Brexit

Artikelstart

Ordet Brexit (British exit from Europe) benyttes som betegnelse for den politiske proces, der startede med, at den tidligere konservative premierminister David Cameron i sin Bloombergtale den 23.1.2013 annoncerede, at han ville udskrive en folkeafstemning om fortsat britisk medlemskab af EU, og som blev afsluttet med Storbritanniens formelle udtræden den 31.1.2020. Resultatet af folkeafstemningen, der blev afholdt 23.6.2016, blev at 52% af vælgerne stemte for Leave, mens 48% stemte for Remain – dog med store regionale forskelle på tværs af Storbritannien og de fire nationer – England, Skotland, Wales og Nordirland – som landet består af. Storbritannien forlader EU efter at have været medlem siden 1973.

Faktaboks

Etymologi

sammentrækning af ordene Britain og exit

Det lange tilløb

I en tale i 1946 om Storbritanniens forhold til resten af Europa udtalte Winston Churchill, at ’Britain was with Europe, but not of it’. Dermed anslog han det tema, som har præget Storbritanniens tvivl om sin placering i forhold til det europæiske kontinent gennem hele perioden efter 2. verdenskrig, og som til sidst har ført til udmeldelsen af EU. En tvivl, som har betydet, at Storbritannien ofte er blevet kaldt ’the awkward partner’; et lidt besværligt medlem af fællesskabet.

Den tvivl fik især momentum med vedtagelsen af Maastrichttraktaten i 1992, som medførte, at det europæiske samarbejde ændrede karakter fra at være et mellemstatsligt samarbejde mellem suveræne nationer til at få tilføjet overstatslige dimensioner med overførsel af suverænitet til fælles politiske institutioner. Med vedtagelsen af Maastrichttraktaten skiftede samarbejdet navn fra EF (Det Europæiske Fællesmarked) til EU (Den Europæiske Union).

Det korte tilløb

Udviklingen henimod den politiske union skubbede for alvor til den EU-skepsis, der havde ligget latent i Storbritannien, især i og omkring Conservative Party. Den førte endvidere til dannelsen i 1993 af United Kingdom Independence Party (UKIP), som havde britisk udmeldelse som eneste politiske, og som formåede at presse skiftende konservative ledere til konstant at skærpe tonen i forhold til EU-medlemskabet for til sidst at kulminere med David Camerons kapitulation i Bloombergtalen i 2013.

Folkeafstemningen

Udskrivningen af folkeafstemningen var først og fremmest et forsøg på at dæmpe en kraftig og stadig farligere splittelse på EU-spørgsmålet i Conservative Party. David Camerons plan var at gennemføre en ny forhandling om vilkårene for Storbritanniens medlemskab af EU, efterfulgt af en folkeafstemning, som han bekendtgjorde at han ville anbefale briterne at stemme ja til.

Under kampagnen op til afstemningen fokuserede tilhængerne af fortsat EU-medlemskab (det store flertal af Labour, Liberal-Demokraterne, De Grønne, Det Skotske Nationalparti, det walisiske Plaid Cymru og flertallet af de konservative) først og fremmest på økonomiske argumenter, mens Brexit-tilhængerne (et stort mindretal i Conservative Party og Ukip) fremhævede mere værdiladede emner som indvandring, suverænitet og identitet. Resultatet af folkeafstemningen førte med det samme til en voldsom politisk krise. David Cameron trådte tilbage som partileder og premierminister og afløstes nogle uger senere af Theresa May. Labour kastedes også ud i en krise efter kritik af ledelsens indsats under kampagnen og et deraf følgende opgør om formandsposten i partiet. Økonomisk førte resultatet umiddelbart til kraftige kursfald på det britiske pund.

Den nye regering stod med den opgave dels at forhandle den britiske udmeldelse på plads (skilsmisseaftalen) dels forsøge at forhandle en aftale om det fremtidige forhold mellem parterne.

”Let’s get Brexit done”

Det første forsøg på at forhandle en skilsmisseaftale på plads mellem EU og Storbritannien endte i fiasko og med, at Theresa May blev tvunget væk fra posten som premierminister efter at hendes aftale blev nedstemt tre gange i det britiske parlament i de første måneder af 2019. Først da Boris Johnson havde overtaget hendes post i sommeren 2019 og efterfølgende fik fremprovokeret et parlamentsvalg i utide i december samme år, som han vandt massivt på sloganet ’let’s get Brexit done’, lykkedes det at få vedtaget Johnsons genforhandlede skilsmisseaftale i parlamentet, således at Storbritannien kunne forlade EU den 31.1.2020. Ifølge aftalen var resten af 2020 en overgangsperiode, der skulle bruges til at få afklaret en lang række detaljer, som følger af skilsmissen. Overgangsperioden kunne, hvis begge parter havde ønsket det, have været forlænget i op til to år. Selvom forhandlingerne om en aftale for det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien i lang tid så ud til at kunne kuldsejle, og at Storbritannien dermed ville træde endeligt ud uden en aftale (se ofte omtalte no-deal secenarie), nægtede Boris Johnson at benytte muligheden for forlængelse.

I næsten sidste øjeblik, juleaftensdag 2020, lykkedes det parterne at blive enige om en Handels- og Samarbejdsaftale (Trade and Cooperation AgreementTCA) som grundlag for regulering af det fremtidige handelssamarbejde mellem EU og Storbritannien samt en række andre samarbejdsområder. Aftalen indeholder etablering af omkring 25 forskellige kommissioner, råd og udvalg, som skal bidrage til at få aftalen til at fungere i praksis. Selvom Boris Johnson vandt valget i december 2019 på at få Brexit overstået, vil der i praksis, jf. aftalen, gå en årrække, før man kan sige, at Storbritannien reelt er ude af EU. Dertil vil Storbritannien permanent være lige så bundet af en række af EUs reguleringsmekanismer, som landet var som medlem af EU.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig