afroamerikanere

Afroamerikansk litteratur vinder i stigende grad anerkendelse som en væsentlig del af den amerikanske litterære tradition. Indtil afslutningen af Den Amerikanske Borgerkrig i 1865 var størstedelen af den afroamerikanske befolkning slaver, som havde forbud mod at læse og skrive. Kulturen tog form som en mundtlig tradition, der blandede elementer af slavernes oprindelige, afrikanske traditioner med amerikanske impulser. Funderingen i slaveriet betyder, at traditionen er præget af den form for dobbelt bevidsthed, som W.E.B. Du Bois beskriver i The Souls of Black Folk (1903): "Man føler altid sin to-hed — amerikaner, sort; to sjæle, to tanker, to uforenelige former for stræben, to modsatrettede idealer".

I litteraturen kommer dette forhold til udtryk således, at forfatterne både stræber efter en ligeværdig plads i den dominerende kultur og besynger den sorte kulturs særegenhed. Grundlaget for den skrevne afroamerikanske tradition er de såkaldte eks-slavefortællinger, dvs. selvbiografiske beretninger skrevet af forhenværende slaver. I Douglass' Narrative of the Life of Frederick Douglass (1845) ses et vigtigt afroamerikansk motiv: den dobbelte søgning efter frihed og et skriftsprog. En særlig kvindelig variant er baseret på Harriet A. Jacobs' Incidents in the Life of a Slave Girl (1861). Ledemotivet her er søgningen efter frihed og et hjem for sig selv og sin familie.

En egentlig litterær tradition blev skabt under Harlem-renæssancen i 1920'erne som resultat af en betydelig sort vandring fra sydstaternes landområder til nordstaternes industribyer. Her antog de sortes kultur i stigende grad moderne intellektuelle og kunstneriske former. Litterært havde perioden to tendenser: James Weldon Johnson, Jessie Fauset og Nella Larsen (hvis roman Quicksand (1928) foregår delvis i Danmark) beskrev middelklassens problemer med racediskrimination. Langston Hughes og Zora Neale Hurston benyttede folkekulturen som inspirationskilde.

I midten af 1900-tallet søgte de sorte forfattere på forskellig vis at komme i dialog med det hvide USA. I 1940'erne skildrede protestforfatterne Richard Wright og Ann Petry i de socialrealistiske romaner Native Son (1940, dansk Søn af de Sorte, 1942) og The Street (1946) forholdene i de sorte storbyghettoer i håb om at åbne læsernes øjne for racismens skadevirkninger. I 1950'erne og 1960'erne talte James Baldwin og Ralph Ellison for en accept af de sortes grundlæggende menneskeværdighed og kulturelle kompleksitet. Først i forbindelse med Black Power-bevægelsen i slutningen af 1960'erne betonede sorte forfattere igen deres kulturelle autonomi. I begyndelsen fik den sorte stolthed et politisk, militant udtryk, som i Nikko Giovannis poesi. Hurtigt udviklede den sig til en søgning efter den afroamerikanske kulturs rødder — en tendens, som vedblev at være stærk helt frem til 1990'erne. Da tendensen til at søge inspiration i folketraditionen i høj grad er båret frem af kvindelige forfattere, har den ofte givet sig udslag i familiesagaer som Alice Walkers The Third Life of Grange Copeland (1970, dansk Hans tredje liv, 1990) og Toni Morrisons Song of Solomon (1977, dansk Salomons sang, 1978). Også Alex Haleys kendte bog og tv-serie Roots (1976) hører til denne tradition.

Forskellige blandingsreligioner, der er opstået i mødet mellem de afrikanske religioner, slaverne bragte med sig til Amerika, og den kristne religion, de europæiske kolonisatorer påtvang dem. Slaverne måtte skjule, at de dyrkede deres egne guder, og de genfortolkede deres religion ved at finde ligheder mellem de afrikanske guder og de katolske helgener eller den kristne religions hovedskikkelser. Til de afroamerikanske religioner hører voodoo, som kendes fra Haiti, og candomblé og umbanda, som er udbredt i Brasilien. De har flest sorte, men også hvide tilhængere, og mange er kvinder.

Fælles for disse livskraftige og dynamiske religioner er dyrkelsen af forskellige åndelige skikkelser, der repræsenterer afdøde, og som påkaldes under ritualer, hvori der indgår sange, danse og trommerytmer. Ritualerne kulminerer i, at de, der er indviede som medier, bliver besatte og falder i trance. Ofring til guderne, tro på magi og kendskab til urtemedicin er vigtige elementer i afroamerikanske religioner. De er mest udbredt i områder, hvor kolonisatorerne har været katolikker, men der indgår også genfortolkninger af afrikanske religiøse elementer i nogle af de protestantiske sekter, der er udbredt blandt sorte i USA.