Taiwans historie

Commons.Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0

Artikelstart

Taiwans historie er en blanding af en selvstændig udvikling og indflydelse fra det kinesiske fastland.

Kinesisk indflydelse

Øen Taiwans oprindelige befolkning af malajiske og polynesiske stammer blev fra 1600-tallets begyndelse trængt af en indvandring af fattige kinesere fra fastlandet. Samtidig voksede europæiske magters interesse i øen. Portugisere besøgte Taiwan første gang 1590, og 1624 blev der etableret en hollandsk bosættelse, fulgt af en spansk i 1626. 1646 indtog Holland de spanske besiddelser og dominerede hele øen, indtil piraten og smuglerkongen Zheng Chenggong (Koxinga) i 1661 besejrede hollænderne og etablerede Taiwan som base for modstand mod det manchuriske Qingdynasti, der havde indledt erobringen af Kina i 1644.

Først 1683 lykkedes det Qing at besejre Zheng-familien og vinde kontrol over øen, som blev underlagt Fujianprovinsen. Den kinesiske befolknings størrelse på Taiwan på dette tidspunkt anslås til ca. 200.000, men trods officielle principper om at begrænse migrationen til Taiwan voksede dette tal til 2,5 mio. i 1842. I 1886 blev Taiwan en selvstændig provins, og en række reformer blev iværksat. Efter Den Kinesisk-japanske Krig 1894-95 blev Qingdynastiet tvunget til at afstå Taiwan til Japan, der gennem de næste 50 år anvendte øen som landbrugsmæssig forsyningsbase, samtidig med at befolkningen blev søgt integreret gennem anvendelse af japansk som undervisningssprog. Øen oplevede betydelig økonomisk udvikling såvel som sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige fremskridt.

Efter 2. Verdenskrig

wordpress openverse.
Licens: CC BY 2.0

Efter 2. Verdenskrig blev kontrollen med Taiwan oktober 1945 overført til Kinas nationalistregime ledet af Chiang Kai-shek. Det nye regime var imidlertid både korrupt og brutalt; protester fra den taiwanesiske befolkning blev i 1947 mødt af en terrorbølge, som efterlod tusindvis af dræbte og et varigt traume i forholdet mellem nationaliststyret og øens taiwan-kinesiske befolkningsflertal. 1949-50 blev resterne af nationaliststyret og dets hære evakueret til Taiwan efter kommunisternes sejr på fastlandet, og øen tjente herefter som base for Chiang Kai-sheks Kinesiske Republik, der fortsat hævdede at være hele Kinas legitime regering.

Takket være Koreakrigen 1950-53 opnåede Taiwan USA's bevågenhed samt økonomisk og militær hjælp, og nationaliststyret kunne med amerikansk støtte frem til 1971 opretholde pladsen som Kinas repræsentant i FN. Trods en i princippet demokratisk forfatning styrede Chiang Kai-shek landet med jernhånd frem til sin død i 1975, og det tilfaldt hans søn Chiang Ching-kuo at reformere det autoritære styre i sin periode som Taiwans leder 1975-88. Men internationalt svækkedes Taiwan med tabet af FN-pladsen i 1971, og i løbet af 1970'erne overførte de fleste lande, inklusive USA og Japan, deres diplomatiske relationer med Kina til Folkerepublikken. Under Lee Teng-hui, den første indfødte taiwaneser på præsidentposten, fortsatte den økonomiske vækst, og den politiske liberalisering accelererede.

I 1991 opgav Taiwans styre princippet om at repræsentere hele Kina, og der er åbnet for taiwanesisk turisme og omfattende investeringer på fastlandet. Den gradvise opblødning af relationerne mellem Kina og Taiwan i 1990'erne blev dog suspenderet i 1995-96 og igen i 1999, begge gange i forbindelse med Lee Teng-huis bestræbelser på at markere Taiwans de facto-selvstændighed. Præsidentvalget i marts 2000 anbragte oppositionskandidaten Chen Shui-bian (født 1951) i landets højeste embede og fuldbragte dermed demokratiseringen af Taiwan.

Konsolidering af demokratiet

Demokratiet har konsolideret sig på Taiwan siden 2000, hvor frie og velordnede præsident- og parlamentsvalg er blevet almindelige. Forholdet til Kina forbliver imidlertid Taiwans altdominerende problematik, og her har de førende partier måttet justere deres politik. Guomindang (GMD), oprindelig med basis i den fastlandskinesiske befolkning på Taiwan, har bevæget sig væk fra sin profil som det pankinesiske nationalistparti og har gennemført en "taiwanisering" af partiet.

Democratic Progressive Party (DPP), med basis i den taiwankinesiske befolkning, har til gengæld justeret sit løsrivelseskrav og stiller sig i dag tilfreds med Taiwans de facto-selvstændighed fra Kina. Kina har siden 1990'ernes slutning øget presset på Taiwan for at opnå en genforening af landet under formlen et land — to systemer, og de meget store taiwanesiske investeringer i Fastlandskina er et stærkt kort i Beijings hånd. De første år af DPP-lederen Chen Shui-bians præsidentperiode har ikke været lette for Taiwan. Øen blev i 2000 og 2001 ramt af den værste økonomiske krise i tre årtier, og hertil har der været jordskælv og oversvømmelser.

Et attentatforsøg, der var omgærdet af megen mystik, mod den daværende præsident Chen Shui-bian i sidste fase af valgkampen i 2004 kastede en skygge over demokratiseringen; attentatforsøget var formodentlig den udslagsgivende faktor i Chen Shui-bians knebne valgsejr i 2004, og han beskyldtes af oppositionspartiet GMD for at have iscenesat begivenheden. Taiwans erhvervsliv er kommet til hægterne igen efter øens økonomiske krise i 2001, men afhængigheden af Kina vokser i takt med de enorme taiwanesiske investeringer på fastlandet. Vedtagelsen af en Anti-løsrivelseslov i Beijing marts 2005 udløste protestdemonstrationer på Taiwan.

Forholdet til Folkerepublikken Kina

En voksende frustration over de manglende politiske resultater i de sidste år af Chen Shui-bians anden præsidentperiode 2004-2008, såvel som bekymring for de mulige omkostninger ved Chens konfrontatoriske kurs overfor Kina, banede vejen for en regulær omvæltning i taiwanesisk politik i 2008: først vandt GMD sammen med partiets alliancepartnere en overvældende sejr i parlamentsvalget i januar 2008, idet tre fjerdedele af mandaterne gik til den GMD-dominerede "Blå Koalition".

Dernæst vandt GMD's kandidat, den tidligere borgmester i Taipei, Ma Ying-jeou, en lige så klar sejr over DPP's kandidat Frank Hsieh ved præsidentvalget i marts 2008 med 58% af stemmerne mod Hsiehs 42%. GMD vandt de to valg på løfter om en mere dynamisk økonomisk politik, med vidtgående åbning for nye former for økonomisk samarbejde med Fastlandskina, og en generelt mere imødekommende politik overfor regeringen i Beijing. Men bag billedet af et stort politisk ryk i Taiwans politiske liv i 2008 tegner sig samtidig en voksende fællesmængde mellem de to store partier i deres kamp om de samme midtervælgere; således havde også DPP's Frank Hsieh lovet en mere imødekommende kurs overfor Beijing, hvis han blev valgt. Resultatet blev bl.a., at der kom direkte flyforbindelse og skibstrafik mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina. Sidstnævnte tillod også, at Taiwan kom med i FN's verdenssundhedsorganisation, WHO.

I 2014 besatte en gruppe studerende det taiwanesiske parlament for at blokere for ratifikationen af en frihandelsaftale mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina. De studerende var en del af en bevægelse, som blev kaldt Sunflower Student Movement, som var tilhænger af taiwanesisk selvstændighed. Studenterbevægelsens aktioner bidrog til, at DPP i 2016 vandt både præsidentposten og flertallet i det taiwanesiske parlament. Tsai Ing-wen fra DPP blev præsident. Hun har flere gange appelleret om mere international solidaritet med Taiwan over for Folkerepublikken Kina. Det er især sket i kølvandet på, at den kinesiske leder, Xi Jinping, har fastslået, at Taiwan er en del af Kina, og at det skal betyde en genforening á la Hongkong.

Tsai Ing-wen blev genvalgt som præsident i 2020, og hendes parti, DPP, vandt samtidig 61 ud af parlamentets 113 pladser. Det mere prokinesiske parti, GMD, fik kun 38 pladser. Det har yderligere skærpet konflikten mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina.

Læs mere om Taiwan – forfatning og politisk system

Læs mere om Taiwan.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig