Conservative Party

Conservative Party er et britisk politisk parti. Partiet antog sit nuværende navn i 1830'erne som afløser for betegnelsen the Tory Party. Udtrykket ’the Tories’ er dog helt frem til i dag fortsat en hyppigt anvendt betegnelse for partiet. Conservative Party har fra sin fødsel været en stærk fortaler for opretholdelse af traditionelle samfundsinstitutioner, fx monarkiet, den engelske statskirke, godsejernes magtposition og det klassehierarki, som det ser som grundlaget for fastholdelse af et stabilt samfund og dets eget greb om magten. Partiet er et af de ældste stadig eksisterende politiske partier i verden og har domineret britisk politik gennem det meste af dets historie; i en sådan grad at partiet i dag ofte betegner og ser sig selv som ’the natural party of government’.

Partiet kan spore dets rødder tilbage til det 17. århundrede, men det moderne Conservative Party skabtes i det 19. århundrede på baggrund af en dyb splittelse og uenighed om politiske principper og praktisk politik. I 1846 ophævede Robert Peel, som var leder af det parti, der dengang hed the Tory Party, de såkaldte kornlove; en række love som havde til formål at beskytte britisk landbrug mod konkurrence fra billigt importeret korn. Der var stigende modstand mod kornlovene fra to nye samfundsklasser; dels fra den voksende klasse af industriejere, dels den voksende arbejderklasse i byerne, som begge ønskede billigere fødevarer. Tilhængerne af kornlovene fandtes blandt især de store gods- og jordejere. Da Robert Peel valgte side i denne interessemodsætning, skabtes en splittelse i partiet, som kan anes helt frem til i dag. Det moderne Conservative Party blev skabt af Benjamin Disraeli, som blev partiets dominerende leder i anden halvdel af det 19. århundrede. Disraeli udformede en ideologi for partiet, der placerede det som modstander af det hastigt fremvoksende kapitalistiske industrisamfund, hvis tilhængere ønskede at gennemføre en politik med global frihandel kombineret med en uhindret kapitalisme med lav statslig indblanding i økonomien. Imod denne politik stod Disraeli og hans fløj af partiet på en linje om, at partiet skulle forene samfundets forskellige klasser under ledelse af det traditionelle, jordejende aristokrati med en forpligtelse til at beskytte de fattige mod den fattigdom og usikkerhed, der var en konsekvens af den utæmmede kapitalistiske industrialisering. Den splittelse i partiet bliver helt frem til i dag ofte fremstillet som forskellen mellem one-nation eller two nations Conservatism; en splittelse som man også så tydeligt i den splittelse i Conservative Party som førte til at David Cameron endte med at udskrive folkeafstemningen om Brexit i 2016. Der er tale om en splittelse i partiet som også kan udtrykkes gennem forskellen på to politisk/-økonomiske filosofier; mellem på den ene side Edmund Burke’s paternalistisk tradition (one nation) og Adam Smith's økonomisk liberale tradition (two nations).

Fra 1886, da Liberal Party, det andet på den tid dominerende parti, splittedes pga. uenighed om det irske hjemmestyre, samarbejdede Conservative Party med de liberale unionister, som i 1912 sluttede sig sammen med Conservative Party under navnet Conservative and Unionist Party. I resten af perioden frem til 2. verdenskrig var partiet det dominerende i Storbritannien. Det sad på magten i det meste af perioden bortset fra to kortvarige Labourregeringer i 1924 og 1929-31 samt en samlingsregering 1931-35. Partiet var igen splittet i årene 1937-40 mellem premierminister Neville Chamberlain’s appeasementpolitik over for Nazityskland og Winston Churchills modstand mod denne politik. Splittelsen endte med, at Chamberlain måtte træde tilbage i maj 1940 og blev erstattet af Winston Churchill som leder af en samlingsregering 1940-45.

Det moderne Conservative Party

Trods Churchills rolle og popularitet som leder af landet gennem 2. verdenskrig tabte Conservative Party parlamentsvalget i 1945. Da det igen genvandt magten i 1951 førte konservative regeringer under Churchill 1951-55, Anthony Eden 1955-57, Harold Macmillan 1957-63 og Alec Douglas-Home 1963-64 på lange stræk den samme interventionistiske økonomiske politik som Labour havde igangsat og det videreførte endvidere den igangværende afkoloniseringsproces.

Efter valgnederlag i 1964 begyndte en højredrejning af partiet. Under Edward Heath havde det igen regeringsmagten 1970-74, og hans regering gennemførte fra 1972 et kortvarigt eksperiment med en markedsorienteret økonomisk politik. Margaret Thatcher, som i 1979 blev Storbritanniens første kvindelige premierminister, stilede derimod mere konsekvent mod at mindske statens indblanding i økonomien, bl.a. gennem et storstilet privatiseringprogram, samt at begrænse velfærdsstaten. Margaret Thatchers nationalistiske holdninger kom til udtryk under Falklandskrigen i 1982, ligesom hun satte sig imod en videre politisk udvikling af EF (EU efter 1993). Spørgsmålet om udviklingen af det europæiske samarbejde skabte strid i partiet og bidrog til hendes afgang i 1990, hvorefter den mindre ideologisk betonede John Major overtog premierministerposten. Major anlagde en mindre konfrontatorisk stil, men videreførte en lignende økonomisk og social politik. Han stod i spidsen for partiets fjerde valgsejr i træk i 1992 og gennemtrumfede i 1993 en parlamentarisk ratificering af Maastrichttraktaten. Integrationsskeptiske medlemmer af underhusgruppen skabte dog fortsat uro om Europapolitikken, og partiet blev ramt af en række bestikkelsesskandaler.

Ved valget i 1997 svigtede hidtidige støtter i pressen, fx avisen The Sun, Conservative Party til fordel for Labours nye stjerne, Tony Blair, og partiet led et massivt nederlag. Det vandt ingen valgkredse i Skotland eller Wales, og i England var resultaterne kun gode i forstæder og landdistrikter. Efter nederlaget trak Major sig, og William Hague overtog lederposten. I håb om at genoplive partiet indførtes reformer i dets magtstruktur; bl.a. fik alle partimedlemmer stemmeret ved valg af partileder. Partiet led dog endnu et stort valgnederlag i 2001. Hague gik af, og den forholdsvis ukendte højrefløjspolitiker Iain Duncan Smith valgtes til leder. Heller ikke han viste sig at kunne samle og hævde partiet over for et Labour Party, som havde overtaget en del af Conservative Partys økonomiske og sociale politik. I oktober 2003 gik han af og afløstes af den tidligere indenrigsminister Michael Howard, som trådte til i november 2003. Han viste sig som en mere effektiv leder og parlamentariker end Smith og holdt sammen på partiet frem mod valget i maj 2005. Her vendte Conservative Party nedgangen til en lille fremgang, men Labour beholdt det absolutte flertal i Underhuset og dermed regeringsmagten. Howard trådte derfor tilbage, og i december 2005 valgte partiets medlemmer den unge og forholdsvis uerfarne David Cameron til ny leder. Cameron lovede fornyelse, gjorde sig godt i medierne og virkede, som om han ville trække partiet væk fra de yderliggående synspunkter i forholdet til EU og på lov og orden-området. I stedet skulle den konservative politik koncentrere sig om at udvikle valgfrihedsprincippet i den offentlige sektor, effektivisere velfærdsstaten og styrke miljøpolitikken. Den foryngede og mere midtsøgende kurs gav resultat ved parlamentsvalget i 2010. Her blev Conservative Party det største parti, men kunne ikke vinde absolut flertal på trods af kraftig medvind fra medierne. Labours Gordon Brown måtte dog træde tilbage som premierminister, og David Cameron overtog embedet som Storbritanniens yngste premierminister siden 1812. Conservative Party indgik i en koalitionsregering med Liberal Democrats.

De første år i koalitionsregeringens liv var præget af eftervirkningerne af finanskrisen. Conservative Party gjorde meget ud af skabe en fortælling om, at man havde arvet opgaven med at rydde op efter Labours angiveligt uansvarlige håndtering af finanskrisen. Dette var i strid med sandheden, men partiet havde brug for den fortælling for at kunne iværksætte det spareprogram (austerity programme), som var partiets foretrukne metode til at håndtere finanskrisen. Partiet prioriterede således tilbagebetaling af statsgæld som det vigtigste politiske mål; en statsgæld som var vokset kraftigt, da den tidligere Labourregering måtte lade statens budget redde den finanssektor, som havde skabt finanskrisen gennem tiltagende spekulation.

Europapolitikken bragte ny uro i Conservative Party. Partiet blev i meningsmålerne presset af det EU-kritiske Ukip, og mange på partiets højrefløj forlangte en langt mere EU-kritisk linje. Cameron lovede overraskende, at han, hvis han vandt valget i 2015, ville forhandle et nyt forhold mellem Storbritannien og EU på plads og derefter sætte Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU til folkeafstemning.

Cameron udskrev en folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU, som fandt sted 2016. Kampagnen op til afstemningen førte til alvorlige splittelser internt i Conservative Party, idet regeringsledelsen førte kampagne for, at Storbritannien skal forblive i EU, mens adskillige højtplacerede medlemmer af regeringen samt ca. halvdelen af partiets gruppe i Underhuset var fortalere for britisk udmeldelse. Afstemningsresultatet var et ja til britisk udmeldelse af EU, hvorefter Cameron trådte tilbage og blev afløst af den hidtidige indenrigsminister Theresa May. Efter hendes mislykkede forsøg gennem årene 2018-2019 på at få parlamentet til at vedtage den Brexitaftale, hun havde forhandlet med EU, tvang partiet hende til at gå af, hvorefter Boris Johnson overtog posten. Med en knusende valgsejr over Labour i december 2019 fik partiet for første gang i mange år et så stort flertal, på 80 mandater, i Underhuset at partiet kunne regere sikkert og trække Storbritannien ud af EU.