Faktaboks

Samuel Johnson
Født
18. september 1709
Død
13. december 1784

Samuel Johnson. Den britiske leksikograf, samtalekunstner og digter dr. Johnson anbefalede i tale og skrift klassiske dyder som mådehold, balance og selvforståelse — helt i pagt med oplysningstidens idealer, men måske også som kompensation for sit eget ustadige privatliv. Joshua Reynolds malede 1775 dette portræt af den nærsynede Johnson, som også kaldes Blinking Sam.

.

Samuel Johnson, 18.9.1709-13.12.1784, britisk prosaist, lyriker, ordbogsforfatter og kritiker, hvis flittige og forskelligartede skribentvirksomhed og almindeligt respekterede dømmekraft gjorde ham til en af 1700-t.s ledende britiske kulturpersonligheder.

Samuel Johnson, der voksede op under usle kår og livet igennem døjede under svagt helbred, forlod Oxford University uden eksamen efter kun 14 måneders ophold pga. utilstrækkelig økonomi. Han ernærede sig derefter dels ved undervisning, dels ved talrige litterære og essayistiske bidrag til de af tiden yndede moralske tidsskrifter.

I 1735 ægtede Samuel Johnson den 20 år ældre Mrs. Elizabeth Porter ("Tetty"), hvis død i 1752 forværrede hans depressive tilbøjelighed. Et skoleprojekt påbegyndt for hustruens midler mislykkedes, og kun hans hurtige pen kunne holde den totale elendighed fra døren.

Samuel Johnson havde fra sine skoledage skrevet vers i klassisk stil, både på latin og engelsk. Hans lange og bedst kendte digt, The Vanity of Human Wishes, fra 1749, er en imitation af Juvenals 10. satire og demonstrerer med en række historiske eksempler menneskers forfængelighed, der ofte modsvares af skæbnens ironi. Digtet er i nyklassicistisk ånd med anbefalingen af en afbalanceret livsførelse, afspejlet i den veldisciplinerede stil og det harmoniske versemål.

Samuel Johnsons ry som klassisk lærd kulturentreprenør befæstedes af A Dictionary of the English Language i 1755, udgivet efter otte års uregelmæssigt og krævende forarbejde med den store og banebrydende ordbog efter oplysningstidens forbilleder. Under udarbejdelsen havde han 1750-52 bidraget anonymt med alt stoffet til 204 af 208 numre af tidsskriftet The Rambler, således som han også bidrog med en lang række moralrevsende essays til The Idler 1758-60.

Ordbogen, hvis filologisk solide artikler har et højst personligt præg, bragte ikke tilstrækkelig økonomisk tryghed, og indtil en pension fra kong George 3. i 1762 sikrede den efter eget udsagn konservative og dovne mand en regelmæssig indtægt, skrev han artikler, biografier og den filosofiske allegori The Prince of Abyssinia: A Tale (1759, da. Rasselas, Prins af Abessinien, 1809), i hvilken han kritiserer menneskers tåbelige forventninger om et ideelt liv.

Samuel Johnson, hvis lærde indsats havde indbragt ham æresdoktorgrad, var fra 1764 centrum for en kreds af tidens førende kunstnere og politikere, "The Club", og hans konversationstalent nød stor anseelse. Forordet til hans ottebindsudgave af William Shakespeares skuespil fra 1765 øver stadig væsentlig indflydelse i Shakespearekritikken.

Også hans 52 korte forfatterportrætter af britiske digtere i The Lives of the Poets, udgivet i to serier i 1779 og 1781, er klassikere i den biografiske genre, som Johnson havde dyrket, siden han i 1744 havde skrevet en levnedsbeskrivelse om sin nylig afdøde ven Richard Savage.

Samuel Johnsons eftermæle sikredes i den monumentale biografi, som hans 31 år yngre ven, skotten James Boswell, udgav i 1791 med levende gengivelser af hans legendariske evner for samtalens kunst og hans højt udviklede sans for ægthed, originalitet og for menneskelige dyder og svagheder: Life of Samuel Johnson LL.D. Med James Boswell havde Samuel Johnson i 1773 foretaget en rejse i det vestlige Skotland; begge udgav senere hver sin beretning herom.

Samuel Johnson, hvis død faldt sammen med den nyklassicistiske periodes endeligt i Storbritannien, kunne forfalde til pompøs moraliseren, men hans skarpe blik for såvel kvalitet som mangler og svagheder i litteraturen og hos mennesker samt hans komplekse, men strengt logiske stil har givet ham en blivende plads i britisk åndshistorie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig