Kaledoniske foldning. Udbredelsen af den kaledoniske foldning.

.

Den kaledoniske foldning, bjergkædefoldninger i Kambrium, Ordovicium og især Silur samt tidligt i Devon (ca. 540-400 mio. år før nu). De oprindeligt sammenhængende kaledoniske kollisionsbjergkæder og tilvækstbælter ligger pga. senere pladebevægelser og Atlanterhavets åbning spredt eller er "oparbejdet" i yngre bjergkæder (orogener). Dele af foldestrøgene, der dannedes i forbindelse med kontinentet Laurusias samling, findes i dag bl.a. i NØ-Grønland, det østlige Nordamerika, i den skandinaviske fjeldkæde og de skotske Kaledonider.

Et andet foldebælte, dannet ved kontinentet Avalonias kollision med Laurusia, strækker sig fra England over Belgien til Nordtyskland og det sydligste Danmark. Desuden findes kaledoniske foldebælter i Asiens Altaider og i det østlige Australien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig