Det britiske parlament er Storbritanniens lovgivende forsamling og dermed den centrale institution i det britiske demokrati. Det er et tokammerparlament bestående af House of Commons (Underhuset) og House of Lords (Overhuset), og lovforslag skal vedtages i begge kamre. Det britiske parlament har til huse i Westminster Palace i London.

House of Commons (Underhuset)

Af de to kamre er House of Commons det politisk dominerende og her den politiske magt ligger. Valgretten hertil var fra middelalderen begrænset og formue- og indtægtsbestemt. Gennem en række reformlove i 1800-tallet og starten af 1900-tallet blev valgretten gradvist udvidet, indtil den fra 1928 kom til at gælde både kvinder og mænd på lige fod.

Medlemmerne, 650 i 2021, vælges ved flertalsvalg i enkeltmandskredse; et valgsystem med en stærk indbygget tilbøjelighed til at skabe et de facto topartisystem. Medlemstallet ligger ikke forfatningsmæssigt fast.

Under den britiske forfatning har parlamentet absolut suverænitet, herunder også til at ændre antallet af medlemmer af House of Commons gennem den almindelige lovgivningsproces. Både den Konservative-Liberal-Demokratiske koalitionsregering 2010-2015 og de efterfølgende Konservative regeringer har haft det som en målsætning af reducere antallet af medlemmer til omkring 600. Der har dog endnu ikke været fremsat konkrete lovgivningsforslag herom.

House of Lords (Overhuset)

House of Lords har i 2021 i alt ca. 780 medlemmer. Disse er fordelt mellem:

  • 90 ’arvemedlemmer’ (hereditary peers). Disse er medlemmer af højadelen og har arvet deres titel.
  • 665 ’livstidsmedlemmer’ (life peers) som er udnævnt af skiftende regeringer til et sæde på livstid.
  • 26 biskopper (lords spiritual).

Lovforslag skal vedtages i begge kamre. Fra 1911 blev det dog vedtaget ved lov, at House of Lords ikke kan afvise finanslove, og i 1949 blev det bestemt, at andre love kun kan bremses af House of Lords i op til et år. Inden for disse rammer kan House of Lords stadig ændre eller forsinke siddende regeringers lovudspil.

Det britiske parlaments historie

I det britiske underhus er regeringsparti og opposition anbragt over for hinanden på hver sin side af midtergangen. På dette fotografi fra oktober 1974 ses medlemmer af Harold Wilsons Labourregering til venstre på de forreste bænkerækker. Efter gammel tradition indbyder en embedsmand, Black Rod, der går i forgrunden, Underhusets medlemmer til at overvære åbningen af Parlamentet i Overhuset.

.

Det britiske parlament kan dateres tilbage til 1200-tallet og specifikt til Magna Carta fra 1215, hvor den engelske kongemagt indkaldte repræsentanter fra højadel og kirke, lavadel og borgerskab til forhandlinger om beskatning og lovgivning og dermed påbegyndte en inddragelse af andre end kongemagten i styringen af landet. Fra 1300-tallet samledes de to sidstnævnte grupper i et særligt underhus, House of Commons, mens de to førstnævnte udgjorde et overhus, House of Lords.

I 1689 fastlagde Bill of Rights en balance mellem kongemagt og parlament, som i de følgende århundreder udviklede sig til den moderne parlamentarisme, som vi kender den i dag. Betegnelsen ’det britiske parlament’ blev skabt med Act of Union i 1707 mellem England og Skotland, som indlemmede det skotske parlament i det engelske. Repræsentanter fra Irland blev tilføjet, mens den engelsk-irske union eksisterede 1801-1921.

Efter Irlands selvstændighed og deling i 1921 har der i Det britiske parlament i Westminster i London siddet medlemmer (Members of Parliament eller MPs) valgt i hhv. England, Wales, Skotland og Nordirland.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig