Tiltrædelsesår for medlemslande

1958
  • Belgien
  • Frankrig
  • Holland
  • Italien
  • Luxembourg
  • Vesttyskland
1973
  • Danmark
  • Irland
  • Storbritannien
1981
  • Grækenland
1986
  • Spanien
  • Portugal
1990
  • Tyskland (dvs. også Østtyskland)
1995
  • Finland
  • Sverige
  • Østrig
2004
  • Cypern
  • Estland
  • Letland
  • Litauen
  • Malta
  • Polen
  • Slovakiet
  • Slovenien
  • Tjekkiet
  • Ungarn
2007
  • Bulgarien
  • Rumænien
2013
  • Kroatien
2021
  • Storbritannien udtræder

EU. Den Europæiske Union, som den blev vedtaget med Maastrichttraktaten.

.

Bruxelles. Berlaymont, hvor EU-Kommissionen har til huse.

.

Den Europæiske Union (EU) er en tæt samarbejde mellem et stort antal europæiske lande. Samarbejdet er tættere end i noget andet internationalt samarbejde. EU er således en unik konstruktion på den internationale scene. Baggrunden for EU er ikke mindst de to uhyre ødelæggende og barbariske verdenskrige.

Faktaboks

Også kendt som

Den Europæiske Union

før 1993: EF (De Europæiske Fællesskaber)

Samarbejdet i EU er en konstant balancegang mellem ønsket om et tættere samarbejde, som er til medlemslandenes fordel på den ene side. Og på den anden side ønsket om at bevare en betydelig grad af national suverænitet på de områder, som medlemslandene finder afgørende.

Det er derfor betegnende, at EU's motto er "Forenet i forskellighed". EU består i dag af 27 medlemslande med ca. 447 millioner indbyggere (2021). Medlemslandene er ikke mere forskellige, end at de alle skal leve op til en række krav om demokrati, retsstat og menneskerettigheder, som er nedfældet i de såkaldte Københavnerkriterier.

EU bestod oprindelig af tre organisationer: Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (1952), Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og Det Europæiske Atomenergisamarbejde, EURATOM (begge 1958). De tre organisationer blev sluttet sammen til EF i 1967 ved undertegnelsen af den såkaldte Fusionstraktat, og siden har samarbejdet omfattet stadig flere politikområder.

Samarbejdet udsprang af ønsket om at komme væsentlige modsætninger og interesseforskelle mellem de store europæiske lande til livs, efter at de havde resulteret i to verdenskrige. Forventningen var, at kombinationen af demokrati og åbne markedsøkonomier ville fremme målsætningen.

Fra dag ét har der i organisationen været forskellige synspunkter på forholdet de selvstændige nationalstater og den afgivelse af suverænitet, der ses som afgørende i forbedringen af samarbejdet. Organisationen har derfor udviklet sig til en særegen blanding af et traditionelt mellemstatsligt samarbejde og et samarbejde i overstatslige institutioner, der kan tage beslutninger med gyldighed for de enkelte medlemslande.

EF, og fra 1993 EU, kan således beskrives som en mellemform mellem et statsforbund, en konføderation, og en forbundsstat, en føderation, hvor medlemslandene afgiver dele af den nationale suverænitet. Den overstatslige karakter er blevet styrket i EU's levetid, men udviklingen har været præget af modsætninger og tilbageslag, der afspejler, at medlemslandenes nationale interesser af politisk, økonomisk eller kulturel karakter har været afgørende for integrationens omfang. Grundlæggende har afgivelse af suverænitet fx i forhold til regional- eller miljøpolitik i høj grad bidraget til at fremme løsninger på nationalt niveau.

EU består af fire institutioner:

Kun Kommissionen har initiativret, dvs. ret til at fremsætte forslag til lovgivning, mens Ministerrådet vedtager eller forkaster forslagene. Parlamentets indflydelse er vokset siden begyndelsen af 1990'erne, især fordi det i stigende grad indgår i godkendelsen af lovgivningen og skal godkende Kommissionen. Domstolen har det sidste ord i fortolkningen af lovgivningen, og flere af dens kendelser har skabt betydelig debat.

EU's hovedsæde befinder sig i Bruxelles, idet EU-Parlamentet dog afholder de fleste plenarmøder i Strasbourg, mens udvalgsmøder holdes i Bruxelles og sekretariatet ligger i Luxembourg. Andre EU-institutioner er fordelt på medlemslandene, fx ligger Det europæiske Miljøagentur i København.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang EU er en demokratisk organisation, har løbende været diskuteret, især i 1990'erne og 2000'erne. I traktaterne er det et ufravigeligt krav, at medlemslandene er demokratiske, og EU-parlamentets øgede rolle afspejler en demokratisering. Det ændrer dog ikke ved, at afstanden mellem befolkningerne og institutionerne er betydelig større end tilfældet er på nationalt plan. Fraværet af en europæisk politisk kultur er ligeledes tydelig.

EU blev i 2012 tildelt Nobels fredspris for i over seks årtier at have bidraget til fred og forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa.

EU-flaget

EU-flag.

.

EU-flaget er blåt med en ring af 12 gule stjerner. Det er identisk med det flag, som Europarådet antog i 1955 på grundlag af et flag fra 1953, som dog havde 15 stjerner. Efter mange års forsøg på at finde et egnet flag enedes man i EU om at hejse Europarådets flag i 1986. EF-flaget er også EU's logo.

På baggrund af en blå himmel danner 12 gule stjerner en cirkel, hvilket symboliserer en forening af de europæiske folk. Antallet af stjerner er én gang for alle fastsat til 12, hvilket er symbolet på fuldkommenhed og enhed. Fra 1989 har det uden særlig tilladelse været enhver borger i Danmark tilladt at flage med EU-flaget.

Europahymnen

Europahymnen spilles i EU's institutioner ved højtidelige lejligheder. Hymnen, der består af Freudetemaet fra 4. sats af Beethovens symfoni nr. 9 d-mol op. 125, blev af Europarådet valgt som Europahymne i 1971-72.

Budget

EU’s budget var i 2019 på omkring 150 milliarder euro om året, hvilket svarer til 1.120 milliarder kroner – eller ca. 2.200 kroner pr. borger i EU. Læs mere om EU's budget.

Lovgivning

EU-Kommissionen tager initiativ til lovgivning. Men Ministerrådet, Europa-Parlamentet og borgere er inddraget i forhandlinger, debatter og høringer. Læs mere om EU's lovgivningsproces.

Den historiske baggrund

Under 2. Verdenskrig forstærkedes idéen om Europas Forenede Stater, og kræfter i modstandsbevægelserne formulerede et program for en europæisk føderation, der skulle ledes af en overstatslig regering med en fælles hær og være direkte ansvarlig over for en demokratisk forsamling. Læs mere om EU's historie.

Politikområder

Økonomisk samarbejde

Omverdenen og klima

Traktaternes hovedprincipper

Unionens målsætning, som er fælles for de tre søjler i samarbejdet, er ifølge EU-Traktaten at fremme afbalancerede og varige økonomiske og sociale fremskridt samt at styrke beskyttelsen af medlemsstaternes statsborgeres rettigheder og interesser gennem indførelsen af et unionsborgerskab. Læs mere om traktaternes hovedprincipper.

Danmarks økonomiske mellemværende med EU

Det Danmark bidrager til EU-budgettet, minus det Danmark modtager fra EU-budgettet ("budgetgevinsten"), har altid spillet en stor rolle i den offentlige og politiske debat om fordele og ulemper ved EU-medlemskabet. Læs mere om Danmarks økonomiske mellemværende med EU.

Den fælles landbrugspolitik

Landbrugspolitikken var fra Fællesskabets begyndelse omfattet af Romtraktaten. Depressionen i 1930'erne og manglen på fødevarer i kølvandet på verdenskrigene stod i 1957 endnu stærkt i erindringen; det fik stor betydning for formuleringen af formålsbestemmelserne på landbrugsområdet. Læs mere om den fælles landbrugspolitik.

Landbrugsreformerne

Blandt EU-landene har der traditionelt været stor forsigtighed med at gennemføre omfattende reformer i landbrugspolitikken, som sammen med fiskeri- og handelspolitikken er den eneste virkelige fælles overnationale politik i EU. Opretholdelsen af den europæiske integration var derfor i mange år synonym med opretholdelsen af EU's landbrugspolitik. Læs mere om landbrugsreformerne.

Støtteordningerne i den fælles landbrugspolitik

Støtteordningerne er inddelt i to søjler. Første søjle udgøres af de fælles markedsordninger, der regulerer produktion og handel med landbrugsprodukter. Denne søjle lægger beslag på 75-80 procent af EU's landbrugsbudget. Anden søjle omfatter udviklingen af landdistrikterne, dvs. strukturpolitikken; den lægger beslag på de resterende ca. 20 procent. Læs mere om støtteordningerne.

Den fælles fiskeripolitik

Da Danmark blev medlem af EF, havde EF ikke en egentlig fiskeripolitik som fx på landbrugsområdet. Traktaten fra 1957 omtaler ikke fiskeri direkte, men afsnittene om landbrug finder også anvendelse på fiskeri. Den planlagte udvidelse af EF med de vigtige fiskerilande Danmark, Storbritannien, Irland og Norge satte gang i arbejdet med udarbejdelsen af en fælles fiskeripolitik. Læs mere om EU's fiskeripolitik.

Indre marked

Grundlaget for det indre marked er de fire friheder, som er fastlagt i EF-Traktaten: fri bevægelighed for varer, for personer, for tjenesteydelser og for kapital. Læs mere om det Indre Marked.

Skatte- og afgiftspolitik

Til trods for gennemførelsen af det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union har EU endnu ikke nogen egentlig skatte- og afgiftspolitik. EU har imidlertid en betydning for medlemslandenes nationale skattesystemer. Opbygningen af disse påvirker direkte funktionen af det fælles marked, der er defineret som et område uden indre grænser for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Læs mere om EU's skatte- og afgiftspolitik.

Forbrugerpolitik

Som udgangspunkt var forbrugerpolitikken ikke underlagt EF's direkte regulering. Romtraktaten indeholdt således ingen direkte henvisninger til forbrugerpolitikken og gav ikke EF kompetence til at gennemføre lovgivning med henblik på beskyttelse af forbrugerne. I stedet var forbrugerpolitikken en del af markedsintegrationen, idet traktaten hvilede på antagelsen om, at forbrugeren ville få gavn af markedsintegrationen i EF via et mere effektivt marked med mere konkurrence, større udbud, lavere priser og bedre kvalitet. Læs mere om EU's forbrugerpolitik.

Konkurrencepolitik

Konkurrencepolitikken, monopolpolitikken eller antitrustpolitikken, kommer til udtryk i et sæt af regler og foranstaltninger, der har til formål at modvirke hindringer for en fri konkurrence og samhandel inden for EU. Læs mere om EU's konkurrencepolitik.

Social- og arbejdsmarkedspolitik

Social- og arbejdsmarkedspolitik forstås i EU-sammenhæng bredt som politiske forsøg på at sikre arbejdskraftens fri bevægelighed og lønmodtagerne acceptable arbejdsmæssige og sociale betingelser. EU-landenes samarbejde er udsprunget af et politisk ønske om at skabe en række mindsterettigheder på arbejdsmarkedet, en "social sokkel", som kan give lønmodtagerne tryghed, og som skal ses som et vigtigt velfærdselement i en "europæisk socialmodel". Læs mere om EU's social- og arbejdsmarkedspolitik.

Unionsborgerskab og menneskerettigheder

Med Maastrichttraktaten i 1992 indførtes regler om et nyt fænomen, unionsborgerskab, som havde været drøftet siden slutningen af 1970'erne. Læs mere om unionsborgerskab og menneskerettigheder.

Energipolitik

EU har siden oliekrisen i 1973-74 forsøgt at koordinere medlemslandenes energipolitik, men resultaterne har været begrænsede pga. de enkelte landes særinteresser. Sektorområderne kul og kernekraft har dog været særskilt reguleret i traktaterne om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og EURATOM. Læs mere EU's energipolitik.

Forskningspolitik

EF's forskningspolitik omfattede fra 1952 kun fælles forskning inden for kul- og stålområdet. I 1957 udvidedes forskningssamarbejdet med atomenergi og landbrug og i 1970'erne med ikke-nuklear energi og miljø. Læs mere om EU's forskningspolitik.

Handelspolitik

Handelspolitikken er et vigtigt aspekt ved EU; EU er en toldunion og har endvidere en række aftaler vedr. restriktioner af forskellig art. Læs videre om EU's handelspolitik.

Industripolitik

Interessen for industripolitik i EF havde oprindelig sin baggrund i den såkaldte "amerikanske udfordring", som også var titlen på en bog af Jean-Jacques Servan-Schreiber, Le Défi américain (1967, da. Den amerikanske udfordring, 1968). Synspunktet var, at amerikanske virksomheder i kraft af deres størrelse og forsknings- og udviklingsaktiviteter havde et konkurrencemæssigt fortrin frem for europæiske. Læs mere om EU's industripolitik.

Ligestilling

Den eneste traktatbestemmelse om ligestilling mellem mænd og kvinder er EF-Traktatens art. 141 (tidligere artikel 119) om ligeløn. Herudover findes en række direktiver om ligestilling, nemlig ligelønsdirektivet fra 1975, rammedirektiverne om ligebehandling fra 1976 og om ligebehandling mht. social sikring fra 1978 samt direktivet om ligebehandling mht. erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger. Læs mere om ligestilling i EU.

Regionalpolitik

Ifølge Maastrichttraktaten skal EU sigte på at formindske udviklingsforskellene mellem regionerne samt forbedre de dårligst stillede områders situation. Læs mere om EU's regionalpolitik.

Transportpolitik

Allerede i Romtraktaten fra 1957 blev de grundlæggende principper for en fælles transportpolitik fastlagt. Den skulle omfatte alle former for transport såvel indenlands som grænseoverskridende. Det enkle mål var, at al transportaktivitet skulle kunne udfoldes frit i alle medlemslande, på ensartede konkurrencevilkår og uanset transportørens hjemsted. Læs mere om EU's transportpolitik.

Sprog

Alle medlemsstaters nationalsprog er tillige EU's officielle sprog og arbejdssprog i henhold til Rådets forordning nr. 1. Oprindelig (1958) var der fire sprog: fransk, italiensk, nederlandsk og tysk; dertil kom siden dansk og engelsk (1973), græsk (1981), portugisisk og spansk (1986), finsk og svensk (1995), estisk, lettisk, litauisk, maltesisk, polsk, slovakisk, slovensk, tjekkisk og ungarsk (2004) og irsk, bulgarsk og rumænsk (2007), i alt 23. Læs mere om sprog i EU.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (3)

skrev Thomas Dalvad

Kroatien blev medlem i 2013 men mangler fra artiklens tidslinje.

svarede Jacob Mollerup

Tak for det - du har helt ret. Det er nu rettet. mvh Jacob

skrev Peter Nedergaard

Rigtigt. Artiklen træner generelt til en opdatering og gennemskrivning. Det vil ske snarest.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig