Gordon Brown

Gordon Brown er en britisk politiker. Han var finansminister i Tony Blairs Labourregeringer fra 1997 til 2007 og efterfølgende premierminister 2007-10. Brown blev født i Renfrewshire i Skotland og voksede op i en præstefamilie. Han tog en kandidatgrad i historie ved Universitetet i Edinburgh og indledte sin politiske karriere i det skotske Labourparti. I 1983 blev han første gang valgt til Underhuset i Det Britiske Parlament, hvor han fra begyndelsen af 1990'erne arbejdede tæt sammen med Tony Blair for at modernisere partiet. De to blev betragtet som topkandidater til lederposten, da den blev ledig i 1994, og det er opfattelsen, at Brown til gengæld for sin støtte til Blair fik et løfte om på et tidspunkt at komme til at afløse ham på posten. Som finansminister fra 1997 førte han en stram økonomisk politik, der dog fra omkring 2000 gav plads til højere sociale ydelser af mere klassisk socialdemokratisk tilsnit. Brown fortsatte som finansminister efter valgene i 2001 og 2005 og vandt stor anerkendelse for sin kompetente styring af den britiske økonomi. I forbindelse med valget i 2005 meddelte Tony Blair, at han ville trække sig som premierminister i løbet af den kommende valgperiode, og i maj 2007 offentliggjorde han sin beslutning om at gå af måneden efter. Brown var eneste kandidat til at efterfølge ham, og 27. juni 2007 tiltrådte han som partileder og premierminister.

Brown er kendt som en hårdtarbejdende politiker og en skarp debattør. Han var i sin tid som finansminister loyal over for Blairs politik også på ikke-økonomiske områder, og lagde derfor ikke op til revolutionerende ændringer ved sin tiltræden som premierminister. Han lovede imidlertid en anden og mere kollegial politisk stil med en større rolle for Underhuset og regeringen og en mindre for premierministeren og hans stab. I den forbindelse talte han om at fremskynde den forfatningsmæssige modernisering, eventuelt gennem ændringer i valgsystemet ved parlamentsvalg. Udenrigspolitisk var det den økonomiske bistandspolitik, der interesserer ham. Han gik ind for at håndtere kriser i internationale forsamlinger snarere end gennem tosidet samarbejde med USA, men betragtede, som Blair, forholdet til USA som afgørende for Storbritannien.

I sine første måneder som premierminister var Brown populær blandt vælgerne og i sit parti; men mod slutningen af 2007 vendte billedet dramatisk. Hans beslutning om ikke at udskrive nyvalg, hvorigennem han kunne få bekræftet sit mandat direkte af vælgerne, blev udlagt som svagt lederskab. Kriser i banksektoren svækkede tilliden til ham, og de konservative under David Cameron tog føringen i meningsmålingerne. Ydmygende nederlag i suppleringsvalg og ved lokalvalgene i maj 2008 førte til krav fra partifæller om hans afgang. Brown fastholdt, at kun han havde erfaringen til at føre partiet og landet gennem den voksende økonomiske krise. På Labourpartiets konference i september 2008 sikrede han sig umiddelbar opbakning ved at love mere statslig kontrol og mere traditionel socialdemokratisk politik i fremtiden.

Browns reaktion på den internationale finanskrise i 2008-09 blev generelt godt modtaget, men hans personlige popularitet var stadig meget lav. Det blev et stadigt større problem for ham at hans fremtræden på TV ofte forekom kejtet og teknokratisk. Ved parlamentsvalget i maj 2010 gik Labour kraftigt tilbage og mistede sit flertal, men Conservatives fik heller ikke flertal. For at lette regeringsforhandlinger med Liberal Democrats meddelte Brown få dage efter valget, at han ville træde tilbage i løbet af kort tid. Forhandlingerne med Liberal Democrats bar imidlertid ikke frugt, og Brown trådte tilbage som premierminister og leder af Labour.