Faktaboks

Keir Starmer
Født
2. september 1962
Officielt pressefoto af Keir Starmer
Af /Det britiske parlament.
Licens: CC BY 3.0
Keir Starmer (til højre) efterfulgte Jeremy Corbyn som formand for Labour Party i april 2020. Foto fra 2019
/Scanpix.

Keir Starmer er en britisk politiker, som i 2020 efterfulgte Jeremy Corbyn som leder af det britiske arbejderparti, Labour. Keir Starmer er uddannet advokat og har specialiseret sig i menneskerettighedsspørgsmål. Fra 2008-2013 beklædte han en post som offentlig anklager. I 2014 udnævnte Dronning Elizabeth ham til Knight Commander of the Order of the Bath (KCB), hvilket gav ham retten til at kalde sig Sir Keir Starmer.

Keir Starmer blev første gang valgt til Underhuset i 2015 og er dermed den Labourleder med kortest parlamentarisk erfaring i et århundrede. Frem til sit valg til formand beklædte han posten som ordfører for Brexit i Labour. Han erklærede sig som tilhænger af Remain (en tilhænger af Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU) forud for folkeafstemningen om EU-medlemskabet i 2016.

Keir Starmer overtog et parti i krise, efter partiet ved parlamentsvalget i 2019 led det største valgnederlag siden 1935. Hans hovedopgave som ny leder er at samle et parti, der har været dybt splittet i spørgsmålet om Brexit, og som i øvrigt skal placere sig som oppositionsparti til en i perioder stærk konservativ regering. Keir Starmer er på grund af sin korte parlamentariske erfaring et relativt ubeskrevet blad med hensyn til, hvilken politisk kurs han vil lægge for partiet. Han var aldrig en del af indercirklen i den tidligere partiledelse, og det må forventes, at han vil forsøge at trække partiet mod den politiske midte i Storbritannien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig