Hebriderne er en øgruppe ved Skotlands vestkyst. Den består af ca. 500 øer, hvoraf færre end 100 er beboede; Det samlede areal er 7285 km2, og øerne havde i alt 46.300 indbyggere i 2011. Hebriderne deles i Ydre Hebrider og Indre Hebrider af stræderne North Minch og Little Minch.
Ydre Hebrider består primært af et gnejsgrundfjeld dannet under den kaledoniske foldning i Silur (ca. 500-400 mio. år før nu). På den sydlige del af den største ø, Lewis (1994 km2), når terrænet i Clisharn op i 800 meters højde. Øen er kendt for produktion af uld, som væves til Harris Tweed. Udvinding af olie har haft betydning for Ydre Hebrider, der havde 27.400 indbyggere i 2011.
Indre Hebrider havde 18.900 indbyggere i 2011. De hører administrativt under amterne Highland og Argyll and Bute og består især af tertiær basalt og kridt. Den største ø er Skye (1665 km2), der i den sydlige del er domineret af Cuillin Hills, som flere steder når op over 900 meters højde.
Hebriderne har stærkt eroderet grundfjeld samt stejle klippekyster med dybe fjorde. Klimaet er præget af Atlanterhavet og har kølige somre, milde vintre, rigelig nedbør samt hyppige storme. Landbrug er begrænset til lavlandet ud mod Atlanterhavet, hvor der i kalkholdigt sand dyrkes foderafgrøder, kartofler og grøntsager. På flere af øernes mange heder holdes får. Fiskeri spiller en stor rolle, specielt efter sild ved Lewis, men også efter laks og ørred i de mange floder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.