Orkneyøerne

Øerne er en fortsættelse af det skotske plateau ud i Nordatlanten og udgøres af lave istidseroderede bjerge (højeste punkt er Ward Hill, 474 m) med et frugtbart morænedække. Kysterne er indskårne og klippefyldte. Undergrunden udgøres primært af rød sandsten fra Devon. Klimaet, der er præget af øernes nærhed til Golfstrømmen, er blæsende, mildt og fugtigt. Vegetationen er domineret af græs, mens trævæksterne er få, spredte og lave.

Landbruget er især baseret på fårehold, kvæg og i mindre omfang dyrkning af jorden. Fiskeri var tidligere bibeskæftigelse til landbruget, men er nu en fuldtidsbeskæftigelse for mange, der er tilknyttet den ekspanderende fiskerflåde. Turisme og ikke mindst olieindustri giver et indtægts- og beskæftigelsesgrundlag for øerne, der i årtier har været præget af affolkning i udkantsområderne. Øerne har mange træk fælles med Færøerne og Shetlandsøerne, og i Kirkwall kan der peges på ligheder mellem byens domkirke St. Magnus (1137) af rød sandsten og domkirkerne i Stavanger og Trondheim. I forbindelse med anlæggelsen af flådebasen i Scapa Flow anlagdes undersøiske spærringer, hvorpå man siden har bygget dæmninger, der nu forbinder øerne Mainland, Burray og South Ronaldsay.

Mange megalitgrave - den største Maes Howe - de to store stencirkler Ring of Brodgar og Stones of Stenness samt enestående bevarede gårde og landsbyer som Skara Brae vidner om en udstrakt beboelse af øerne i neolitikum ca. 3000 f.Kr. Denne samling af forhistoriske monumenter blev i 1999 optaget på UNESCO's Verdensarvliste. Udgravninger siden 2002 ved Ness of Brodgar på Mainland har afdækket yderligere en omfattende bebyggelse omkring en kultbygning, der var i brug til ca. 2300 f.Kr. Markante forhistoriske levn er også store stentårne opført i århundrederne f.Kr.

Befolkningen var keltisk (piktisk), da nordboerne i 800-t. tog øerne i besiddelse. I 876 lagde Harald 1. Hårfager øerne under Norge. De blev i vikingetiden og middelalderen styret af en række jarler, indtil 1231 af norsk afstamning; derefter kom de fra skotske adelsslægter.

Øerne overgik fra Danmark-Norge til Skotland i 1468, idet de blev sat i pant for medgiften til Christian 1.s datter Margrete (1456-86), da hun blev gift med den skotske Jakob 3. Pantet blev aldrig indfriet, og det danske krav blev formelt afskrevet i 1590.

Orkneyøerne var under 1. og 2. Verdenskrig base for den britiske højsøflåde. I den naturlige havn Scapa Flow blev den erobrede tyske flåde sænket af sin besætning i 1919. I 1970'erne fik øerne en ny økonomisk rolle som landingsstation for den skotske olie fra Nordsøen.