Selv om der udgives mere end 1000 forskellige aviser i Storbritannien, hvoraf halvdelen er ’gratisaviser', som udelukkende er finansieret af annonceindtægter, er avisbranchen domineret af ni landsdækkende dagblade og deres parallelle søndagsudgaver.
Over 85% af befolkningen læser en regional- eller lokalavis. De fleste byer i Storbritannien har deres egen lokalavis, der især dækker lokalstof og udkommer som morgen-, eftermiddags- eller søndagsaviser. London har kun én eftermiddagsavis, The Evening Standard, der er grundlagt 1827. Udgiveren, Associated Newspapers, udgav fra 1999 også en gratis avis, London Metro.
Der findes ca. 130 dagblade og søndagsaviser i Storbritannien; desuden udgives over 2000 ugeaviser og omkring 7000 tidsskrifter. Landsdækkende aviser inddeles almindeligvis i kvalitets- og populæraviser pga. forskelle i stil og indhold. Fem dagblade og fire søndagsaviser har været betegnet som kvalitetsaviser.
Udvalget af dagblade i enhver aviskiosk afspejlede i mange år tydeligt det britiske klassesystem. På den ene side ligger de såkaldte kvalitetsaviser (broadsheets) – aviser som The Times, Daily Telegraph og The Guardian – som læses af de højere socioøkonomiske klasser. På den anden side befinder de såkaldte populæraviser (tabloids) – aviser som The Sun, Daily Mirror og Daily Star som mest læses af de lavere socioøkonomiske grupper i befolkningen. Midt imellem finder man Daily Mail og Daily Express.
Den oprindelige, nemme måde, at skelne mellem de to hovedgrupper af aviser – store broadsheets og de mindre aviser i frokostformat - gælder dog ikke længere, idet flere af kvalitetsaviserne er gået ned på et mindre sideformat. Mht. udvalg af stof i aviserne er der stadig væsentlige forskelle med mange flere længere og analyserende nyhedsartikler og politisk stof i kvalitetsaviserne og letfordøjeligt underholdsningsstof med brug af mange billeder og aggressive overskrifter i tabloidaviserne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.