Harold Macmillan

Faktaboks

Harold Macmillan

Maurice Harold Macmillan

Født
10. februar 1894
Død
29. december 1986

Artikelstart

Harold Macmillan var en britisk konservativ politiker og premierminister 1957-63. Macmillan tilhørte den britiske overklasse; han kom fra en velstående forlæggerfamilie, studerede i Oxford og blev i 1984 adlet som Earl of Stockton.

Som ungt underhusmedlem (fra 1924) argumenterede han trods sin baggrund for øget statslig indgriben og planlægning, bl.a. i bogen The Middle Way (1938). Under 2. Verdenskrig sendte Winston Churchill ham til det allierede hovedkvarter i Nordafrika som britisk repræsentant. Han stod som boligminister 1951-54 for store nybygningsprogrammer; han var forsvarsminister 1954-55, udenrigsminister 1955 og finansminister 1955-57.

Ved Edens afgang som premierminister i 1957 efter Suezkrisen blev Macmillan hans efterfølger og havde i begyndelsen succes. Økonomien var god og tillod briterne at øge deres forbrug, forsvarssamarbejdet med USA blev styrket, EFTA blev etableret i 1960, og i 1961 blev briternes første ansøgning om medlemskab af EF afsendt. Samtidig indvarslede han afkoloniseringen ved i Wind of change-talen i Sydafrika i 1960 at pege på forandringens vinde, som blæste over Afrika.

Fra 1962 krakelerede billedet imidlertid. Økonomisk tilbageslag fik ham til at foretage store ministerudskiftninger, EF-ansøgningen blev afslået af den franske præsident de Gaulle, og en række spionskandaler kulminerede med Profumo-affæren (se John Profumo) i 1963. Samme år måtte Macmillan trække sig tilbage pga. sygdom. I sit otium skrev han en række erindringsbøger, og i 1985 vakte han opsigt ved i Overhuset at kritisere premierminister Margaret Thatchers nyliberalisme. Han betegnede privatiseringspolitikken som at "sælge ud af arvesølvet".

Der eksisterede et tæt forhold mellem den amerikanske præsident John F. Kennedy og den britiske premierminister Harold Macmillan i de første år af 1960’erne. Et forhold, der hverken hverken før eller siden har været stærkere i de angloamerikanske relationer. Samarbejdet mellem Kennedy og Macmillan var et parløb, der udviklede sig over nogle år, og som bød på adskillige kritiske situationer og udfordringer for de to lande. Nogle for landene hver for sig, flere af dem sammen. Det drejede sig blandt andet om Berlin, Cuba, Sydøstasien, atomvåbenforsvar og briternes forhold til den begyndende integration af vigtige lande lande på det europæiske kontinentet. Fælles for kriserne var, at de udfordrede både USA og Storbritannien i forhold til den nye verdensorden, de begge havde været med til at etablere efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Historien om John F. Kennedy og Harold Macmillan er historien om et særligt personligt forhold pakket ind i et særligt nationalt, historisk og kulturelt forhold mellem Storbritannien og USA. Og selv om Macmillan havde mere brug for at holde relationen i live end Kennedy, så satte Kennedy stor pris på sin britiske kollega og lyttede til hans råd og meninger. Samtidig var det en afgørende faktor i forholdet, at der i begyndelsen af 1960’erne ikke var nogle store internationale spørgsmål, hvor den britisk-amerikanske dimension ikke havde central betydning.

For Macmillan var det nærmere samarbejde med Kennedys USA både vigtigt og nødvendigt. Storbritannien havde, med Dean Achesons berømte ord fra 1962, mistet et imperium, men søgte stadig efter en ny rolle i den verdensorden, der tegnede sig efter Anden Verdenskrig. Både hvad angik den økonomiske politik og sikkerhedspolitikken. I dette positioneringsarbejde anså Macmillan samarbejdet med USA og Kennedy som afgørende. Om end det ind i mellem slog gnister mellem de to lande, når briterne til tider opførte sig som den imperiemagt, man tidligere havde været, hverken økonomisk eller militært. Det brød den amerikanske supermagt sig ikke om, da det nu var dem, der var den vestlige verdens dominerende nation. Ikke briterne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig