basalt

Basalt, tæt til finkornet, sort bjergart. Det er den mest udbredte vulkanske bjergart, idet den opbygger oceanernes bund og de store forekomster af plateaubasalt på kontinenterne som fx Blosseville Kyst, Østgrønland og Deccanplateauet i Indien. Desuden er basalt hovedbjergarten i de vulkanske oceanøer, fx Hawaii-øgruppen.

Navnet basalt blev i år 77 e.Kr. benyttet af Plinius d.æ. om sorte, tætte sten anvendt i skulpturer, søjler m.m. Georg Agricola indførte i 1546 navnet i geologien som betegnelse for sorte bjergarter, som man nu ved er af vulkansk oprindelse.

Bjergarten består af mineralerne calciumrig plagioklas og clinopyroxen i nogenlunde lige store dele. Andre vigtige mineraler er olivin, orthopyroxen, jern-titan-oxider og nefelin eller kvarts. Det er en basisk bjergart med 45-52% SiO₂.

Basalt opstår ved størkning af basaltiske smelter på eller nær jordoverfladen i form af lava eller vulkansk aske. Størkner smelterne i sprækker i jordskorpen, dannes gange (der også betegnes dykes) af den finkornede bjergart diabas (eller dolerit). Når smelter af basaltisk sammensætning størkner i magmakamre, fås den oftest grovkornede bjergart gabbro. Basalt, diabas og gabbro har således samme kemiske sammensætning, men forskellig kornstørrelse som udtryk for forskellige størkningsforløb.

Smelter af basaltisk sammensætning opstår ved delvis opsmeltning af jordkappens peridotitbjergarter. Sker dette ved kraftig opsmeltning ved lavt tryk, dvs. i ringe dybde, som det er tilfældet under oceanryggene, fås tholeiitiske basalter. Ved ringe grad af opsmeltning på stor dybde, som det er tilfældet under oceanøerne, dannes alkalibasalter.

Basalt anses for at repræsentere de mest primære smelter, hvoraf andre bjergarter kan afledes ved magmatisk differentiation. Et eksempel er forekomst af små mængder af trachyt og fonolit på de basaltiske oceanøer. Se bjergarter.