Amsterdamtraktaten

Amsterdamtraktaten er en aftale mellem EU's medlemsstater, der blev indgået i 1997. Traktaten ændrer og supplerer en række af bestemmelserne i Maastrichttraktaten. Den blev undertegnet 2.10.1997 i Amsterdam med ikrafttrædelse 1.5.1999.

Dens hovedindhold kan sammenfattes i seks punkter:

  1. Nye bestemmelser om menneskerettigheder og ikke-diskrimination, der bl.a. indfører mulighed for sanktioner for medlemslande, der overtræder menneskerettighederne.
  2. Overførsel af nogle mellemstatslige samarbejder til overstatslige samarbejde. De berørte samarbejdsområder er grænsekontrol, visum, asyl, indvandring og civilret. Schengensamarbejdet og dets regler integreres i EU.
  3. Styrkelse af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde især mht. mulighed for flertalsafgørelser og til humanitære, fredsbevarende og fredsskabende opgaver (de såkaldte Petersberg-opgaver).
  4. Et nyt afsnit i EF-traktaten om beskæftigelse og styrkelse af andre samarbejdsområder, især sundhed, forbrugerbeskyttelse og miljø.
  5. Styrkelse af EU-Parlamentets rolle i lovgivningsprocessen og mht. proceduren for godkendelse af Kommissionens formand og den samlede kommission.
  6. Nye bestemmelser om tættere samarbejde (fleksibilitet), der muliggør, at et flertal af medlemslande kan etablere videregående samarbejde imellem sig inden for traktatens retlige og institutionelle ramme.

Med Amsterdamtraktaten blev der kun delvis truffet beslutning om ændring af institutionerne i lyset af EU's udvidelse med central- og østeuropæiske lande i 2004. Disse ændringer blev adresseret i Nicetraktaten.

Dansk tiltrædelse

Danmarks særregler i medfør af Edinburghafgørelsen med hensyn til unionsborgerskab, forsvarspolitik og retlige og indre anliggender blev ved Amsterdamtraktaten indarbejdet i selve traktatgrundlaget. Edinburghafgørelsen har dermed kun fortsat betydning med hensyn til særreglerne vedrørende ØMU.

Danmarks tiltrædelse af Amsterdamtraktaten indebar afgivelse af suverænitet, hvilket ved dansk tilslutning nødvendiggjorde anvendelse af den såkaldte kvalificerede procedure i Grundlovens § 20. Eksempler på afgivelse af suverænitet er sanktioner mod medlemslande for overtrædelse af menneskerettigheder og EU's beskyttelse af forbrugere.

Regeringens lovforslag herom opnåede ved tredjebehandling i begyndelsen af maj 1998 ikke det nødvendige 5/6 flertal. Herefter blev der afholdt folkeafstemning 28.5.1998, hvor 55,1% stemte for godkendelse af lovforslaget, mens 44,9% stemte imod; stemmeprocenten var 76,2. Traktaten trådte i kraft i maj 1999.

Amsterdamtraktatens betydning

I den længere perspektiv har Amsterdamtraktaten især bidraget til dels at – ligesom Den Europæiske Fællesakt og Maastrichttraktaten før samt Nice- og Lissabontraktaten efter bidraget til at styrke Europa-Parlamentets rolle i den europæiske beslutningsproces. Dels kom der med Amsterdamtraktaten en stor opgradering af EU's rolle i beskæftigelsespolitikken. I den forbindelse blev der indført en bestemmelse om, at når der kommer et direktivforslag, kan arbejdsmarkedets parter melde ud, at de gerne vil stå for den pågældende implementering som en aftale mellem arbejdsmarkedets parter i stedet for, at den bliver implementeret som lov gennem de nationale parlamenter. Det er især relevant for de nordiske lande med den høje organisationsgrad.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for EU's samarbejdsområder og traktater

Peter Nedergaard
Professor, cand.scient.pol., ph.d., Københavns Universitet