Som udgangspunkt var forbrugerpolitikken ikke underlagt EF's direkte regulering. Romtraktaten indeholdt således ingen direkte henvisninger til forbrugerpolitikken og gav ikke EF kompetence til at gennemføre lovgivning med henblik på beskyttelse af forbrugerne. I stedet var forbrugerpolitikken en del af markedsintegrationen, idet traktaten hvilede på antagelsen om, at forbrugeren ville få gavn af markedsintegrationen i EF via et mere effektivt marked med mere konkurrence, større udbud, lavere priser og bedre kvalitet.

I Maastrichttraktaten fra 1993 blev forbrugerpolitik for første gang nævnt selvstændigt og på lige fod med en række andre områder. Det havde dog længe været anerkendt, at varers og tjenesteydelsers frie bevægelighed ikke kunne gennemføres uden en afvejning over for bl.a. forbrugerbeskyttelse, og EF-Domstolen har i en række domme udtalt, at hensynet til den frie bevægelighed efter omstændighederne må vige for vigtige samfundsmæssige hensyn, herunder forbrugerbeskyttelse.

Handlingsplaner

EF's første initiativer på det forbrugerpolitiske område var en række handlingsplaner; den første blev vedtaget i 1975 på bl.a. dansk initiativ. Politisk har der ikke været den store vilje til at føre de vedtagne handlingsplaner ud i livet, men en række retsakter er dog efterhånden blevet vedtaget, som særlig tager sigte på at beskytte forbrugerne. Fx er der vedtaget mange direktiver, som specielt har til formål at beskytte sundheden, ligesom handlingsplanerne har ført til vedtagelse af en række direktiver om produkt- og prismærkning. I 1992 vedtoges et direktiv, der opstiller et almindeligt sikkerhedskrav til alle markedsførte produkter, som er beregnet for forbrugere. Direktivet finder anvendelse på områder, hvor der ikke er vedtaget særlige retsakter om enkelte produkters sikkerhed, som der fx er for legetøj. Der er samtidig opbygget et EU-notifikationssystem, som skal sikre, at de øvrige lande får hurtig besked, hvis et farligt produkt dukker op i et medlemsland.

I 1987 blev der oprettet et registreringssystem, der skal bidrage til at forebygge ulykker. I systemet, som kaldes EHLASS, European Home and Leisure Accident Surveillance System, registreres ulykker, der er sket i hjemmet og i fritiden, bl.a. med oplysning om, hvilke produkter der var involveret i ulykkerne.

Endvidere er der vedtaget en række direktiver, som har til formål at beskytte forbrugernes økonomiske interesser, fx et direktiv fra 1984 om vildledende reklame samt tv-direktivet fra 1989, hvori det bestemmes, hvilke former for reklame der må bringes i tv-udsendelser, som kan modtages i de øvrige lande. Produktansvarsdirektivet fra 1985 indeholder regler om objektivt ansvar for produktskader, dvs. at producenten er erstatningsansvarlig også for hændelige skader, der forårsages af et produkt, ligesom et direktiv fra 1985 fastsætter regler om forbrugeres fortrydelsesret ved dørsalg mv. Direktivet fra 1987 (ændret i 1990) om forbrugerkredit indeholder regler om kreditaftaler, herunder om kreditgiverens oplysningspligt. Et direktiv fra 1990 om pakkerejser regulerer bl.a. rejsearrangørers oplysningspligt over for forbrugerne. I 1993 vedtoges direktivet om urimelige kontraktvilkår, som bl.a. indebærer, at urimelige standardvilkår i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger ikke er bindende for forbrugeren. I 1994 kom direktivet om beskyttelse af købere af timeshare-anparter; det indeholder bl.a. regler om sælgernes oplysningspligt og om tilbagetrædelsesret for køberne. EU-Kommissionenovervejede i 1995 nye fællesskabsinitiativer på områder som betalingskort, grænseoverskridende betalinger, forbrugsvaregarantier og forbrugernes klagemuligheder.

Amsterdamtraktaten medførte på en række punkter en styrkelse af forbrugerpolitikken, bl.a. blev det henstillet at forsøge at opnå en høj beskyttelse i lovgivningen om det indre marked, når Rådet og Parlamentet traf beslutninger (og ikke blot Kommissionen som tidligere), og forbrugerorganisationerne skulle endvidere ifølge Amsterdamtraktaten høres ved nye lovgivningsinitiativer.

Blandt de direktiver, som er kommet efter Amsterdamtraktaten, er direktivet fra 1997 om fjernsalg og direktivet om sammenlignende reklame. I 1998 kom direktivet om prisangivelser, og året efter vedtog man direktivet om visse aspekter af forbrugerkøb, se også EU's forbrugerbeskyttelsesdirektiver.

Ønsket om en snæver kontakt mellem forbrugerorganisationerne på fællesskabsplan førte allerede i 1973 til, at Kommissionen nedsatte en rådgivende forbrugerkomité, som i 1990 afløstes af et rådgivende, bredere sammensat forbrugerråd. Endvidere er nationale forbrugerrepræsentanter inddraget i fastlæggelsen af standarder i de særlige standardiseringsorganisationer, ligesom EU samtidig yder tilskud til de europæiske forbrugerorganisationers meget omfattende arbejde på standardiseringsområdet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig