John Major

Faktaboks

John Major
født:
29. marts 1943

John Major. I sin sidste valgperiode måtte premierminister Major forgæves kæmpe med flere problemer, som svækkede det konservative partis popularitet i den britiske befolkning. Indadtil i partiet var det især holdningen til EU, der virkede splittende. Her taler Major i januar 1997 ved indledningen til den valgkamp, der endte med det konservative nederlag til Tony Blair og Labour Party.

.

John Major er en forhenværende britisk konservativ politiker, premierminister 1990-97. John Majors vej til politik gik fra en opvækst i jævne kår i Sydlondon over arbejde i en bank og deltagelse i kommunalpolitik til i 1979 at blive valgt til Underhuset for kredsen Huntingdon nær Cambridge.

Hans karriere i partiet begyndte for alvor, da han i 1987 blev viceminister i Finansministeriet. Margaret Thatcher gjorde ham overraskende til udenrigsminister, da Geoffrey Howe i 1989 gik af, og samme år til finansminister efter Nigel Lawson. Lynkarrieren nåede sit højdepunkt i 1990, da han valgtes til konservativ leder og premierminister efter Thatchers afgang.

Som premierminister fortsatte John Major i hovedtrækkene sin forgængers nyliberalistiske linje. Hans lederstil var dog mere kompromissøgende, og han havde så megen medgang i de første år, at han og Conservative Party vandt valget i 1992. Tiden herefter var imidlertid præget af uro i partiet navnlig over forholdet til EU. Det lykkedes Major at sikre britisk ratifikation af Maastrichttraktaten i 1993, men ikke at standse kritikken fra partiets euroskeptikere.

I 1995 gik han af som partiformand, men lod sig genvælge for at sætte kritikerne til vægs. Den indre splid fortsatte dog frem til nederlaget til Tony Blairs Labour Party ved valget i maj 1997.

John Major kunne ikke forhindre, at det demoraliserede og miskrediterede konservative styre blev sat fra magten; han selv kom dog til at fremstå som en kompetent og sober politiker, der blev ladt i stikken af et splidagtigt parti.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig