Brexit

Boris Johnsons skilsmisseaftale var på lange stræk identisk med den aftale, Theresa May havde forhandlet. Men på ét meget afgørende punkt var den anderledes. I den særlige Protokol om Nordirland, som er en del af skilsmisseaftalen, ændrede Johnson på grænsen mellem EU og Storbritannien.

I Theresa Mays aftaleudkast lå grænsen på land; dvs. der, hvor den geografiske grænse ligger mellem republikken Irland og Nordirland (som er en del af Storbritannien). Den grænse flyttede Boris Johnson til Det Irske Hav, således at Nordirland de facto forblev, og stadig er en del af EUs indre marked, samtidig med at det er en del af det britiske indre marked. Den grænsedragning og opfyldelsen af Protokollen om Nordirland har givet store problemer lige siden. Til dato er der ikke fundet løsninger på disse, og de truer med at udløse en handelskrig mellem EU og Storbritannien.

I næsten sidste øjeblik, juleaftensdag 2020, lykkedes det parterne at blive enige om en Handels- og Samarbejdsaftale (Trade and Cooperation Agreement – TCA) som grundlag for regulering af det fremtidige handelssamarbejde mellem EU og Storbritannien samt en række andre samarbejdsområder. Aftalen indeholder etablering af omkring 25 forskellige kommissioner, råd og udvalg, som skal bidrage til at få aftalen til at fungere i praksis. Selvom Boris Johnson vandt valget i december 2019 på at få Brexit overstået, vil der i praksis, jævnfør aftalen, gå en årrække, før man kan sige, at Storbritannien reelt er ude af EU. Dertil vil Storbritannien permanent være lige så bundet af en række af EU's reguleringsmekanismer, som landet var som medlem af EU.

Selvom Coronakrisen ramte den britiske økonomi hårdt, og den har gjort det vanskeligt at skelne mellem effekter af denne og effekterne af Brexit, tegner der sig dog et billede af, at Brexit har haft klart negative konsekvenser for britisk økonomi, erhvervsliv og befolkning.

Regeringens Office for Budget Responsibility har dokumenteret et mærkbart fald i Storbritanniens handel med sit største marked, EU. OECD forudsiger tillige, at Storbritannien ender på nulvækst i 2023 og lavest af alle G7 lande. Endelig peger en række britiske erhvervsorganisationer på betydelige problemer for virksomhederne som følge af udtræden af EU og en manglende implementering af britiske regler i de tilfælde, hvor EUs regler ikke længere gælder.

Som en konklusion på forløbet af Brexit indtil november 2022 må man konstatere, at Brexit udsatte Storbritannien som stat og den britiske befolkning samt det britiske politiske system for en chokbehandling, som langt fra er overstået. Brexit udfordrer endvidere den britiske forfatning og sammenhængskraften i den britiske union, fordi de fire nationer i Storbritannien stemte forskelligt. Brexitafstemningen viste endvidere, at et flertal i befolkningen ønskede noget helt andet end det overvejende flertal blandt parlamentets medlemmer, idet det store flertal af disse var tilhængere af at forblive i EU.

Fremtrædende Brexittilhængere i Conservative Party stillede befolkningen store fremskridt i udsigt op til folkeafstemningen. Frigørelsen fra de lænker, som bandt Storbritannien til EU, ville føre til en bedre økonomi, lavere priser i butikkerne, øget handel med andre dele af verden, kontrol med indvandringen og langt mindre bureaukrati for virksomhederne. Sådan er det dog ikke gået. Den almindelige brite har indtil videre ikke set meget til de lovede positive effekter af udtræden af EU, bortset fra at det britiske indenrigsministerium er begyndt at genindføre de tidligere blå pas til erstatning for EU's rødbedefarvede pas.

Storbritannien benytter ikke euro som valuta og har ikke været medlem af Schengen-passamarbejdet, så de store, synlige gevinster er udeblevet. Det eneste synlige område, hvor man reelt kan sige, at Storbritannien har genvundet kontrollen, er med indvandringen til landet. Det har til gengæld ført til stor mangel på arbejdskraft i en række sektorer, fordi det er blevet mindre attraktivt for EU-borgere at arbejde i Storbritannien.

Brexit blev formidlet på argumentet om suverænitet. Storbritannien skulle ikke længere være underlagt EU's regeltyranni. Storbritannien skulle ikke længere være en rule-taker men en rule-maker. Indtil videre er denne ændring ikke indtruffet. Britiske virksomheder lever fortsat, nu på sjette år efter udtræden, med usikkerhed. Det ændrede regelgrundlag, virksomhederne arbejder efter, når de eksporterer/importerer til og fra EU, og den lovede afbureaukratisering, har de ikke set noget til.

Den britiske befolkning er ved at ændre holdning til Brexit. I de første år efter folkeafstemningen viste meningsmålinger, at fordelingen mellem leave og remain var stabil og konsistent med afstemningsresultatet. Befolkningen havde tilsyneladende polariseret sig i faste blokke over Brexitspørgsmålet. Men på det seneste er data begyndt at vise, at situationen er ved at ændre sig. Antallet af vælgere som nu mener, at Brexit var en forkert beslutning, er begyndt at stige markant.

De nyeste målinger viser, at 59% nu mener, at Brexit var en forkert beslutning, mens 41% stadig mener, at beslutningen var rigtig. Det er nu 16 måneder siden en meningsmåling viste et flertal for, at Brexit var den rette beslutning.

Blandt de britiske politikere har man indtil videre ikke set en lignende holdningsændring. Selv om det er tydeligt, at Brexit fortsat langt fra er implementeret og har en række alvorlige og negative konsekvenser for britisk økonomi, som forværrer det allerede massive fald i levestandard som et flertal af briter oplever, fornægter de fleste parlamentsmedlemmer i begge de to store partier, Conservative Party og Labour, at Brexit rummer store udfordringer. Tværtimod holder de fast i, at Brexit er en succes og rummer uanede, hidtil uudnyttede muligheder. Det kan nærmest virke, som om der er en stiltiende aftale om slet ikke at tale om emnet; om at tie problemerne væk. Emnet har således også været næsten fraværende i formandsopgørene i Conservative Party hen over sommeren og efteråret 2022.