Nicola Sturgeon, leder af Scottish Naional Party
Nicola Sturgeon var leder af Scottish National Party fra 2014 til 2023. Her ses hun på talerstolen i 2016, hvor kravet om Skotlands uafhængighed igen blev rejst efter afstemningen om Brexit.
Nicola Sturgeon, leder af Scottish Naional Party
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Scottish National Party (SNP) er et skotsk politisk parti, der går ind for et uafhængigt Skotland. Partiet blev stiftet i 1928 som National Party of Scotland og fik i 1934 sit nuværende navn. Siden valget i 1970 har SNP regelmæssigt haft repræsentanter i House of Commons i Det Britiske Parlament i London.

Faktaboks

Også kendt som

SNP

Folkeafstemning om uafhængighed

Ved folkeafstemningen i Skotland om devolution (delvist regionalt selvstyre) i 1997 støttede SNP oprettelsen af et skotsk parlament, idet partiet så hjemmestyret som et første skridt mod fuld uafhængighed. SNP fik næsten 29% af stemmerne ved det første valg til det nyoprettede skotske parlament i maj 1999.

Ved valget i 2007 fik SNP næsten 33% af stemmerne og blev dermed parlamentets største parti, og partiets daværende leder, Alex Salmond, blev ny skotsk førsteminister. Ved valget i 2011 vandt SNP absolut flertal i det skotske parlament med 69 pladser ud af 129. Denne politiske styrkeposition benyttede Salmond til at få Det Britiske Parlaments godkendelse til afholdelse af en folkeafstemning om skotsk selvstændighed. Denne blev afholdt i september 2014 med det resultat, at 55% af vælgerne stemte for Skotlands forbliven i den britiske union. Efter den tabte folkeafstemning bekendtgjorde Alex Salmond sin afgang som partileder og dermed skotsk førsteminister. Han blev afløst af Nicola Sturgeon.

SNP vinder en jordskredssejr i 2015

Ved det britiske parlamentsvalg den 7. maj 2015 vandt SNP en jordskredssejr i Skotland; partiet fik 50% af stemmerne i Skotland og 56 af Skotlands 59 pladser i parlamentet. Sejren, der samtidig næsten udraderede Labour (partiet gik fra 41 til 1 mandat) i Skotland, skyldtes ikke mindst en ny, stærkere skotsk selvbevidsthed, men også partiets socialdemokratiske politiske linje, der stod i stærk modsætning til den konservativt ledede regering i London, spillede en rolle. Endelig følte mange i Skotland sig forbigået i den debat om nationalitetsspørgsmål, der fulgte efter folkeafstemningen i 2014.

SNP og Brexit

Efter folkeafstemningen i Storbritannien om landets fortsatte medlemskab af EU, som i 2016 endte med flertal for udmeldelse, fornyede SNP, som havde været en stærk fortaler for britisk forbliven i EU, kravet til regeringen i Westminster om at få en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed af London. SNPs argument var, at forudsætningen for dets tilhørsforhold til resten af den britiske union var blevet afgørende ændret af Brexit. Alle de britiske premierministre, der fulgte efter David Cameron, som havde givet tilladelse til den første afstemning, afslog imidlertid SNPs krav om en ny folkeafstemning afstemning. Den 23. november 2022 afgjorde den britiske højesteret endvidere enstemmigt, at Skotland ikke under den gældende lovgivning havde ret til at afholde en sådan afstemning uden tilladelse fra parlamentet i Westminster.

Nicola Sturgeon træder tilbage

Den 15. februar 2023 bekendtgjorde Nicola Sturgeon sin afgang som leder af SNP og skotsk førsteminister. I det efterfølgende formandsvalg vandt Humza Yousaf i et tæt valg, der viste en række splittelser om både partiets generelle politiske kurs og om spørgsmålet om skotsk uafhængighed. Han overtog begge Nicola Sturgeons poster den 27. marts 2023.

Med formandsskiftet befinder SNP sig i en ny situation. Spørgsmålet om selvstændighed og en ny folkeafstemning forventes på kort sigt få en mindre central placering i partiets politik. Samtidig må SNP forvente øget konkurrence fra Labour og Conservative Party om magten i Det Skotske Parlament.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig