Efter 2. Verdenskrig har den britiske økonomi gennemgået en udvikling fra industriøkonomi til serviceøkonomi. Frem til 1960'erne og 1970'erne var økonomien præget af traditionel industriproduktion. Denne blev gradvist erstattet af serviceydelser, især i 1980'erne med Margaret Thatcherregeringernes privatisering af en række industrier og generelle fokus på en neoliberal, markedsfundamentalistisk økonomisk ideologi. Dette har haft betydelige både økonomiske og politiske konsekvenser. Den tunge industriproduktion var traditionelt præget af organiseret arbejdskraft og stærke fagforeninger; noget som i mindre grad er tilfældet inden for mange serviceerhverv, hvorfor den økonomiske omstilling også har bidraget til til at svække fagbevægelsens politiske gennemslagskraft.

Den britiske økonomi er præget af en række systemiske svagheder. Den besidder nogle erhvervssektorer, som er førende i verden, men samlet set er den britiske økonomi ikke konkurrencedygtig. Økonomien er for det første præget af en vedvarende lav produktivitet, som ligger ca. 13% lavere end gennemsnittet i G7-landene. For det andet fordeler den britiske økonomi den samlede nationalindkomst meget skævt, både geografisk og socialt, på grund af manglende politisk lyst og evne til at gennemføre økonomisk omfordeling. Mellem 1979 og 2020 gik kun 10% af den samlede vækst i indkomst til den nederste halvdel i indkomstfordelingen, mens 40% gik til de i forvejen rigeste 10%. For det tredje har Storbritannien haft et handelsunderskud hvert år i de seneste 25 år. Det britiske pund har været holdt kunstigt oppe af tilstrømning af kapital til City of London. Pundets værdi afspejler således Citys styrke, men er med til at gøre den britiske fremstillingsindustri mindre konkurrencedygtig.

Med ca. 40% af landets samlede BNP står London og det sydøstlige England for en uforholdsmæssig stor del af økonomien sammenlignet med resten af landet. Det er kun disse to områder, der kan siges at være kommet ovenpå efter finanskrisen. I resten af landet er medianindkomsten nu mere end 30% lavere end i London og Sydøst.

En konsekvens af udviklingen har været et næsten konstant underskud på handelsbalancen siden 1970'erne; et underskud som delvist har været udlignet af indtægter fra bl.a. finansielle serviceydelser men stadig med betalingsbalanceproblemer som et strukturelt problem for britisk økonomi.

Selvom økonomien gennem de seneste årtier ofte har udvist gode vækstrater, oplever de fleste mennesker ikke stigende levestandard, idet den britiske økonomi ikke skaber stigende indkomst for flertallet af befolkningen. Den nuværende ungdomsgeneration har udsigt til i gennemsnit at være økonomisk dårligere stillet gennem deres livsforløb end deres forældres generation. Dermed er den underforståede sociale kontrakt om, at hver generation kan forvente en højere levestandard end den forudgående, brudt. Perioden fra udbruddet af finanskrisen i 2008 til foreløbig 2021 har været den længste periode med stagnerende indkomst for et flertal af befolkningen i 150 år. Denne udvikling skyldes en kombination af mangel på økonomiske omfordelingsreformer og den måde, konservative regeringer valgte at håndtere finanskrisen samt, i de seneste år, COVID-19-pandemien og i stigende grad nu også gennemslag fra Brexit på økonomien.

Historisk overblik over den britiske økonomis udvikling

I flere århundreder var Storbritannien de fleste andre lande økonomisk og konkurrencemæssigt overlegent. Storbritannien tilegnede sig denne fordel gennem en dygtigt udnyttet kombination af en tidlig industriel revolution og skabelsen af Det Britiske Imperium. Sidstnævnte gav landet adgang til billige råstoffer, billig arbejdskraft i de underlagte kolonier, nem adgang til afsætningsmarkeder samt mulighed for akkumulering af kapital til investeringer i fortsat industrialisering. I det 19. århundrede omtaltes Storbritannien ofte som the workshop of the world pga. landets store industriproduktion. I samme periode dominerede og kontrollerede Storbritannien i vid udstrækning det globale handelssystem.

Denne økonomiske førerposition bevarede Storbritannien frem til 1. Verdenskrig. Men henimod slutningen af det 19. århundrede begyndte fordelen imidlertid at blive udlignet af andre store industrinationer som Tyskland, USA og Japan. Den komparative fordel gik gradvist tabt for Storbritannien, men på grund af stor volumen i britisk udenrigshandel, var det først efter 2. Verdenskrig, at dette for alvor blev synligt. Siden har Storbritanniens relative andel af verdens produktion og handel været faldende.

I efterkrigsårene gennemførte den nyvalgte Labour-regering under Clement Attlees ledelse en markant reform af socialpolitikken i samarbejde med Conservative Party. Gennem oprettelsen af nationale forsikrings- og sygesikringsordninger blev grundlaget lagt til den britiske velfærdsstat.

Endvidere introducerede Attlees Labour-regering en højere grad af statslig indblanding i samfundsøkonomien (Keynesianisme) end man havde set tidligere, herunder nationaliseringer af kul- og stålindustrien samt transportsektoren. De konservatives regeringsperiode 1951-1964 førte ikke til større ændringer i den førte politik bortset fra reprivatiseringer af stålindustrien.

I de første årtier efter 1945 befandt Storbritannien sig i en nærmest permanent tilstand af relativ økonomisk tilbagegang, og især i 1960'erne og 1970'erne, var den politiske debat i landet præget af en såkaldt decline-diskurs; dvs. en udbredt opfattelse af, at landet var i tilbagegang. I samme periode påbegyndte den britiske økonomi sin langvarig omstilling fra industriøkonomi til serviceøkonomi, som for alvor kulminerede i 1980'erne. I dag udgør serviceydelser ca. 80% af den britiske økonomi, hvoraf finansielle ydelser fra City of London udgør en meget betydelig andel.

Det var først efter oliekrisen 1973-1974, at vandene begyndte at skilles mellem Labour og Conservative Party om hovedtrækkene i den økonomiske politik, og det endelige brud kom, da Conservative Party overtog regeringsmagten i 1979. Den nye premierminister, Margaret Thatcher, satte sig for at bryde fagforeningernes magt, liberalisere økonomien ved at privatisere offentlige virksomheder og åbne hidtil beskyttede sektorer for konkurrence samt øge den private sektors rolle som udbyder af sociale velfærdsydelser.

Storbritannien har traditionelt indtaget en tøvende holdning i anliggender vedrørende europæisk integration og blev først medlem af EF (datidens betegnelse for vore dages EU) i 1973, ligesom landet valgte at stå uden for EF-landenes valutariske samarbejde, EMS, ved oprettelsen i 1979. Forholdet mellem EF og Storbritannien var, især i de sidste år af Margaret Thatchers regeringsperiode, præget af konflikter, idet hun nærede en betydelig modvilje mod dannelsen af et tættere politisk samarbejde inden for EF.

Den britiske ’forretningsmodel’

Storbritanniens økonomiske model er på samme tid dynamisk og dysfunktionel. Den er kendetegnet ved landets meget store internationale finanscentrum (City of London), et meget fleksibelt arbejdsmarked (det er nemt at hyre og fyre) og fremme af markedsbaseret konkurrence inden for en lang række traditionelt set offentlige områder. Det er en konkurrencestat langt ind i den offentlige sektor, som resultat af det omfattende privatiseringsprogram som tidligere regeringer har gennemført.

Storbritanniens vækstmodel afhængiger i høj grad af private husholdningers forbrug og af konstant stigende ejendomspriser (der skaber friværdi til øget forbrug). Private og offentlige investeringer ligger samlet på omkring 17%, hvilket er lavere end gennemsnittet for OECD-landene.

Frem til finanskrisen satte forskellige regeringer ikke, heller ikke Labourregeringer, for alvor spørgsmålstegn ved den grundlæggende præmis om, at markedsfundamentalisme udsat for kun beskeden statslig regulering, var den rigtige økonomiske politik. Selv om finanskrisen fra 2008 ramte Storbritannien hårdt, og selvom landet har været betydeligt længere om at komme ud af dens greb end mange andre lande, blev disse grundlæggende præmisser ikke for alvor udfordret, før Labour med Jeremy Corbyn som ny leder i 2015 begyndte at formulere en radikal anti-austerity politik.

Spiren til finanskrisen i Storbritannien blev lagt af to skæbnesvangre beslutninger. Dels af den stærkt forøgede betydning for den samlede økonomi som finansmarkedet fik under Thatcher-regeringerne, herunder afreguleringen (Big Bang) af disse. Dels af det forhold, at efter 18 års konservativt styre valgte Labour, da det vandt sin store valgsejr i 1997, at videreføre samme økonomiske politik; en politik, som i høj grad var bygget på finansøkonomi snarere end reel økonomisk aktivitet, på lempelser af låneregler og på voldsomt stigende boligpriser og udnyttelse af friværdi i boliger til at optage lån, som bankerne villigt gav, men som mange ikke havde råd til at betale tilbage.

Efter 17 år i opposition kom et reformeret Labour, New Labour, til magten i 1997 med Tony Blair som regeringsleder. Blair fokuserede især på at nedbringe ledigheden gennem reformer af arbejdsmarkeds- og skattepolitikken samt uddannelsespolitikken og på at føre en mere Europaorienteret økonomisk politik.

Men Labour gennemførte ikke væsentlige ændringer af den økonomiske model, som Margaret Thatcher-regeringerne havde bygget på. Tværtimod videreførte man i stort omfang den økonomiske politik. Tony Blairs New Labour, er således blevet kritiseret for blot at overtage Margaret Thatchers neoliberalistiske økonomiske politik, og endda videreføre f.eks. den privatiseringsbølge, som Conservative Party havde igangsat.

Konservativ ’austerity’

Før valget til Underhuset i maj 2010 anerkendte alle de tre store partier, at det såkaldt strukturelle underskud på statens budget skulle håndteres som et meget vigtigt punkt efter valget. Forskellene mellem de tre toneangivende partiers valgprogram handlede især om, hvordan skattestigninger hhv. nedskæringer på statens budget skulle anvendes for at lukke hullet i statens budget, og om hvor lang tid tilpasningen af økonomien måtte vare.

Med dannelsen af den Konservative/Liberal-Demokratiske koalitionsregering blev det en traditionel konservativ økonomisk politik, der blev valgt med det primære mål at genskabe de finansielle markeders og kreditvurderingsbureauers tillid til økonomien så hurtigt som muligt. Der var en massiv frygt for, at finansmarkederne skulle straffe den britiske økonomi på samme måde, som man havde set dem gøre ift. lande i Sydeuropa, medmindre der hurtigt blev dannet en regering med en klar politik mht. reduktion af budgetunderskud og statsgæld.

Den nye regerings finansminister, George Osborne, gik straks i gang med at svinge sparekniven. I sit første budgetudspil blev der annonceret besparelser på gennemsnitligt 19% på de fleste ministerieområder og deraf følgende drastiske forandringer af det britiske velfærdssystem. Målet var at fjerne statslige udgifter på mere end £80 milliarder over en periode på fire år og dermed bringe underskuddet ned og afdrage på statens gæld.

Få år inde i koalitionsregeringen kom dens økonomiske politik og især de målsætninger, man havde sat op som succeskriterier for gældsafvikling og reduceret låntagning, i alvorlige vanskeligheder. Hverken statsunderskuddet eller statsgælden blev nedbragt som planlagt, og regeringen endte i en konstant revision af årstallet for, hvornår dens målsætninger ville være opfyldt. Samtidig endte den britiske økonomi i en såkaldt triple-dip recession, dvs. en situation, hvor økonomien var i recession tre gange inden for en periode på fem år, og der var alvorlig risiko for, at Storbritannien ville miste sin AAA-kreditværdighed hos de store kreditvurderingsbureauer, som er afgørende for landes statslige låntagning på de internationale kapitalmarkeder.

Brexit og økonomien

I 2016 valgte den britiske befolkning at føje endnu en alvorlig økonomisk udfordring til listen, da et flertal stemte for, at landet skulle forlade EU.

Forud for folkeafstemningen i juni 2016 var de fleste økonomer enige om, hvad konsekvenserne af at forlade EU ville være. De påpegede, at medlemskabet med dets frihandel, den fri bevægelighed af varer, kapital, tjenesteydelser og migration inden for det indre marked havde øget britisk vækst og BNP markant. Og at hvis disse medlemsfordele forsvandt med et hårdt Brexit, ville det påvirke den britiske økonomi negativt.

Udviklingen i de første år efter Brexit bidrog ikke til disse økonomers troværdighed, idet den økonomiske situation, de havde forudsagt, viste sig ikke at holde stik. Ganske vist faldt pundets værdi umiddelbart efter folkeafstemningen, men det rettede sig hurtigt igen. Generelt så det ud til, at økonomien absorberede den nye situation med intakt forbrugertillid og investeringslyst og en stigende beskæftigelse.

Det er dog værd at huske på, at der er forskel på 2016 og årene frem til februar og december 2020, hvor Brexit reelt blev effektueret. Indtil det tidspunkt var Storbritannien fuldt og helt medlem.

Det er først nu (2022) og i de kommende år, der begynder at være tilstrækkeligt empirisk belæg for at vurdere, hvad Brexit betyder for den britiske økonomi. Den vurdering falder ikke positivt ud. Selv om det stadig er for tidligt at drage solide konklusioner, peger de fleste data på, at Brexit allerede har og fortsat vil få mærkbart negative konsekvenser for den britiske økonomi og den britiske befolkning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig