Conservative Party

Trods Churchills rolle og popularitet som leder af landet gennem 2. verdenskrig tabte Conservative Party parlamentsvalget i 1945. Da det igen genvandt magten i 1951 førte konservative regeringer under Churchill 1951-55, Anthony Eden 1955-57, Harold Macmillan 1957-63 og Alec Douglas-Home 1963-64 på lange stræk den samme interventionistiske økonomiske politik som Labour havde igangsat og det videreførte endvidere den igangværende afkoloniseringsproces.

Efter et valgnederlag i 1964 begyndte en højredrejning af partiet. Under Edward Heath havde det igen regeringsmagten 1970-74.

Margaret Thatcher, som i 1979 blev Storbritanniens første kvindelige premierminister, stilede helt konsekvent mod at mindske statens indblanding i økonomien, bl.a. gennem et storstilet privatiseringprogram, samt at begrænse velfærdsstaten. Margaret Thatchers nationalistiske holdninger kom til udtryk under Falklandskrigen i 1982, ligesom hun satte sig imod en videre politisk udvikling af EF (EU efter 1993).

Spørgsmålet om udviklingen af det europæiske samarbejde skabte strid i partiet og bidrog til Thatchers afgang i 1990, hvorefter den mindre ideologisk betonede John Major overtog premierministerposten. Major anlagde en mindre konfrontatorisk stil, men videreførte en lignende økonomisk og social politik. Han stod i spidsen for partiets fjerde valgsejr i træk i 1992 og gennemtrumfede i 1993 en parlamentarisk ratificering af Maastrichttraktaten.

Integrationsskeptiske medlemmer af underhusgruppen skabte dog fortsat uro om Europapolitikken, og partiet blev ramt af en række bestikkelsesskandaler.

Ved valget i 1997 svigtede hidtidige støtter i pressen, fx avisen The Sun, Conservative Party til fordel for Labours nye stjerne, Tony Blair, og partiet led et massivt nederlag. Det vandt ingen valgkredse i Skotland eller Wales, og i England var resultaterne kun gode i forstæder og landdistrikter.

Efter valgnederlaget trak Major sig, og William Hague overtog lederposten. I håb om at genoplive partiet indførtes reformer i dets magtstruktur; bl.a. fik alle partimedlemmer stemmeret ved valg af partileder. Partiet led dog endnu et stort valgnederlag i 2001. Hague gik af, og den forholdsvis ukendte højrefløjspolitiker Iain Duncan Smith valgtes til leder. Heller ikke han viste sig at kunne samle og hævde partiet over for et Labour Party, som havde overtaget en del af Conservative Partys økonomiske og sociale politik. I oktober 2003 gik han af og afløstes af den tidligere indenrigsminister Michael Howard, som trådte til i november 2003. Han viste sig som en mere effektiv leder og parlamentariker end Smith og holdt sammen på partiet frem mod valget i maj 2005. Her vendte Conservative Party nedgangen til en lille fremgang, men Labour beholdt det absolutte flertal i Underhuset og dermed regeringsmagten.

Michael Howard trådte derfor tilbage, og i december 2005 valgte partiets medlemmer den unge og forholdsvis uerfarne David Cameron til ny leder. Cameron lovede fornyelse, gjorde sig godt i medierne og virkede, som om han ville trække partiet væk fra de yderliggående synspunkter i forholdet til EU og på lov og orden-området. I stedet skulle den konservative politik koncentrere sig om at udvikle valgfrihedsprincippet i den offentlige sektor, effektivisere velfærdsstaten og styrke miljøpolitikken.

Den foryngede og mere midtsøgende kurs gav resultat ved parlamentsvalget i 2010. Her blev Conservative Party det største parti, men kunne ikke vinde absolut flertal på trods af kraftig medvind fra medierne. Labours Gordon Brown måtte dog træde tilbage som premierminister, og David Cameron overtog embedet som Storbritanniens yngste premierminister siden 1812. Conservative Party indgik i en koalitionsregering med Liberal Democrats.

De første år i koalitionsregeringens liv var præget af eftervirkningerne af finanskrisen. Conservative Party gjorde meget ud af skabe en fortælling om, at man havde arvet opgaven med at rydde op efter Labours angiveligt uansvarlige håndtering af finanskrisen. Dette var i strid med sandheden, men partiet havde brug for den fortælling for at kunne iværksætte det spareprogram (austerity programme), som var partiets foretrukne metode til at håndtere finanskrisen. Partiet prioriterede således tilbagebetaling af statsgæld som det vigtigste politiske mål; en statsgæld som var vokset kraftigt, da den tidligere Labourregering måtte lade statens budget redde den finanssektor, som havde skabt finanskrisen gennem tiltagende spekulation.

Europapolitikken bragte ny uro i Conservative Party. Partiet blev i meningsmålerne presset af det EU-kritiske Ukip, og mange på partiets højrefløj forlangte en langt mere EU-kritisk linje. Cameron lovede overraskende, at han, hvis han vandt valget i 2015, ville forhandle et nyt forhold mellem Storbritannien og EU på plads og derefter sætte Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU til folkeafstemning.

Cameron udskrev en folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU, som fandt sted 2016. Kampagnen op til afstemningen om det, der blev døbt Brexit, førte til alvorlige splittelser internt i Conservative Party, idet regeringsledelsen førte kampagne for, at Storbritannien skal forblive i EU, mens adskillige højtplacerede medlemmer af regeringen samt ca. halvdelen af partiets gruppe i Underhuset var fortalere for britisk udmeldelse.

Afstemningsresultatet blev et ja til britisk udmeldelse af EU, hvorefter Cameron trådte tilbage og blev afløst af den hidtidige indenrigsminister Theresa May. Efter hendes mislykkede forsøg gennem årene 2018-2019 på at få parlamentet til at vedtage den aftale om Brexit, hun havde forhandlet med EU, tvang partiet hende til at gå af, hvorefter Boris Johnson overtog posten. Med en knusende valgsejr over Labour i december 2019 fik partiet for første gang i mange år et så stort flertal, på 80 mandater, i Underhuset at partiet kunne regere sikkert.

• Storbritanniens forfatning og politiske system
• Det britiske parlament
• Storbritanniens politiske partier
• 1922 Komitéen