Atlanterhavsdeklarationen

Atlanterhavsdeklarationen, Atlantic Charter, hensigtserklæring om den fremtidige fredsordning, udsendt 14.8.1941 af Winston S. Churchill og Franklin D. Roosevelt efter et møde ud for Newfoundland. Freden skulle sikre frihed (se de fire friheder), selvbestemmelse og økonomisk tryghed for alle nationer. Aggressorerne skulle afvæbnes, afrustning gennemføres og påtvungne territoriale ændringer afvises.

USA var på daværende tidspunkt ikke inddraget i 2. Verdenskrig, men Atlanterhavsdeklarationen kom i stand på Roosevelts initiativ med det formål at forberede hjemmefronten på krig mod Aksemagterne. Et vigtigt punkt for USA var således kravet om fri handel og lige adgang til råstoffer over grænserne. Churchill accepterede, men med forbehold for Det Britiske Imperium.

Josef Stalin tilsluttede sig senere, ligeledes med store reservationer. I alt 45 stater tilsluttede sig, og dele af Atlanterhavsdeklarationen genfindes i FN's konventioner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig