Det britiske parlament

Parlamentet. I det britiske underhus er regeringsparti og opposition anbragt over for hinanden på hver sin side af midtergangen. På dette fotografi fra oktober 1974 ses medlemmer af Harold Wilsons Labourregering tv. på de forreste bænkerækker. Efter gammel tradition indbyder en embedsmand, Black Rod, der går i forgrunden, Underhusets medlemmer til at overvære åbningen af Parlamentet i Overhuset.

.

Artikelstart

Det britiske parlament er Storbritanniens lovgivende forsamling og dermed den centrale institution i det britiske demokrati. Det er et tokammerparlament bestående af House of Lords (Overhuset) og House of Commons (Underhuset).

Parlamentets historie

Historisk kan det britiske parlament dateres tilbage til 1200-tallet og specifikt til Magna Carta (1215), hvor den engelske kongemagt indkaldte repræsentanter fra højadel og kirke, lavadel og borgerskab til forhandlinger om beskatning og lovgivning og dermed påbegyndte en inddragelse af andre end kongemagten i styringen af landet. Fra 1300-tallet samledes de to sidstnævnte grupper i et særligt Underhus, mens de to førstnævnte udgjorde Overhuset. I 1689 fastlagde Bill of Rights en balance mellem kongemagt og parlament, som i de følgende århundreder udviklede sig til den moderne parlamentarisme, som vi kender den i dag. Betegnelsen ’det britiske parlament’ blev skabt med Act of Union i 1707 mellem England og Skotland, som indlemmede det skotske parlament i det engelske. Repræsentanter fra Irland blev tilføjet, mens den engelsk-irske union eksisterede 1801-1921. Efter Irlands selvstændighed og deling i 1921 har der i Parlamentet i Westminster i London siddet medlemmer (MPs – Members of Parliament) valgt i hhv. England, Wales, Skotland og Nordirland.

Underhuset

Af de to kamre er Underhuset det politisk dominerende og her den politiske magt ligger. Valgretten hertil var fra middelalderen begrænset og formue- og indtægtsbestemt. Gennem en række reformlove i 1800-tallet og starten af 1900-tallet blev valgretten gradvist udvidet, indtil den fra 1928 kom til at gælde både kvinder og mænd på lige fod. Medlemmerne, 650 i 2021, vælges ved flertalsvalg i enkeltmandskredse; et valgsystem med en stærk indbygget tilbøjelighed til at skabe et de facto topartisystem. Medlemstallet ligger ikke forfatningsmæssigt fast. Under den britiske forfatning har parlamentet absolut suverænitet, herunder også til at ændre antallet af medlemmer af Underhuset gennem den almindelige lovgivningsproces. Både den Konservative-Liberal-Demokratiske koalitionsregering 2010-2015 og de efterfølgende Konservative regeringer har haft det som en målsætning af reducere antallet af medlemmer til omkring 600. Der har dog endnu ikke været fremsat konkrete lovgivningsforslag herom.

Overhuset

Overhuset har i 2021 i alt ca. 780 medlemmer. Disse er fordelt mellem:

  • 90 ’arvemedlemmer’ (hereditary peers). Disse er medlemmer af højadelen og har arvet deres titel.
  • 665 ’livstidsmedlemmer’ (life peers) som er udnævnt af skiftende regeringer til et sæde på livstid.
  • 26 biskopper.

Fordelingen af medlemmer mellem arvemedlemmer og livstidsmedlemmer blev ændret radikalt af Tony Blairs Labourregering. Fra 1997 tog regeringen de første skridt til en påtænkt fuldstændig afskaffelse af den arvelige højadels indflydelse i Overhuset, og skar antallet af arvemedlemmer ned fra ca. 750 til 90. I 2021 sidder disse 90, eller deres efterkommere, dog stadig i Overhuset. Yderligere vedtog Labourregeringen i 2005 en lov, som overdrog Overhusets hidtidige funktion som appeldomstol til en nyetableret højesteret, Supreme Court. Denne trådte i kraft i 2009.

Lovforslag skal vedtages i begge kamre. Fra 1911 blev det dog vedtaget ved lov, at Overhuset ikke kan afvise finanslove, og i 1949 blev det bestemt, at andre love kun kan bremses af Overhuset i op til et år. Inden for disse rammer kan Overhuset stadig ændre eller forsinke siddende regeringers lovudspil.

Eksistensen af et Overhus uden noget demokratisk mandat må betegnes som en anakronisme. Fortalere for bevarelse heraf fremhæver, at medlemmerne af Overhuset, netop fordi de ikke indgår i den sædvanlige valgcyklus, kan tillade sig at være hævet over popularitetshensyn og dermed kan tilføre lovgivningsarbejdet kvalitet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig