Brexit

I en tale i 1946 om Storbritanniens forhold til resten af Europa udtalte Winston Churchill, at ’Britain was with Europe, but not of it’. Dermed anslog han det tema, som har præget Storbritanniens tvivl om sin placering i forhold til det europæiske kontinent gennem hele perioden efter 2. verdenskrig, og som til sidst har ført til udmeldelsen af EU. En tvivl, som har betydet, at Storbritannien ofte er blevet kaldt ’an awkward partner’; et lidt besværligt medlem af fællesskabet.

Denne tvivl blev større med EU's vedtagelse af Maastrichttraktaten i 1992. Den medførte, at samarbejdet i EU fik overstatslige dimensioner med overførsel af suverænitet til fælles politiske institutioner.

Udviklingen henimod den politiske union skubbede for alvor til den EU-skepsis, der fandtes i Storbritannien, især i og omkring Conservative Party. Den førte endvidere til dannelsen i 1993 af United Kingdom Independence Party (UKIP), som havde britisk udmeldelse som eneste politiske platform. Dette parti formåede at presse skiftende konservative ledere til konstant at skærpe tonen i forhold til EU-medlemskabet for til sidst at kulminere med David Camerons kapitulation i Bloombergtalen.

Udskrivningen af folkeafstemningen var først og fremmest et forsøg på at dæmpe en kraftig og stadig farligere splittelse på EU-spørgsmålet i Conservative Party. David Camerons plan var at forhandle om vilkårene for Storbritanniens medlemskab af EU, og derefter skulle en folkeafstemning afgøre medlemskabets fremtid. Cameron anbefalede briterne at stemme for at blive i EU, men på nye betingelser.

Under kampagnen op til afstemningen argumenterede tilhængerne af fortsat EU-medlemskab (det store flertal af Labour, Liberal Democrats, Green Party, SNP, Plaid Cymru og flertallet af de konservative) først og fremmest på økonomien, mens Brexit-tilhængerne (et stort mindretal i Conservative Party og Ukip) fremhævede mere værdiladede emner som indvandring og suverænitet. Afstemningsresultatet førte med det samme til en voldsom politisk krise.

David Cameron trådte tilbage som partileder og premierminister og afløstes nogle uger senere af Theresa May. Den nye regering stod med den opgave dels at forhandle den britiske udmeldelse på plads (skilsmisseaftalen) dels at forhandle om aftaler om det fremtidige forhold mellem parterne. Især sidstnævnte er efter nu mere end fire år langt fra afsluttet. Labour kastedes også ud i en krise efter kritik af ledelsens indsats under kampagnen. Økonomisk førte resultatet umiddelbart til kraftige kursfald på det britiske pund.

Det første forsøg på at forhandle en skilsmisseaftale på plads mellem EU og Storbritannien endte i fiasko. Theresa May blev tvunget væk fra posten som premierminister, efter at hendes aftale blev nedstemt tre gange i det britiske parlament. Først da Boris Johnson havde overtaget hendes post i sommeren 2019 og efterfølgende fik fremprovokeret et parlamentsvalg i utide, som Boris Johnson vandt massivt på sloganet ’let’s get Brexit done’, lykkedes det at få vedtaget Johnsons genforhandlede udtrædelsesordning i parlamentet, således at Storbritannien kan forlade EU den 31.1.2020.

Ifølge aftalen er 2020 en overgangsperiode til at få afklaret en lang række spørgsmål som følger af Storbritanniens udtrædelse. Overgangsperioden kan, hvis begge parter ønsker det, forlænges i op til to år. Både EU og Storbritannien har brug for at indgå frihandelsaftale. Hvis ikke parterne når til enighed om en sådan aftale, forlader Storbritannien EU den 31.12.2020 uden nogen aftale – det ofte omtalte no-deal scenarie.

• David Cameron
• Bloombergtalen
• Boris Johnson
• Theresa May