Boris Johnson i 2021.
Boris Johnson i 2021. Af /Palácio do Planalto-. CC BY 2.0

Boris Johnson

Faktaboks

Boris Johnson

Alexander Boris de Pfeffel Johnson

Født
19. juni 1964, New York, USA
Boris Johnson
Boris Johnson foran Downing Street nr. 10, foto 2020
Boris Johnson
Af /Scanpix.
Boris Johnson på vej til arbejde, da han i maj 2008 var blevet borgmester i London.
Tom Dulat/Ritzau Scanpix.

Artikelstart

Boris Johnson er en konservativ britisk politiker, som har beklædt poster som overborgmester i London fra 2008 til 2016, udenrigsminister fra 2016 til 2018 og premierminister fra 2019 til 2022.

Han er en af sin generations mest fremtrædende britiske politikere og kendt som uortodoks og kontroversiel med en stærk tilbøjelighed til at rode sig ud i skandaler på grund af sin afslappede holdning til regler, konventioner og sandheden. Han havde en central rolle i, at folkeafstemningen om Storbritanniens tilhørsforhold til EU i 2016 endte med flertal for udtræden, og han har som premierminister siden juli 2019 også et centralt ansvar for, at Brexit endnu langt fra er gennemført; herunder for at den britiske økonomi er blevet hårdt ramt.

Boris Johnson er uddannet på den private elitekostskole, Eton College, og derefter på Balliol College, University of Oxford. Efter han forlod Oxford, indledte han i 1987 en karriere som journalist, herunder som korrespondent i Bruxelles for avisen The Times og senere The Daily Telegraph med EU som sit stofområde. I perioden 1999-2005 var han redaktør på det konservative ugemagasin The Spectator. Han benyttede disse stillinger til, sammen med sin farverige og uortodokse personlighed, at blive landskendt bl.a. for en skeptisk holdning til EU, som kom til udtryk gennem en række artikler, en del af dem baseret på tvivlsomme fakta, der tegnede et stærkt fordrejet billede af EU, hvilket han senere kunne drage politisk nytte af. Han var med til at skabe et billede af EU, som egnede sig godt til at tage afstand fra i kampagnen for leave op til folkeafstemningen i juni 2016.

Hans politiske karriere startede med en plads i det britiske parlament for Conservative Party i 2001, som han beholdt til 2008, hvor han forlod parlamentet for at stille op til valget af overborgmester i London. Han vandt dette valg og blev genvalgt til en ny 4-årig periode i 2012. I 2015 blev han igen valgt ind i parlamentet. Da Theresa May overtog posten som premierminister efter David Cameron i sommeren 2016, udnævnte hun ham til udenrigsminister. Han skabte ikke bemærkelsesværdige resultater på den post, men brugte den flittigt til at underminere Theresa Mays position og trak sig fra posten efter to år; angiveligt i utilfredshed med indholdet i den udtrædelsesaftale, som Theresa May havde forhandlet på plads med EU i efteråret 2018.

Brexit

Boris Johnson var meget aktiv i Vote Leave-kampagnen op til folkeafstemningen om Brexit i 2016. Her taler han på et møde i Manchester i april samme år.

Nigel Roddis/EPA/Ritzau Scanpix.

Boris Johnson spillede en hovedrolle i at skabe grundlaget for Brexit – hans eneste større politiske præstation. Han havde i årevis op til folkeafstemningen været uklar mht. til sin holdning til spørgsmålet og meldte først ud, om han ville lægge sit lod i vægtskålen for remain eller leave, få måneder før afstemningen. Hans beslutning om at føre kampagne for britisk udtræden fik en afgørende indflydelse på resultatet. Han var en af de ledende politikere i den officielle Vote Leave-kampagne, som med få, effektive kampagneslogans overbeviste mange vælgere på tværs af partigrænser om at stemme for, at Storbritannien skulle træde ud af EU.

Premierminister

En hårdt presset Boris Johnson svarer på spørgsmål i Underhuset d. 6. juli 2022, hvor han mødte kritik fra både oppositionen og egne partifæller.
Jessica Taylor/Reuters/Ritzau Scanpix.

Efter at daværende premierminister Theresa May fik sin udtrædelsesaftale afvist med massive flertal tre gange i parlamentet i januar-marts 2019, trak hun sig, hvilket banede vejen for, at Boris Johnson kunne vælges til ny leder af Conservative Party og til premierminister. Han arvede et spinkelt flertal i parlamentet fra sin forgænger, men udskrev et nyvalg i december 2019, hvor han knuste oppositionspartiet Labour med Jeremy Corbyn i spidsen og sikrede sig et stort politisk manøvrerum med et konservativt flertal på 80 mandater; det største flertal partiet havde opnået siden 1980'erne. Dette brugte han til at opfylde sit valgløfte og gennemførte formelt Brexit den 31. januar 2020 med en genforhandlet udtrædelsesaftale.

Den væsentligste forskel på Boris Johnsons aftale og den, Theresa May havde forhandlet, var, at Boris Johnson flyttede told- og reguleringsgrænsen mellem EU og Storbritannien til Det Irske Hav, hvormed Nordirland reelt forblev inden for EU's indre marked. Den manøvre har givet anledning til massive politiske problemer lige siden og er en væsentlig årsag til, at Brexit endnu ikke kan siges reelt at være gennemført.

Boris Johnsons tre år som premierminister var stormfulde og kaotiske. Ud over de fortsatte problemer med Brexit og de deraf følgende økonomiske problemer har hans håndtering af coronakrisen været præget af for lidt handling, for sen handling og gentagne kovendinger med det resultat, at antallet af coronarelaterede dødsfald i Storbritannien er det højeste i Europa, og at de nationale nedlukninger, da de kom, var meget hårde.

I forlængelse af coronakrisen har perioden fra november 2021 været præget af den såkaldte partygate; et udtryk, der dækker over, at mens landet var lukket hårdt ned, blev der afholdt en række sociale arrangementer med rigeligt med alkohol og brud på forsamlingsregler i Downing Street 10, premierministerens embedsbolig og private residens. Boris Johnson deltog selv i flere af disse.

Der er gennemført både en politiundersøgelse af de mange regelbrud samt en embedsmandsundersøgelse af forløbet, som begge placerer et medansvar på Boris Johnson. Politiundersøgelsen førte til, at Boris Johnson fik en bøde – den første gang i britisk historie, at en siddende britiske premierminister er blevet sanktioneret for lovbrud.

Som en foreløbig politisk kulmination på partygate mistede et større antal af Boris Johnsons partifæller i parlamentet tilliden til ham og fremprovokerede en mistillidsafstemning om hans fortsatte position som leder af partiet og dermed som premierminister. Den blev afholdt den 6. juni 2022 og endte med, at 211 ud af 359 konservative parlamentsmedlemmer gav udtryk for fortsat tillid til Boris Johnson, mens 148 stemte for, at han skulle forlade posten. Resultatet tyder på, at tiden frem til næste parlamentsvalg, som skal afholdes senest i januar 2025, vil være præget af en dyb splittelse i det regerende Conservative Party.

I begyndelsen af juli 2022 betød ny kritik af Boris Johnson, at en lang række ministre trak sig fra regeringen i protest. Den fornyede kritisk skyldtes, at Johnson havde forfremmet et parlamentsmedlem, Chris Pincher, trods gentagne sager med seksuelle krænkelser. Endnu engang skyldtes utilfredsheden med Boris Johnson hans personlige moral og hans skødesløse håndtering af sit embede mere end politiske uoverensstemmelser.

Den 7. juli meddelte Johnson at han trak sig som partiformand men ønskede at blive på posten som premierminister til en ny formand var valgt og kunne overtage posten.

Valget af en ny politisk leder styres i første række af 1922 Komitéen og i sidste ende ved at partimedlemmerne ved en brevafstemning vælger mellem to kandidater.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig