Storbritannien - dans - folkedans, Englands store bidrag til europæisk dansekultur er country dances. Deres popularitet styrkedes af John Playfords (1623-ca. 1669) samling The English Dancing-Master, udgivet i 1651. I 1700-tallet udviklede de sig til modedanse i Skotland og Irland.

Omkring 2000 udføres morris dance og sværddanse som opvisningsdans ved traditionelle festdage såsom jul, 1. maj og pinse samt i sociale sammenhænge.

Jig er udbredt over hele Storbritannien og indgår i morris og step dance. Step og clog dance, der danses med sko med træsåler, forekommer især i konkurrencer og fandtes i ubrudt tradition frem til 2. Verdenskrig (fx Lancashire Clog Dance).

Karakteristisk for disse danse er hurtige hæl- og tåstamp i komplekse og synkoperede rytmer samt glidetrin. Til samme familie hører behændighedsdanse med spring over stok, kost (broom dance) e.l.

Mandsdansen hornpipe har rødder i søfartskulturen; den blev i 1800-tallet meget populær som scenedans (Sailor's Hornpipe) og fik status som engelsk nationaldans. Andre vigtige danseformer er reel, square dance og pardans. I begyndelsen af 1900-tallet medvirkede revivalbevægelsen og Cecil Sharps folkedansindsamlinger til dansenes overlevering.

Læs mere om Storbritannien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig