Artikelstart
Forenet i forskellighed. Sådan lyder EU's motto. EU er en sammenslutning af 27 lande med ca. 446 mio. indbyggere (2018). Medlemslandene er ikke mere forskellige end at de alle er demokratier og tilsammen udgør verdens største marked.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Den Europæiske Union
før 1993: EF (De Europæiske Fællesskaber)
Men forskellige er de. EU er en unik organisation, idet den bygger på at de enkelte lande afgiver suverænitet til samarbejdet med henblik på at fremme vækst og velstand og løse problemer af grænseoverskridende art. Forholdet mellem national selvbestemmelse og overnationale beslutninger har i hele EU's historie været til diskussion som et afgørende aspekt ved udviklingen af samarbejdet.
EU bestod oprindelig af tre organisationer: Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (1952), Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og Det Europæiske Atomenergisamarbejde, EURATOM (begge 1958). De tre organisationer blev sluttet sammen til EF i 1967 ved undertegnelsen af den såkaldte Fusionstraktat og siden har samarbejdet omfattet stadig flere politikområder.
Samarbejdet udsprang af ønsket om at komme væsentlige modsætninger og interesseforskelle mellem de store europæiske lande til livs efter at de havde resulteret i to verdenskrige. Forventningen var, at kombinationen af demokrati og åbne markedsøkonomier ville fremme målsætningen.
Fra dag ét har der i organisationen været forskellige synspunkter på forholdet de selvstændige nationalstater og den afgivelse af suverænitet, der ses som afgørende i forbedringen af samarbejdet. Organisationen har derfor udviklet sig til en særegen blanding af et traditionelt mellemstatsligt samarbejde og et samarbejde i overstatslige institutioner, der kan tage beslutninger med gyldighed for de enkelte medlemslande.
EF og fra 1993 EU kan således beskrives som en mellemform mellem et statsforbund, en konføderation, og en forbundsstat, en føderation, hvor medlemslandene afgiver dele af den nationale suverænitet. Den overstatslige karakter er blevet styrket i EU's levetid, men udviklingen har været præget af modsætninger og tilbageslag, der afspejler, at medlemslandenes nationale interesser af politisk, økonomisk eller kulturel karakter har været afgørende for integrationens omfang. Grundlægende har afgivelse af suverænitet fx i forhold til regional- eller miljøpolitik i høj grad bidraget til at fremme løsninger på nationalt niveau.
EU består af fire institutioner:
Kun Kommissionen har initiativret, dvs ret til at fremsætte forslag til lovgivning, mens Ministerrådet vedtager eller forkaster forslagene. Parlamentets indflydelse er vokset siden begyndelsen af 1990'erne, især fordi det i stigende grad indgår i godkendelsen af lovgivningen og skal godkende Kommissionen. Domstolen har det sidste ord i fortolkningen af lovgivningen, og flere af dens kendelser har skabt betydelig debat.
EU's hovedsæde befinder sig i Bruxelles, idet EU-Parlamentet dog afholder de fleste plenarmøder i Strasbourg, mens udvalgsmøder holdes i Bruxelles og sekretariatet ligger i Luxembourg. Andre EU-institutioner er fordelt på medlemslandene, fx ligger Det europæiske Miljøagentur i København.
Spørgsmålet om i hvilket omfang EU er en demokratisk organisation har løbende været diskuteret, især i 1990'erne og 2000'erne. I traktaterne er det et ufravigeligt krav, at medlemslandene er demokratiske, og EU-parlamentets øgede rolle afspejler en demokratisering. Det ændrer dog ikke ved, at afstanden mellem befolkningerne og institutionerne er betydelig større end tilfældet er på nationalt plan. Fraværet af en europæisk politisk kultur er ligeledes tydelig.
EU blev i 2012 tildelt Nobels fredspris for i over seks årtier at have bidraget til fred og forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.