Efter 2. Verdenskrig har den britiske økonomi gennemgået en udvikling fra industriøkonomi til serviceøkonomi. Frem til 1960'erne og 1970'erne var økonomien præget af traditionel industriproduktion. Denne blev gradvist erstattet af serviceydelser, især i 1980'erne med Margaret Thatcherregeringernes privatisering af en række industrier og generelle fokus på en neoliberal, markedsfundamentalistisk økonomisk ideologi. Dette har haft betydelige både økonomiske og politiske konsekvenser. Den tunge industriproduktion var traditionelt præget af organiseret arbejdskraft og stærke fagforeninger; noget som i mindre grad er tilfældet inden for mange serviceerhverv, hvorfor den økonomiske omstilling også har bidraget til til at svække fagbevægelsens politiske gennemslagskraft.
Den britiske økonomi er præget af en række systemiske svagheder. Den besidder nogle erhvervssektorer, som er førende i verden, men samlet set er den britiske økonomi ikke konkurrencedygtig. Økonomien er for det første præget af en vedvarende lav produktivitet, som ligger ca. 13% lavere end gennemsnittet i G7-landene. For det andet fordeler den britiske økonomi den samlede nationalindkomst meget skævt, både geografisk og socialt, på grund af manglende politisk lyst og evne til at gennemføre økonomisk omfordeling. Mellem 1979 og 2020 gik kun 10% af den samlede vækst i indkomst til den nederste halvdel i indkomstfordelingen, mens 40% gik til de i forvejen rigeste 10%. For det tredje har Storbritannien haft et handelsunderskud hvert år i de seneste 25 år. Det britiske pund har været holdt kunstigt oppe af tilstrømning af kapital til City of London. Pundets værdi afspejler således Citys styrke, men er med til at gøre den britiske fremstillingsindustri mindre konkurrencedygtig.
Med ca. 40% af landets samlede BNP står London og det sydøstlige England for en uforholdsmæssig stor del af økonomien sammenlignet med resten af landet. Det er kun disse to områder, der kan siges at være kommet ovenpå efter finanskrisen. I resten af landet er medianindkomsten nu mere end 30% lavere end i London og Sydøst.
En konsekvens af udviklingen har været et næsten konstant underskud på handelsbalancen siden 1970'erne; et underskud som delvist har været udlignet af indtægter fra bl.a. finansielle serviceydelser men stadig med betalingsbalanceproblemer som et strukturelt problem for britisk økonomi.
Selvom økonomien gennem de seneste årtier ofte har udvist gode vækstrater, oplever de fleste mennesker ikke stigende levestandard, idet den britiske økonomi ikke skaber stigende indkomst for flertallet af befolkningen. Den nuværende ungdomsgeneration har udsigt til i gennemsnit at være økonomisk dårligere stillet gennem deres livsforløb end deres forældres generation. Dermed er den underforståede sociale kontrakt om, at hver generation kan forvente en højere levestandard end den forudgående, brudt. Perioden fra udbruddet af finanskrisen i 2008 til foreløbig 2021 har været den længste periode med stagnerende indkomst for et flertal af befolkningen i 150 år. Denne udvikling skyldes en kombination af mangel på økonomiske omfordelingsreformer og den måde, konservative regeringer valgte at håndtere finanskrisen samt, i de seneste år, COVID-19-pandemien og i stigende grad nu også gennemslag fra Brexit på økonomien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.