Rishi Sunak i Underhuset d. 10. januar 2024.
Rishi Sunak er Storbritanniens premierminister og en af spidskandidaterne til posten efter det britiske valg i 2024. Her taler han i Underhuset d. 10. januar 2024.
Af /UK Parliament.
Licens: CC BY NC ND 2.0

Der skal afholdes valg til Storbritanniens parlament senest den 28. januar 2025, men det forventes, at valget bliver afholdt i oktober eller november 2024.

Det seneste valg til Underhuset i Det Britiske Parlament blev afholdt den 12. december 2019. Ifølge landets valglov, som foreskriver, at der skal afholdes valg med maksimalt fem års mellemrum, skal parlamentet derfor opløses senest den 17. december 2024, og nyvalget skal afholdes senest den 28. januar 2025.

Der afholdes kun valg til Underhuset. Parlamentets andet kammer, Overhuset, består udelukkende af ikke-valgte medlemmer, som dermed ikke har noget demokratisk mandat.

Storbritanniens valgsystem

Valg til Underhuset afholdes som flertalsvalg i enkeltmandskredse, som på engelsk ofte kaldes first-past-the-post’. Storbritannien vil til det kommende valg være inddelt i 650 valgkredse, og der vælges kun ét medlem fra hver af disse. Det medfører, at alle stemmer afgivet på opstillede kandidater i en given valgkreds, som ikke opnår flertal, går til spilde. Dette valgsystem medfører ofte, at et parlamentsmedlem er valgt med mindre end 50 % af valgkredsens stemmer.

Valgets vigtigste temaer

En måling fra analyseinstituttet YouGov fra januar 2024 viser, at de fem højst prioriterede valgtemaer blandt adspurgte vælgere er:

  • Økonomi, herunder det, der ofte benævnes ’levestandardkrisen’ (54 %)
  • Sundhedsvæsen, ventelister til hospitalsbehandling mv. (45 %)
  • Indvandring og ulovlige asylansøgere (39 %)
  • Klima/miljø (23 %)
  • Bekæmpelse af kriminalitet (18 %)

Ud over partiernes holdninger til disse temaer vil det veje tungt i mange vælgeres stemmeafgivning, hvor stor tillid de har til det siddende Conservative Party og til oppositionspartiet Labour. Et element heri er tilliden eller mangel på samme til partiernes ledere, hhv. Rishi Sunak og Keir Starmer.

Det siddende regeringsparti har været ved magten ubrudt siden 2010 (dog kun som det dominerende parti i en koalitionsregering med partiet Liberal Democrats 2010-2015) og viser alvorlige tegn på nedslidning. Det har givet sig udslag i store interne uenigheder i partiet samt adskillige skift af partiledere inden for de seneste få år. Conservative Party går til valg som et stærkt splittet parti, og Labour har gennem adskillige måneder ligget foran med mindst 20 procentpoint.

Valgets vigtigste partier og personer

Keir Starmer i Underhuset d. 10. januar 2024.
Keir Starmer er leder af Labour og partiets kandidat til posten som premierminister efter valget, der finder sted i 2024. Her taler han i Underhuset d. 10. januar 2024.
Af /UK Parliament.
Licens: CC BY ND 2.0

Det valgsystem, der benyttes til at vælge medlemmer til Underhuset, skaber nærmest automatisk to store partier. Gennem adskillige årtier i britisk politik har disse to været Conservative Party og arbejderpartiet Labour, og efter de fleste valg efter 2. Verdenskrig har ét af disse to partier kunnet danne en flertalsregering alene. Det kommende valg bliver derfor primært en konkurrence mellem disse to og dermed også deres ledere, Rishi Sunak og sir Keir Starmer.

På nationalt plan har kun to andre partier potentiale til at spille en rolle. Dels Liberal Democrats, som kan tiltrække en del stemmer på tværs af landet, men formentlig kun nok til at vinde flertalsvalget i få valgkredse. Dels partiet Reform UK, som er et parti, der er opstået på asken fra United Kingdom Independence Party (UKIP) og dettes karismatiske tidligere leder, Nigel Farage. Reform UK kan muligvis tiltrække mange stemmer fra især utilfredse Conservative Party-vælgere og dermed skade dette partis muligheder for at vinde valget, men Reform UK får næppe valgt nogen medlemmer til parlamentet.

Uden for England kan især Det Skotske Nationalparti (SNP) få betydning for det samlede valgresultat i Storbritannien. Partiet stiller kun op i Skotland i de 59 valgkredse, der sender et parlamentsmedlem til Underhuset. Hvis partiet klarer sig nogenlunde lige så godt i 2024, som det har gjort ved de tre seneste valg, kan SNP muligvis få en rolle som koalitionspartner eller støtteparti for Labour, hvis dette ikke opnår flertal alene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig