Hus ved én af Shetlandsøernes mange fjorde, her ved West Sandwick på øgruppens næststørste ø, Yell (2003) af /Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Shetlandsøerne

Shetlandsøerne.

.

Shetlandsøerne er en britisk øgruppe i Nordsøen, der ligger ca. 200 km nord for det skotske hovedland og ca. 200 km sydøst for Færøerne, som øgruppen minder meget om. Øerne har et samlet areal på 1400 km2 og havde i 2011 23.200 indbyggere. Shetlandsøerne omfatter ca. 100 øer, hvoraf 17 er beboet, og øgruppen strækker sig over 110 km fra nord til syd . Hovedøen er Mainland med administrationsbyen Lerwick; de næststørste øer er Yell og Unst.

Faktaboks

Også kendt som

Shetland Islands

Natur

Shetlandsponyer på Unst.

Shetlandsøernes klima er mildt pga. nærhed til Golfstrømmen i Nordatlanten. De har dog en stærk og konstant blæst. Landskabet er præget af græsbevoksede lave bjerge med Ronas Hill på Mainland som det højeste punkt (446 m). Kysterne er stærkt indskårne med fjorde (kaldet Voes). I baglandet er der mange moser og små søer, men kun få træer. Fuglelivet er rigt. Fra Unst i Nord kommer den lille, lavbenede og robuste shetlandspony.

Erhverv

Den fine kniplingsstrik er en tradition fra øen Unst i Nord. Der strikkes især store sjaler ('haps'). Den farvestrålende flerfarvede fair isle-strikning i geometriske mønstre er verdensberømt og opkaldt efter Shetlandsøernes sydligste ø, Fair-Isle, hvor teknikken bruges til trøjer, huer, vanter m.m. Her udstillede genstande på Shetland Textile Museum.
Shetlandsstrik
Licens: CC BY NC SA 3.0

Den store olieterminal ved Sullom Voe.

.

Landbruget har traditionelt været baseret på små husmandsbrug med supplerende indkomst, bl.a. fra fiskeri og fårehold, samt strikning og vævning. På de stenede og vanskelige marker har der været dyrket korn til eget brug og lidt grøntsager samt foder. Fåreholdet er kendt for den meget fine uld, hvoraf der laves meget lette og varme sjaler, trøjer og tæpper. Fiskeriet omfatter især fangst af sild, men også af sej og torsk.

Shetlandsøerne havde betydelig økonomisk og befolkningsmæssig tilbagegang efter 2. Verdenskrig, men i 1970 bremsede etableringen af offshore-aktiviteter i Nordsøen denne udvikling og skabte en række nye arbejdspladser. Fra oliefelter nordøst for øerne, bl.a. Brent, kommer olien i rørledninger ind til den nordlige del af Mainland, hvor der ved fjorden Sullom Voe er bygget Europas største olieterminal med dybhavn, et af Vesteuropas største ingeniørarbejder i efterkrigstiden. Fra boreplatforme i Nordsøen føres olien hertil i to rørledninger. Her er anlæg til adskillelse af gas fra råolien og store lagerfaciliteter. Desuden er der dybhavnsanlæg i fjorden, hvor store tankskibe kan anløbe pierer og modtage olielast.Aktiviteterne har også øget miljøbelastningen med bl.a. risiko for olieudslip ved grundstødninger i de klippefyldte farvande.

Der er lufthavn på sydspidsen af Mainland med forbindelser til bl.a. Edinburgh og Aberdeen. Der er færgeforbindelse mellem øerne og til Aberdeen.

Historie

Spor efter beboelse på Shetlandsøerne går omkring 5000 år tilbage. Øerne har imponerende rester af bebyggelser fra bronzealderen og fremefter ved Jarlshof og Skotlands mest velbevarede forhistoriske forsvarstårn ved Mousa Broch. Vikingernes bosættelser fra 700-tallet blev af afgørende betydning for øerne, og stednavne og sprog har stadig et stærkt nordisk præg.

Fra 875 kom øerne under Norge som jarledømmet Hjaltland, og i de følgende århundreder blev de styret af nordiske jarler. Øerne fulgte i 1380 Norge ind i rigsfællesskabet med Danmark.

I 1469 blev de pantsat til den skotske konge som sikkerhed for Christian 1.s medgift ved datteren Margretes bryllup med den senere skotske kong Jakob 3. Pantet blev aldrig indfriet, og Danmark afstod i 1590 endegyldigt Shetland, der ved den engelsk-skotske union i 1707 blev en del af Storbritannien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig