Franklin D. Roosevelt

Franklin Delano Roosevelt voksede op i et overklassehjem i Hyde Park i staten New York som søn af James Roosevelt I og Sara Ann Delano. Efter studier ved Harvard University 1900-1903 og ufuldendte jurastudier ved Columbia University 1905-1907 bestod han delstaten New Yorks juridiske embedseksamen og blev derpå optaget i et fremtrædende advokatfirma i New York City. I 1905 giftede han sig med Eleanor Roosevelt, der var niece af den tidligere præsident Theodore Roosevelt. Han var en fjern slægtning af begge.

Roosevelt indledte sin politiske løbebane i 1910, hvor han blev valgt ind i delstaten New Yorks senat for Det Demokratiske Parti. Han var delstatssenator 1911-1913, derpå vicemarineminister i 1913-1920 under præsident Woodrow Wilson og i 1920 sit tabende partis vicepræsidentkandidat. I 1921 pådrog han sig sygdommen polio og var i resten af sit liv lam i begge ben, en omstændighed han forsøgte at holde skjult for offentligheden, hvilket pressen i det store hele respekterede. Han vendte tilbage til politik i 1928, da han vandt guvernørposten i New York (med genvalg i 1930).

I 1932 blev Roosevelt nomineret til præsidentkandidat for Det Demokratiske Parti og vandt valget over den siddende præsident, Herbert Hoover. Baggrunden for valgsejren var den dybtgående store depression, der var brudt ud i 1929, og som Roosevelt foreslog at bekæmpe ved hjælp af sin New Deal. Ved sin tiltrædelse den 4. marts 1933 holdt han en tale, hvori han erklærede, at "det eneste, vi har at frygte, er frygten selv", og opfordrede Kongressen til at give ham de samme magtbeføjelser, som hvis USA var i krig.

Fra marts til juni 1933 tog New Deal form og blev siden revideret og delvis udbygget gennem improvisation og eksperimenter. Det skete i et kreativt samarbejde mellem præsidenten, en gruppe højtuddannede intellektuelle rådgivere – The Brain Trust - og en række ledende politikere i administrationen og Kongressen. I disse måneder underskrev Roosevelt hele 15 skelsættende love, en politisk præstation af sådanne dimensioner, at alle senere præsidenter er blevet målt på, hvor godt de har klaret sig i løbet af deres første 100 dage. Roosevelt bevarede samtidig sin kontakt med offentligheden dels gennem pressekonferencer, dels gennem sin eminente udnyttelse af radiomediet til uformelle taler, fireside chats.

I den tidlige fase lagde Roosevelt vægten på at genrejse økonomien via et statsligt samarbejde med industriens og landbrugets interesseorganisationer, herunder fagbevægelsen. Det afgørende økonomiske vendepunkt udeblev dog, og snart kom det industrielle genrejsningsorgan NRA (National Recovery Administration) under anklage fra venstrefløjen for at favorisere storindustrien, mens højrefløjen kritiserede New Deal-programmets skelsættende beskæftigelses- og bistandsprojekter.

Under den tiltagende politiske polarisering drejede Roosevelt i 1935 sin retorik noget mod venstre; men selvom han underskrev love, der institutionaliserede arbejdernes organisationsret, etablerede et voldgiftssystem og, vigtigst af alt, grundlagde en rudimentær amerikansk velfærdsstat, forlod han ikke sin pragmatiske, midtsøgende kurs. Roosevelts knusende sejr over republikaneren Alfred M. Landon ved præsidentvalget i 1936 markerede skabelsen af en ny vælgerkoalition bestående af arbejdere, etniske minoriteter i storbyerne – herunder mange afroamerikanere – samt hvide sydstatsvælgere og intellektuelle.

I 1937 indledte han et forsøg på at reformere USA's Højesteret, der i 1935-1936 havde erklæret både NRA og det agrare genrejsningsprogram for grundlovsstridige. I den efterfølgende politiske kamp mistede han megen indenrigspolitisk prestige, og New Deal-programmet stagnerede.

Mod slutningen af 1930'erne vendte Roosevelt sig i stigende grad mod udenrigspolitikken, som han i høj grad formåede at dominere. På den baggrund vandt han som den eneste præsident nogensinde i 1940 en tredje præsidenttermin ved at besejre republikaneren Wendell L. Willkie og en fjerde i 1944 ved at vinde over republikaneren Thomas E. Dewey. Disse uhørte genvalg fik den amerikanske kongres til i 1951 at vedtage en forfatningsændring, således at ingen præsident fremover kunne genvælges for mere end én periode.

Fra 1933 til 1938 holdt Roosevelt en forsigtig udenrigspolitisk kurs, hvor han trods sine internationalistiske sympatier tog hensyn til isolationisterne i Kongressen. Med udbruddet af 2. Verdenskrig gjorde han det imidlertid hurtigt klart, at han trods sit erklærede ønske om at holde USA ude af krigen ville revidere neutralitetslovgivningen for at yde Storbritannien materiel støtte. Denne politik indledte han i 1939, og da han i januar 1941 holdt sin tale om nationens tilstand, plæderede han netop for et større internationalt engagement, samtidig med at han hyldede de fire friheder: ytringsfriheden, trosfriheden, friheden fra nød og friheden fra frygt. Med vedtagelsen af Lend-Lease Act (Låne- og lejeloven) i marts 1941 nåede den britiskvenlige neutralitetspolitik sit højdepunkt.

I august 1941 formulerede Roosevelt og Winston Churchill Atlanterhavsdeklarationen om målene for krigen og den kommende fredsordning, en deklaration, som de 26 allierede magter tilsluttede sig den 1. januar 1942 under navnet De Forenede Nationer.

Med en ordre om at skyde på fjendtlige flådefartøjer uden varsel inddrog Roosevelt i september 1941 i realiteten USA i en ikke-erklæret flådekrig mod Tyskland i Nordatlanten. Med Japans angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941 – en begivenhed, Roosevelt karakteriserede som en dag "der vil leve videre i vanære" – blev USA direkte involveret i krigen. I den situation gav Kongressen Roosevelt beføjelser til for det første at organisere den hjemlige krigsøkonomi, hvilket skete ved bl.a. at ansætte flere konservative erhvervsfolk i nøglepositioner, for det andet at lede den amerikanske krigsstrategi.

I november 1943 mødtes Roosevelt, Josef Stalin og Winston Churchill ved Teherankonferencen, hvor Roosevelt støttede Stalins krav om en snarlig landgang af tropper i Vesteuropa, og ved Jaltakonferencen i februar 1945 samledes de tre store atter. Roosevelt ville sikre sovjetisk deltagelse i krigen mod Japan og i FN, men han blev siden kritiseret for den elastiske aftale, han og Churchill indgik med Stalin om Østeuropas og ikke mindst Polens fremtid.

I Jalta var Franklin D. Roosevelt mærket af sygdom; han døde ved kurstedet Warm Springs i Georgia samme forår.

Sammen med George Washington og Abraham Lincoln karakteriseres Roosevelt ofte som en af USA's største præsidenter. Dette handler til dels om hans betydelige personlige lederevner. I kraft af sin smittende energi, store selvtillid og betydelige optimisme fremstod han som den naturlige, men også uudgrundelige leder der ofte kunne efterlade sine medarbejdere i noget af en vildrede, når han spillede deres ideer ud mod hinanden for så selv at træffe den endelige beslutning.

Roosevelts status som en af USA's store præsidenter handler dog først og fremmest om, at han ved at føre USA gennem Den Store Depression og derpå 2. Verdenskrig ikke blot bidrog afgørende til at skabe det moderne præsidentembede, men stod i spidsen for USA's udvikling frem mod global supermagtsstatus.

• New Deal
• USA's præsident
• amerikanske præsidenter