvalg fik den amerikanske kongres til i 1951 at vedtage at ændre forfatningen, således at ingen præsident fremover kunne genvælges for mere end en periode.

1933-38 holdt Roosevelt en forsigtig udenrigspolitisk kurs, hvor han trods sine internationalistiske sympatier tog hensyn til isolationisterne i Kongressen. Med udbruddet af 2. Verdenskrig gjorde han det imidlertid hurtigt klart, at han trods sit erklærede ønske om at holde USA uden for krigen ville revidere neutralitetslovgivningen for at yde Storbritannien materiel støtte.

Denne politik indledtes i 1939 og nåede sit højdepunkt med vedtagelsen af Lend-Lease Act (Låne- og lejeloven) i marts 1941. I august 1941 formulerede Roosevelt og Winston Churchill Atlanterhavsdeklarationen om målene for krigen og den kommende fredsordning, en deklaration, som de 26 allierede magter tilsluttede sig 1.1.1942 under navnet De Forenede Nationer.

Med Japans angreb på Pearl Harbor 7.12.1941 blev USA direkte inddraget i krigen. I den situation gav Kongressen Roosevelt beføjelser til for det første at organisere den hjemlige krigsøkonomi, hvilket skete ved bl.a. at ansætte flere konservative erhvervsfolk i nøglepositioner, for det andet at lede den amerikanske krigsstrategi.

I november 1943 mødtes Roosevelt, Stalin og Churchill ved Teherankonferencen, hvor Roosevelt støttede Stalins krav om en snarlig landgang af tropper i Vesteuropa, og ved Jaltakonferencen i februar 1945 samledes de tre store atter. Roosevelt ville sikre sovjetisk deltagelse i krigen mod Japan og i FN, men han blev siden kritiseret for den elastiske aftale, han og Churchill indgik med Stalin om Østeuropas og ikke mindst Polens fremtid.

I Jalta var Franklin D. Roosevelt mærket af sygdom; han døde ved kurstedet Warm Springs i Georgia samme forår.