EU og omverdenen

Artikelstart

”Hvem skal jeg ringe til, hvis jeg ønsker at ringe til Europa?” skulle Henry Kissinger, der var amerikansk udenrigsminister 1973-1977, have spurgt under en af årtiets mange kriser. Anekdoten illustrerer både, at Europa var et splittet kontinent, og at EF ikke havde en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Intentionen var imidlertid til stede, men den var svær at omsætte til praksis.

Ulande

Det lå allerede i EF’s tidlige arbejde med at skabe en toldunion og formulere en fælles landbrugspolitik, at forholdet til tredjelande skulle finde en form. Navnlig ulandene ville komme til at lide under etableringen af et fælles marked, der var defineret ved at være ekskluderende over for andre lande.

Det var baggrunden for indgåelsen af Yaoundé-konventionen i 1963, der var en associeringsaftale med 18 tidligere afrikanske kolonier. Den blev erstattet af Lomé-aftalen i 1975 med 46 lande fra Afrika, Vestindien og Stillehavet, hvor forestillingen om frihandel blev erstattet af en kombination af gunstige handelsbetingelser og bistandskomponent. Uagtet at Lomé-aftalen, der er fornyet flere gange, øgede bistanden, har hele processen været udsat for kritik, måske fordi den bygger på, at EU grundlæggende er et regionalt, europæisk samarbejde. Lomé-aftalen blev i 2000 erstattet af Cotonou-aftalen, en partnerskabsaftale, der lægger større vægt på den politiske dimension, dvs. demokrati og god regeringsførelse.

Det skal ses i lyset af ophøret af den Kolde Krig, hvorved udvikling ikke længere blev forurenet af konflikten mellem demokrati og kommunisme. Det indebar tillige, at EU kunne begynde at formulere en udenrigs- og sikkerhedspolitik, der relaterede sig til den nye verdensorden.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

Maastrichttraktaten fra 1993 var et vendepunkt i udviklingen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). De første alvorlige tiltag blev taget i forbindelse med Den Europæiske Fælles Akt i 1986, men først i 1993 blev den fastlagt i Maastrichttraktaten som den anden søjle, der ikke er underlagt flertalsafgørelser. FUSP fastlagde, at EU skulle arbejde for at styrke fred og sikkerhed, fremme internationalt samarbejde samt udvikle demokrati, retsstatsprincippet og respekten for de grundlæggende menneskerettighederne. Kort sagt, en bedre verden at leve i.

Med beslutningen om at udvikle samarbejdet på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område måtte forholdet til NATO tages op til overvejelse. I første omgang forestillede EU-landene sig, at den militære alliance Vestunionen (WEU), der havde ligget i dvale siden 1954, skulle fungere som en institutionel forbindelse mellem EU og NATO. Tanken blev aldrig ført ud i livet på grund af modstand både i EU og i NATO, navnlig fra USA, der ikke så noget behov for, at EU udviklede dets eget forsvarsberedskab og slet ikke på et tidspunkt, hvor ophøret af den Kolde Krig havde åbnet for væbnede nationalistiske konflikter fx i ex-Jugoslavien. Siden 1998 har EU da også modelleret sikkerhedspolitikken over NATO, hvilket har medført et tættere samarbejde mellem de to organisationer, idet der dog stadig er åbenlyse hindringer for et effektivt strategisk partnerskab.

Posten som EU’s udenrigschef, også kaldet EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, blev oprettet i 1999. Hverken på det tidspunkt eller senere har posten bygget på en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Intentionerne er stadig ikke indløst, men EU bestræber sig fortsat for at tage skridt, der peger i den retning.

Geopolitik

Ved årtusindskiftet kunne EU se ud over et geopolitisk landskab, der var godt fyldt med geopolitiske konflikter og konfrontationer, med voldsomme reaktioner på globaliseringen, med et udtalt behov for at imødegå klimakrisen og miljøproblemer. Alt skulle håndteres på grundlag af de demokratiske processer i EU, alt i mens USA påtog sig lederskabet i den vestlige verdens forsøg på at løse eller i det mindste reducere det globale konfliktniveau. Både i forhold til oprydningen efter den Kolde Krig i 1990’erne og efter det spektakulære terrorangreb på Twin Towers i New York den 11.september 2001, der ændrede den internationale dagsorden og udfordrede den demokratiske verden på en hidtil uset måde.

EU havde ikke noget fælles sikkerhedspolitisk bud på løsningen af disse udfordringer. De amerikanskledede militære indsatser i Irak, Afghanistan og Libyen samt i forhold til den Islamiske Stat spillede ikke sammen med en entydig fælles EU-holdning.

Forholdet til Rusland udgør imidlertid en delvis undtagelse, idet der trods uenigheder mellem EU-landene er fundet en vej frem. EU mødte den russiske indblanding i Ukraine og annekteringen af Krim i 2014 med en fælles sanktionspolitik. Det var dog vigtigt for EU, at importen af russisk naturgas ikke blev omfattet af sanktionerne. Den russiske gas tegner sig for ca. 40% af EU’s samlede import af gas og spiller en betydelig rolle i flere af medlemslandenes energimix. Det anspændte forhold til Rusland fik betydning i forbindelse med etableringen af den anden Nordstream -gasledning, fordi det gav lande som Polen og Danmark et grundlag for at lægge hindringer i vejen for forbindelsen, selv om den vil være at stor betydning for fx Tysklands udfasning af kul i produktionen af elektricitet. Modstanden blev delt af USA, der selv havde interesse i at eksportere flydende naturgas, LNG, til Europa.

Klima og miljø

Også på klimaområdet har EU fundet en slags fælles fodslag, selvom uenighederne og sprækkerne er blevet tydeligere i takt med, at kravene til klimaindsatsen er vokset og blevet mere konkrete. Klimakrisen er et politisk område, der passer godt til EU i den forstand, at fællesskabet ganske som på miljøområdet har kunnet formulere og fastholde et globalt lederskab. Det har først og fremmest fungeret ved "det gode eksempel", ved at lægge pres på andre stormagter ved de årligt tilbagevendende klimatopmøder samt ved at stille hjælp til rådighed for økonomisk udsatte lande.

Internt i fællesskabet har medlemslandenes meget forskellige geo- og energipolitiske interesser dog brolagt klimaindsatsen med udfordringer, der er vanskelige at overkomme. Ligeledes har den organisatoriske struktur med opdelingen i generaldirektorater, der varetager hver sit politikområde, været hæmmende for udformningen af en bred indsats for klimaet.

Man har i mange år kunnet ringe til Europa. Men man har ikke nødvendigvis fået et klart svar eller en entydig udmelding. Udformningen af en fælles holdning til resten af verden har vist sig at være en svær opgave for EU. Medlemslandenes meget forskelligartede fortid påvirker forholdet til omverdenen. De vidt forskellige politiske traditioner og demokratiske kulturer, store økonomiske og infrastrukturelle forskelle, samt de meget forskellige velfærdsniveauer og levevilkår indvirker – positivt eller negativt – på viljen og evnen til at bidrage til en fælles politik.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig