Dovers hvide klipper
Dovers hvide klipper. Af . CC BY 2.0

Storbritannien

Faktaboks

Etymologi
Storbritannien hedder på engelsk Great Britain, af latin Britannia Major, modsat latin Britannia Minor 'lille Britannien' dvs. Bretagne i det nordvestlige Frankrig. Betegnelsen Storbritannien omfatter ikke Nordirland.
Officielt navn
United Kingdom, United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland (UK)
Dansk navn
Storbritannien, Det Forenede Kongerige. I almindelig daglige tale benyttes på dansk oftest Storbritannien, men bemærk at dette navn ikke omfatter Nordirland
Styreform
parlamentarisk konstitutionelt monarki
Hovedstad
London
Indbyggertal
68,3 (2021)
Totalareal
242 km²
Indbyggere pr. km²
281 (2019)
Officielt/officielle sprog
Engelsk er Storbritanniens officiele sprog, men følgende sprog er anerkendt som regionale sprog: skotsk (omkring 30 % af Skotlands befolkning, og få i Ulster), skotsk-gælisk (tales af omkring 60.000 i Skotland), walisisk (omkring 20 % af befolkningen i Wales), irsk (omkring 10 % af befolkningen i Nordirland), kornisk (tales af mellem 2.000-3.000 i Cornwall), manx (et fåtal på Isle of Man) (2012).
Religion
kristne 59,5 % (herunder anglikanere, katolikker, presbyterianere, metodister, ortodokse), ikkereligiøse 25,7 %, muslimer 4,4 %, hinduister 1,3 %, uspecificerede 7,2 %, andre 2 %, (ved seneste folketælling i 2011)
Nationaldag
Storbritannien fejrer ikke en særlig nationaldag. Derimod har England, Skotland, Wales og Nordirland hver deres nationaldag; hhv. 23. april, 30. november, 1. marts, 17. marts.
Statsoverhoved
kong Charles 3. (siden den 8. september 2022)
Statsminister
premierminister Rishi Sunak (fra den 25. oktober 2022)
Møntfod
pund sterling
Symbol
Storbritanniens nationalsymbol er løven; Englands er løven, tudorrosen og egetræet; Skotlands er løven, enhjørningen og tidslen; Wales' er dragen, påskeliljen og porren; Nordirlands er trekløveren og hørblomsten.
Valutakode
GBP
Nationalsang
God Save the Queen ('Gud bevare dronningen')
Engelsk navn
United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland
Befolkningssammensætning
hvide 87,2 %, afrikanske/caribiske/sorte briter 3 %, indiske briter 2,3 %, pakistanske briter 1,9 %, af blandet herkomst 2 %, andre 3,7 % (ved seneste folketælling i 2011)
BNP pr. indb.
$40.284 (Verdensbanken 2020)
Middellevetid
81,2 år; mænd 78,7, kvinder 82,7 år (Office of National Statistics 2020).
Indeks for levevilkår, HDI
0,93 (2019)
Indeks for levevilkår, position
13 (2019)
Nationalitetsmærke til biler
GB
Gini-koefficient
35,1 (Verdensbanken 2017)
CO₂-udledning pr. indb.
5,4 ton (2018)
Internetdomænenavn
.uk
Flag
.

Det skotske nationalflag, The Saltire.

.

Artikelstart

Storbritannien er et konstitutionelt monarki i Nordatlanten adskilt fra det europæiske kontinent af Den Engelsk Kanal (33 km på det smalleste sted). Storbritannien er den største af De Britiske Øer (the British Isles), som også omfatter Irland (Nordirland såvel som Republikken Irland) samt et antal store og mindre øer, herunder Hebriderne, Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Anglesey, Scillyøerne, Isle of Man og Isle of Wight.

Betegnelserne Britain og synonymet Great Britain blev skabt med unionen mellem England og Skotland i 1707. De omfatter kun tre af de fire nationer, der indgår i den britiske stat, dvs. England, Skotland og Wales. Den officielle betegnelse for den britiske stat, United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, indbefatter tillige Nordirland. Den danske betegnelse er Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Det er således forkert, som det ofte ses på dansk, at benytte navnet England i omtalen af Storbritannien eller Det Forenede Kongerige.

Under Det Forenede Kongerige hører formelt også en række oversøiske besiddelser (dependent territories og crown dependencies), som alle omtales selvstændigt andetsteds i værket og ikke i denne artikel.

I daglig tale og i denne artikel benyttes udtrykket Storbritannien som betegnelse for den britiske stat, trods den ovenfor nævnte forskel. Endvidere kan der henvises til artiklerne om England, Skotland, Wales og Nordirland.

I forhold til sin geografiske og befolkningsmæssige størrelse har Storbritannien spillet en uforholdsmæssigt stor rolle i verdenshistorien. Der er to centrale årsager, med en tæt indbyrdes sammenhæng, hertil: Den tidlige industrialisering og den deraf følgende omstilling af økonomien fra en selvforsyningsøkonomi til en kapitalistisk økonomi samt udviklingen af Det Britiske Imperium gennem en periode på ca. 300 år. Forklaringen på det forhold, at Storbritannien var det første land i verden, der gennemgik en industriel revolution, skal findes i kombinationen af jordreformer, der bidrog til skabelsen af en kapitalistisk økonomi, disses skabelse af et befolkningsoverskud på landet, som flyttede til byerne og disses fabrikker, og simpelt held i form af de rette teknologiske landvindinger i især tekstilindustrien og energifrembringelse. Britiske kolonier allerede før industrialiseringen for alvor tog fart bidrog til denne med råvarer, arbejdskraft og afsætningsmarkeder og under industrialiseringens og imperiets store århundrede, 1800-tallet, indgik de to i en symbiose, som kan betegnes som den første globalisering, og som skabte Storbritanniens position som en stormagt helt frem til afslutningen af 2. verdenskrig.

Efter afslutningen af 2. verdenskrig begyndte Storbritanniens stormagtsstatus at komme under stigende pres, dels som følge af at andre lande, og især USA, halede ind på briterne, dels som følge af stadig stærkere selvstændighedsbevægelser i en række kolonier, som førte til, at imperiet gradvist begyndte at gå i opløsning fra 1947, hvor Indien blev selvstændigt.

Med Storbritanniens sidste fejlslagne forsøg på at gribe militært ind uden for egne grænser med Suezkrisen i 1956 var det slut med Storbritanniens rolle som stormagt. Denne begivenhed var traumatisk for den britiske selvforståelse som global magt, og fra starten af 1960'erne begyndte landet derfor at orientere sig mere mod dets europæiske rolle end mod den globale med det resultat, at Storbritannien tilsluttede sig Det Europæiske Fællesmarked i 1973.

Ved en (i britisk kontekst meget sjælden) vejledende folkeafstemning i 2016 vedtog den britiske befolkning imidlertid, at Storbritannien skulle afslutte sit medlemskab af Den Europæiske Union, hvilket blev effektueret den 31. januar 2020 (Brexit). Afstemningsresultatet udløste chokbølger såvel indenlands som internationalt. Udmeldelsen af EU har sået tvivl om, hvorvidt Skotland og måske også Nordirland (som begge stemte for at Storbritannien skulle forblive medlemmer af EU, fortsat ønsker at være del i en britisk union, som står uden for EU. I 1998 fik Skotland, Nordirland og Wales delvist selvstyre (devolution), hvilket har bidraget til at give smag for yderligere selvstændighed fra London og engelsk dominans. Brexit har skubbet yderligere til denne selvstændighedstrang.

Politisk har Storbritannien præget omverdenen, fx med parlamentarismen og sit parlamentariske system, som er delvist kopieret i en række af de lande, der tidligere var kolonier. Det britiske retssystem common law indgår tillige som element i en række lande, og idéhistorisk har fx liberalismen sin rod i Storbritannien.

Fakta om de fire nationer

Land Areal (km2) Befolkning (mio., 2021) Indb./km2
England 130.432 56,3 431
Skotland 77.167 5,5 71
Wales 20.766 3,2 154
Nordirland 14.160 1,9 134

Øvrige besiddelser

Dependent territories

Crown dependencies

Nationalflag

Storbritanniens flag, kendt som Unionsflaget eller Union Jack, blev indført i sin nuværende form i 1801. Læs mere om Storbritanniens nationalflag.

Geografi

Storbritannien er et tætbefolket land; der er mange storbyer og mellemstore byer; ikke desto mindre findes også storslåede bakkelandskaber og bjergegne. Læs mere om Storbritanniens geografi.

Sprog

Det officielle sprog i hele Storbritannien er engelsk, som også indtager en vigtig rolle som det mest udbredte internationale første fremmedsprog og internationale kommunikationssprog. Engelsk har desuden status som officielt sprog i en række af de lande, der tidligere var britiske kolonier, og som nu er medlemmer af Commonwealth of Nations. Ud over engelsk tales flere gæliske sprog på De Britiske Øer. Læs mere om Storbritanniens sprog.

Religion

Religionen i Storbritannien er overvejende protestantisk; dog spiller flere retninger betydelige roller i samfundet. Læs mere om Storbritanniens religion.

Storbritanniens forfatning

Den britiske forfatning skal forstås som en funktion af den måde, den britiske stat blev skabt som samlingen af de fire nationer (England, Wales, Skotland og Nordirland) på De Britiske Øer under én monark og ét parlament kulminerende med unionen mellem Skotland og England i 1707. Denne samling er imidlertid aldrig blevet fulgt op af udarbejdelsen af en forfatning, der nærmere fastlægger rammerne for, hvordan den britiske stat, historisk og også aktuelt, bestående af fire forskellige nationer, skulle konstitueres. Storbritannien kan derfor i dag beskrives som en løst koblet multinational stat.

Den britiske forfatning afviger markant fra de forfatninger, man ser i næsten alle andre demokratiske lande. Den betegnes ofte som en uskrevet forfatning. Dette er imidlertid ikke en dækkende betegnelse. Det er derimod korrekt at beskrive den som en ikke-kodificeret forfatning. I stedet for én nedskrevet forfatning, udgøres den britiske forfatning af en række forfatningsmæssige regler, enkeltlove, procedurer og konventionerconstitutional arrangements and customs (forfatningsmæssige aftaler og principper samt sædvaner), som har udviklet sig gennem adskillige århundreder. Det forfatningsmæssige kompleks er en blanding af parlamentsvedtagne love, ældgamle historiske dokumenter, som fx Magna Carta fra 1215, en række vigtige domme afsagt af domstolene gennem tiderne, som udgør sædvaneret, samt, i moderne tid, en stor mængde lovgivning, som har været udsprunget af Storbritanniens nu afsluttede medlemskab af den Europæiske Union.

Fraværet af en egentlig kodificeret forfatning er meget afgørende for den måde, den britiske stat fungerer politisk, idet fraværet betyder, at parlament nyder absolut suverænitet; der er intet over eller ved siden af parlamentet. En hvilken som helst lov kan vedtages, ændres eller ophæves med almindeligt simpelt flertal i parlamentet, uden at en forfatningsdomstol fortolker den moderne virkelighed i forhold til en ofte gammel forfatning. En supplerende måde at forstå forskellen mellem en kodificeret og en ikke-kodificeret forfatning er at bruge betegnelserne ufleksibel over for fleksibel. Den britiske forfatning er fleksibel, hvorimod fx den amerikanske forfatning er stærkt ufleksibel. Ét enkelt eksempel på en konsekvens af den britiske forfatnings fleksible natur er, at antallet af medlemmer i Underhuset i Det Britiske Parlament ikke ligger fast. Parlamentet justerer selv med jævne mellemrum antallet. Parlamentets suverænitet betyder at den britiske forfatning kan sammenfattes i 12 ord: Det som parlamentet vedtager med simpelt flertal i Dronningens navn, er lov.

Der er indbygget to centrale forfatningsmæssige principper i denne korte sætning. For det første, at Storbritannien er et konstitutionelt monarki. Monarken underskriver de love, som parlamentet vedtager. Hun læser den siddende regerings lovprogram op i parlamentet i the Queen’s Speech (dronningens tale) i forbindelse med den årlige åbning af parlamentet i oktober. Hun udnævner formelt premierministeren og regeringens øvrige ministre og taler om regeringen som my government (min regering), men hun har ingen reel politisk magt. Denne ligger i parlamentet og hos regeringen. For det andet rummer sætningen essensen af den britiske forfatning: At parlamentet er suverænt, og at der intet er over dette, fx en forfatning.

Selvom den britiske forfatning har udviklet sig gradvist og ikke er et resultat af en større eller dramatisk omvæltning, undergår den lejlighedsvist (omfattende) reformer, som i sagens natur er enklere at gennemføre med en fleksibel forfatning. Disse har det med at komme i bølger. Den seneste større reformbølge blev igangsat af New Labour, efter partiet vandt regeringsmagten i 1997. Især i de første år af New Labours regeringstid blev der gennemført eller igangsat et ambitiøst forfatningsmæssigt reformarbejde.

Nogle af de vigtigste af disse reformer handlede om og handler stadig om gennemførelse af delvist selvstyre (devolution) til Storbritanniens ikke-engelske nationer eller regioner – altså Skotland, Wales og Nordirland; om reform af Overhuset i det britiske parlament; og om ændring af valgsystemet til Underhuset i parlamentet. Delvist selvstyre til Skotland, Wales og Nordirland er gennemført; ændringerne af sammensætningen af Overhuset er delvist gennemført, mens ændringerne af valgsystemet ikke blev gennemført, da forslaget blev forkastet ved en folkeafstemning i 2011.

Mangel på forfatningsmæssig klarhed har vist sig at spille en væsentlig rolle i de massive problemer, som det britiske politiske system har skabt for sig selv og landet ved at udskrive en folkeafstemning om EU-medlemskabet uden at overveje nærmere, hvordan resultatet, herunder forfatningsmæssigt, skulle behandles. Én væsentlig forfatningsmæssig problemstilling, som Brexit har efterladt, er selve den britiske stats fremtidige konstituering, idet både Skotlands og Nordirlands utilfredshed med at være trukket ud af EU af England manifesterer sig i et stigende pres på regeringen og parlamentet i London.

Læs mere om Storbritanniens forfatning

Storbritanniens politiske system

Storbritannien er en enhedsstat med et to-kammer parlament med et valgt Underhus og et ikke-valgt Overhus. Magten er centreret i parlamentet i Westminster, men der er gennemført betydeligt decentralisering af politiske og administrative områder til valgte parlamenter eller forsamlinger i Skotland, Wales og Nordirland.

Læs mere om Storbritanniens politiske system

Storbritanniens politiske partier

Historisk har det britiske partisystem på nationalt niveau altid været et topartisystem. Der er en tæt sammenhæng mellem topartisystemet og det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse. Indtil omkring afslutningen af 1. verdenskrig var de to dominerende partier hhv. De Liberale og De Konservative (også ofte benævnt the Tory party, the Tories). Fra starten af 1920'erne blev klasseforskelle den primære skillelinje i partisystemet, idet det hastigt voksende arbejderparti, Labour, som efter kortvarige regeringsdannelser i 1924 og 1929, gradvist overtog De Liberales plads i topartisystemet. Labour slog dog først for alvor igennem politisk med dets massive valgsejr i 1945 med Clement Attlee som premierminister. Siden har De Konservative og Labour med få undtagelser dannet ét-partiregeringer med hhv. 46 år til De Konservative og 30 år til Labour. Den væsentligste undtagelse var fra 2010-15, hvor De Konservative måtte danne en koalitionsregering med Liberal-Demokraterne.

Perioden fra 1945 til midten af 1970'erne bliver ofte omtalt som topartisystemets guldalder, idet de to partier i denne periode til sammen fik mere end 90% af afgivne stemmer ved alle (otte) parlamentsvalg. Groft skåret stemte arbejderne i denne periode på Labour mens funktionærer, middel- og overklasse stemte på De Konservative. De Liberale blev i 1988 lagt sammen med en udbrydergruppe fra Labour og blev til partiet Liberal Democrats.

Ud over de oven for omtalte tre partier findes der en række andre mindre politiske partier i Storbritannien. De fleste af dem er regionale eller lokale (kun opstillet i få valgkredse) og uden betydning eller parlamentarisk repræsentation på nationalt plan. Af disse mindre partier er der kun tre, som har formået af få politisk indflydelse på nationalt plan. Disse er United Kingdom Independence Party (UKIP), Scottish National Party (SNP), og det nordirske parti Democratic Unionist Party (DUP). De to sidstnævnte opstiller kun i hhv. Skotland og Nordirland.

Befolkningens medlemskab af politiske partier er i dag meget beskeden. Kun ca. 1% af befolkningen er medlemmer af ét af de tre store partier. Dette er i skærende kontrast til situationen under topartisystemets guldalder hvor både Labour og De Konservative kan betegnes som massepartier, med medlemsstal der kunne tælles i millioner. Til gengæld har en række nichepartier øget deres medlemstal i de senere år.

Læs mere Storbritanniens politiske partier under de relevante opslagsord: Labour, Conservative Party, Liberal Democrats, United Kingdom Independence Party, Scottish National Party, Democratic Unionist Party, Plaid Cumry.

Storbritanniens økonomi

Målt på samlet BNP er den britiske økonomi den 5. største i verden og den næststørste i Europa. Målt på BNP per capita er landet nr. 22 i verden. Efter nogle år med gode vækstrater forventes Storbritannien at ende på sidstepladsen blandt G7-landene, idet de økonomiske konsekvenser af Brexit nu for alvor begynder at vise sig.

Læs mere om Storbritanniens økonomi.

Sociale forhold

Det britiske socialsystem består hovedsageligt af et statsbaseret sundhedssystem og en række kontantydelser. Læs mere om Storbritanniens sociale forhold.

Sundhedsforhold

Middellevetiden var i 1997 74,8 år for mænd og 79,9 for kvinder. Læs mere om Storbritanniens sundhedsforhold.

Forvaltning

Mange beføjelser er gennem årene blevet overført til regionale myndigheder og forsamlinger i Skotland og Wales. Læs mere om Storbritanniens forvaltning.

Retssystem

.

Storbritannien har ikke en nedskrevet forfatning, idet forfatningen beror dels på sædvaneret, dels på enkeltstående love, dels på dommerskabte regler. Læs mere om Storbritanniens retssystem.

Militær

Storbritannien har et tilpasningsdygtigt militær, som desuden omfatter ubådsbaserede kernevåben. Læs mere om Storbritanniens militær.

Fagbevægelse

Fagbevægelsen i Storbritannien anses for at være den ældste i verden, og den har været et forbillede for en lang række lande. Læs mere om Storbritanniens fagbevægelse.

Uddannelse

Det offentlige uddannelsessystem i England, Wales, Skotland og Nordirland rummer mange fællestræk. Læs mere om Storbritanniens uddannelsessystem.

Biblioteker og arkiver

De tidligste biblioteker var knyttet til klostre og klosterskoler. Læs mere om Storbritanniens biblioteker og arkiver.

Massemedier

De britiske massemedier er blandt verdens førende. Læs mere om Storbritanniens massemedier.

Billedkunst

Den britiske kunst beskrives fra tidlig middelalder til i dag. Læs mere om Storbritanniens billedkunst.

Kunsthåndværk og design

Storbritannien er førende inden for design. Læs mere om Storbritanniens kunsthåndværk og design.

Arkitektur

Britisk arkitektur fra middelalderen til i nutiden. Læs mere om Storbritanniens arkitektur.

Litteratur

Læs mere om britisk litteratur fra tidlig middelalder til i dag.

Teater

Storbritannien har siden middelalderen markeret sig stærkt på teaterområdet. Læs mere om Storbritanniens teater.

Film

Storbritannien er en betydelig filmnation. Læs mere om Storbritanniens film.

Den britiske kriminalgenre

Britisk kultur har en særlig tradition for kriminalfiktion, der har præget både litteratur, film og tv. Læs mere om den britiske kriminalgenre.

Dans

Storbritannien har en lang ballethistorie, og der er adskillige førende dansekompagnier. Læs mere om britisk ballet. Inden for folkedans har landet en gammel og livskraftig tradition. Læs mere om britisk folkedans.

Musik

Storbritannien har en glorværdig musikalsk tradition, der udviser en vis uafhængighed af udviklingen i resten af Europa. Læs mere om Storbritanniens kunstmusik, populærmusik og folkemusik.

Sport

Sport spiller en stor rolle i britisk kulturliv. Læs mere om sport i Storbritannien.

Køkken

Der er regionale britiske madtraditioner, men også påvirkninger udefra. Læs mere om Storbritanniens køkken.

Historie

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig