Wales

Wales er domineret af bakket og bjergrigt terræn. Den nordlige del er dannet under Kambrium, mens de østlige dele er dateret til Devon- og Karbontiden. Bjergene er presset op af den kaledoniske foldning, hvorefter flere istiders eroderinger og aflejringer har dannet det walisiske landskab. Istidens aflejringer er stærkt forsurede. Bjergene mod nord og NV når langt ud til kysten. Her ligger Wales' højeste bjerg, Snowdon (1085 m) og nationalparken Snowdonia, der med sine 2170 km² er Wales' største. Bjergene er kuperede og gennemskåret af små vandløb, mens de mod syd er lavere og mere afrundede. Kystområderne mod vest og syd er ligeledes lavere og fladere. I de centrale dele af Wales er landskabet domineret af græsklædte bjerge med mange moser samt tyndtbefolkede dale med vandløb.

Wales har kystklima, mildt om vinteren med 6 °C i gennemsnit i de kystnære egne og køligt om sommeren med et gennemsnit på 16 °C i juli og august. Nedbøren er ganske høj, i bjergene op til 2500 mm om året, mens de østlige egne mod England får 1000 mm; gennemsnittet er 1385 mm. Der er sne i bjergene med gennemsnitligt ti snefaldsdage årlig. Fra bjergene udspringer mange små og store floder, bl.a. Severn og Dee.

På de flade, kystnære områder samt i de østvendte dalstrøg mod England er der god landbrugsjord, og her findes en del landbrug og mejeridrift. Der dyrkes primært byg, hvede og kartofler. Ca. 90 % af det samlede landbrugsareal er imidlertid enten permanente græsgange eller er dyrket med græs til de ca. 9 mio. mio. får og 1,1 mio. kreaturer (2012). Halvdelen er rettet mod mælkeproduktion og den anden del til kødproduktion. Den lille svinebestand er gået stærkt tilbage, fra 108.000 i 1993 til 28.000 i 2012. Specielt de centrale dele af Wales er domineret af husdyravl.

Der har tidligt været minedrift i Wales. Romerne fandt guld ved Swansea, og senere har også forekomster af kobber, sølv, bly og tin været udnyttet. Det var imidlertid de store og rige kulfelter i Sydwales, som kombineret med jernmalmforekomster dannede baggrunden for områdets industriudvikling. Wales' nyere historie og industrialisering er tæt forbundet med disse kulforekomster og den dertil knyttede minedrift. Landskabet og bebyggelsen blev præget af de smalle dale med minebyernes blå skakttårne og slaggebjerge, jernbaner og vejanlæg samt rækkehuse til de mange kulminearbejdere. Mange byer som Cardiff, Swansea og Newport voksede pga. minedriften, og vej- og jernbanenettet blev voldsomt udbygget. I 1913 var der 230.000 ansatte i kulindustrien med en produktion på 56 mio. t kul. I 1950'erne lukkede mange miner, og denne udvikling fortsatte og blev forstærket under Thatcher i 1980'erne. Lukningerne blev forsøgt imødegået med en et år lang strejke 1984-85, men herefter skete der yderligere lukninger. Enkelte miner findes fortsat. Fuldt integreret stålproduktion findes i Wales kun ved Port Talbot, baseret på importeret kul og jernmalm.

Lukning af minerne og vanskeligheder ved omlægning af industrien medførte i 1959 regionalhjælp til Wales. Statslige funktioner, fx møntfabrikken, blev udflyttet hertil, og der blev vedtaget regionale støtteordninger til lokalisering af industri- og servicevirksomheder. Således har amerikanske og japanske elektronikfabrikker etableret sig i Cardiffområdet, mens britiske komponent- og samlefabrikker har udnyttet tilskudsordninger og billig arbejdskraft i de mellemstore minebyer. Den største vækst er dog sket i serviceerhvervene, ikke mindst i Cardiffområdet. Også turismen, hovedsagelig fra England, har bidraget til skabelsen af nye job i landdistrikterne. I bjergområderne er det hytte- og vandreturismen, der dominerer, mens kystområderne tilbyder badeferie.

Flaget blev officielt godkendt i 1959 som det walisiske nationalflag, men det har været i brug siden ca. 1911. Den røde drage er et gammelt walisisk emblem. Flaget er afledt af et flag fra Tudorperioden i slutningen af 1400-t. Tudorernes liberifarver var hvid og grøn.

Wales har to officielle sprog, engelsk, der tales af de fleste, og walisisk, som tales af ca. 20 %, dog af over halvdelen i afsidesliggende egne. Langt de fleste walisisktalende taler også engelsk. Brugen af walisisk foruden engelsk i undervisning og medier har medvirket til, at walisisk modsat andre keltiske sprog i nutiden står forholdsvis stærkt; se også sprogpolitik.

I modsætning til Skotland og England har Wales ingen officiel kirke, idet The Church of Wales, den anglikanske kirke, mistede denne status i 1920. I dag er den det største kirkesamfund, men det er calvinske kirker, der har præget walisisk kirkehistorie, især de walisiske metodister. Store vækkelser i 1700-t. resulterede i en selvstændig metodistkirke i 1811, og hertil knyttedes samtidig en sproglig og national vækkelse, således at mange kirker (chapels) var bærere af kulturel identitet over for engelsk dominans. I nutiden findes det samme vide spektrum af kirkesamfund og religioner som i det øvrige Storbritannien.

Den walisiske litteratur har navnlig udmærket sig inden for den lyriske genre. En levende mundtlig tradition skabt af skjalde (barder) kan spores tilbage til Cynfeirdd-barderne i 500-900-t., mens middelalderens Gogynfeirdd-barder var digtere fra den normanniske periode, hvis regler for traditionel walisisk lyrik satte standarden århundreder frem.

Omkring 1400-t. blev de 11 store og 300-400 år gamle prosaromancer, kendt som Mabinogion, nedskrevet. I 1400-t. konsolideredes desuden bardedysterne Eisteddfod, der havde været en del af den litterære kultur langt tidligere.

Med anglificeringen af Wales gennem 1500- og 1600-t. veg det uaccentuerede, "strenge" walisiske metrum til fordel for det accentuerede, "frie" metrum, der er almindeligt i engelsk lyrik.

Efter en forfaldsperiode skabte 1700-t.'s antikvariske bestræbelser fornyet interesse for den litterære tradition, og lignende genfødsler af fortiden ses både i det tidlige 1800- og 1900-t., sidstnævnte kendt som Bangor-skolerne efter sir John Morris-Jones (1864-1929), professor i walisisk ved Bangor University College.

Hos Dylan Thomas, der skriver på engelsk, forenedes i midten af 1900-t. den walisiske tradition med modernismens udtryk. Prosatraditionen, som ellers havde sat sig igennem i Mabinogion, forblev stort set uudnyttet, men med Daniel Owen (1836-95) kan en egentlig walisisk prosafiktion med stærkt naturalistisk islæt siges at være grundlagt.

Wales har gammel tradition for skjaldedigtning og sang. Allerede ca. 945 fik skjalde (barder) deres egen lov, hvori også de traditionelle instrumenter, harpe, crwth (en art lyre) og sækkepibe, nævnes for første gang. Skjalde mødtes for at diskutere deres kunst ved Eisteddfod, møder som stadigvæk afholdes, dog nu med ændret formål, bl.a. at fremme de gamle traditioner og opmuntre nye talenter ved konkurrencer. Den walisiskfødte clericus Giraldus Cambrensis beskrev sine musikalske oplevelser under en rejse gennem Wales i 1188.

I 1500-t. var en komponist med et walisisk navn, Philip ap Thys, organist ved St. Pauls Domkirke i London, og et walisisk håndskrift ("Robert ap Huws håndskrift") fra 1613 indeholder den tidligste nedskrevne harpemusik i Europa. Joseph Parry (1841-1903) betragtes som faderen til moderne walisisk musik.

Walisiske komponister af betydning i 1900-t. er blandt andre Grace Williams (1906-77), Alun Hoddinott og William Mathias (1934-92).

I forhistorisk tid var Wales beboet af keltiske folk, og ca. 70-400 e.Kr. var området under romersk kontrol. Da angelsakserne trængte frem i England, blev waliserne afskåret fra kelterne i Cornwall og Skotland, og grænsen blev i slutningen af 700-t. markeret fra engelsk side med det store voldanlæg Offa's Dyke.

Wales var i tidlig middelalder opdelt i en række selvstændige kongeriger, bl.a. Gwynedd og Powys, som kun i kortere perioder var forenet. Fra 800-t. anerkendte walisiske fyrster engelske kongers overherredømme. Efter 1066 fik normanniske stormænd landområder i grænseområderne til Wales. I 1200-t. fandt en overgang fra et familie- og klandomineret samfund til et feudalt organiseret samfund sted, og efter at have nedkæmpet et walisisk oprør reorganiserede Edward 1. i 1284 administration og retsvæsen efter engelsk mønster. Wales' uafhængighed var slut, og under Henrik 8., hvis slægt, Tudor, var af walisisk afstamning, blev den administrative og retslige indlemmelse i England endelig, og waliserne repræsenteret i Underhuset i London. Administrationssproget blev engelsk, men kirkesproget vedblev at være walisisk.

Wales havde langt op i tiden en økonomi baseret på landbrug, især husdyrhold. Fra 1700-t. skete der en stigende industrialisering i det sydlige Wales baseret på jern, kobber og kulforekomster og på bjergenes vandkraft. Befolkningstallet steg, og i slutningen af 1800-t. indvandrede mange arbejdere fra Irland og England til industriområderne omkring Cardiff og Swansea. Krisen for de tunge industrier i 1920'erne radikaliserede den i forvejen velorganiserede walisiske arbejderklasse og gjorde Labourpartiet dominerende i området.

Nationalistpartiet Plaid Cymru blev dannet i 1925 og havde bevarelsen af det walisiske sprog som førsteprioritet. Der er et stort antal indbyggere i Wales med engelsk baggrund, og krav om selvstændighed har aldrig haft samme styrke som i fx Skotland. Der oprettedes et ministerium for Wales i 1964, men et forslag om et valgt administrationsråd blev nedstemt i 1979. Der var dog et knebent flertal ved en ny afstemning i 1997 om et valgt hjemmestyreråd, så fra 1999 har et valgt assembly i Cardiff overvåget den lokale administration i Wales.