Faktaboks

Indbyggertal
ubeboet, ca. 3000 midlertidigt stationerede
Areal
60 km²

British Indian Ocean Territory, BIOT, britisk koloni, der omfatter Chagosøerne i Det Indiske Ocean; 60 km2 fordelt på en række atoller og skær spredt ud over et havterritorium på 54.000 km2. Øerne er udlejet til USA, som har indrettet den sydligste atol, Diego Garcia, til base for US Marine Corps; de er nu ubeboede, bortset fra det militære personel. Indtil 1971 boede der ca. 2000 såkaldte chagossianere på Diego Garcia; de blev tvangsforflyttet for at skabe plads til den amerikanske base. Chagossianerne har siden ved de britiske domstole søgt at vinde retten til at vende tilbage til øen; flere retsinstanser har givet dem medhold, men den britiske regering har afvist at anerkende kendelserne.

Chagosøerne blev opdaget af portugiserne, var fransk spedalskhedskoloni 1776-1814 og blev under briterne administreret fra Mauritius. BIOT blev oprettet i 1965 og omfattede indtil 1976 også øerne Aldabra, Desroches og Farquhar, som blev en del af Seychellerne. Under Golfkrigen 1991, bombekampagnen mod Afghanistan 2001 og Irakkrigen 2003 var Diego Garcia base for amerikanske bombetogter mod Irak og Afhanistan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig