Winston Churchill

Som marineminister arbejdede Churchill ihærdigt for en udvidelse og effektivisering af den britiske flåde. Ved krigsudbruddet i 1914 anbefalede han at bruge den britiske flådeoverlegenhed til flankeangreb på modstanderne. Da angrebet på Tyrkiet gennem Dardanellerne i den såkaldte Gallipolikampagnen i 1915 mislykkedes med store tab til følge, gik Churchill af som minister og tog til fronten i Frankrig som officer. Premierminister David Lloyd George kaldte ham dog tilbage og udnævnte ham til rustningsminister (1917-1919).

Som krigsminister (1919-1921) i Lloyd Georges koalitionsregering var Churchill fortaler for støtte til de antibolsjevikiske "hvide" styrker i Interventionskrigene i Rusland; som koloniminister (1921-1922) måtte han især tage sig af problemer i de nye britiske mandatområder i Mellemøsten, bl.a. Palæstina.

Ved valget i 1922 tabte han sin valgkreds i Dundee. Han blev dog valgt i 1924 som uafhængig kandidat i Epping og forblev herefter medlem af Underhuset indtil 1964. Hans tilbagevenden til Conservative Party blev bekræftet, da han blev finansminister i Stanley Baldwins regering (1924-1929). Her traf han den omdiskuterede beslutning om at lade Storbritannien vende tilbage til guldmøntfoden (1925), anførte regeringens kamp mod fagbevægelsen under generalstrejken i 1926 og skar ned på de militære udgifter.

Efter 1929 lagde Churchill sig ud med partiet. Han var bl.a. mod planerne om øget selvstyre til Indien, og som menigt parlamentsmedlem i 1930'erne angreb han regeringen for svaghed over for den tyske genoprustning og Hitlers aggressioner.

Mange af de oplysninger om den begyndende tyske genoprustning efter Hitlers magtovertagelse, som Churchill fremsatte i sine taler i Underhuset, fik han i største hemmelighed overdraget af Ralph Wigram, der var afdelingschef i det britiske udenrigsministerium. Da dette blev opdaget, valgte Wigram at begå selvmord. Det var Churchills efterretningsrådgiver, major Merton, som oprindelig satte de to mænd i forbindelse med hinanden.

I en række store taler fra perioden 1940-1941, da Storbritannien stod alene mod Hitler, afviste Churchill enhver tanke om overgivelse; talerne blev holdt i Underhuset og blev transmitteret via BBC. Landets alvorlige situation bevirkede, at hans klassisk skolede og højstemte talekunst nu kunne udfolde sig med stor virkning både indadtil og udadtil. Filmrevyer viste, hvorledes han i battledress besøgte tropperne og opmuntrede Londons befolkning under de tyske bombardementer, Blitzen i 1940-1941.

Da Sovjetunionen trådte ind i krigen efter tyskerne angreb landet i juni 1941, og USA gjorde det samme efter Japans angreb på Pearl Harbour i december 1941 så Churchill det som sin opgave at sikre alliancens sammenhold, indtil Aksemagterne var slået, og at varetage britiske interesser, bl.a. på topmøderne i Teheran (1943), Jalta og Potsdam (1945), hvor et overordnet punkt for ham var at sikre Det Britiske Imperiums overlevelse. Mod krigens slutning forsøgte han at advare Roosevelt mod de russiske ambitioner i Øst- og Centraleuropa, men han måtte bøje sig for den militære status quo ved slutningen af krigen i Europa i maj 1945.

Som leder af samlingsregeringen 1940-1945 koncentrerede Churchill sig om krigen og storpolitikken. Han var skeptisk over for de planer om velfærdsreformer, som på Labours initiativ blev fremlagt i Beveridge-rapporten 1942.

Labours valgsejr i 1945 bekræftede, at Churchill var ude af trit med briternes forventninger om sociale reformer, når krigen var vundet. Det var på den internationale scene, han vakte størst opsigt som leder af den konservative opposition 1945-1951; fx ved sin "jerntæppetale" i Fulton, Missouri, i 1946, hvori han advarede imod de sovjetiske ambitioner i Østeuropa, og ved sine appeller om dannelse af et Europas Forenede Stater, hvori dog Storbritannien ikke skulle indgå.

Churchill kæmpede i hele sit politiske liv for bevarelse af Det Britiske Imperium og for styrkelse af forbindelserne til den engelsktalende verden. Efter 1945 så han USA og Det Britiske Imperium som Vestens naturlige ledere og mente, at Storbritannien ikke måtte risikere disse forbindelser ved et tættere forhold til en eventuel europæisk føderation. Indenrigspolitisk medvirkede han til sociale reformer, men han havde ofte markeret sig som antisocialist, og hans forhold til arbejderbevægelsen var præget af gensidig mistro.