Jaltakonferencen

Jaltakonferencen, topmøde under 2. Verdenskrig mellem Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt og Josef Stalin, afholdt i Livadiapaladset ved Jalta på Krim 4.2.-11.2.1945. På konferencen måtte Churchill og Roosevelt under indtryk af Den Røde Hærs fremrykning indrømme Sovjetunionen en dominerende indflydelse i Østeuropa, især i det for Sovjetunionen vigtige Polen, hvor de godtog polske landafståelser i øst imod kompensation i vest og accepterede en ny polsk regering med kommunistisk flertal. Alligevel fremstår konferencen som højdepunktet af allieret samarbejdsvilje. I en hemmeligholdt del af aftalen lovede Stalin at gå ind i krigen mod Japan til gengæld for territoriale indrømmelser her og i Kina, ligesom han godtog Roosevelts koncept til De Forenede Nationer. I det tyske spørgsmål enedes man om den fremtidige besættelsesforvaltning, hvor Frankrig blev optaget som den fjerde kontrolmagt, men kontroversielle punkter som de tyske erstatningsbetalinger og en fastlæggelse af den polsk-tyske grænse blev udskudt.

Jaltaaftalen blev grundlag for den nye internationale orden efter 2. Verdenskrig. Den begyndende kolde krig lagde grunden til modstridende tolkninger, og i USA førte aftalen i 1950'erne til stærk kritik af Roosevelt-administrationen, der blev beskyldt for at have solgt ud af amerikanske interesser. Det såkaldte Jaltasystem, dvs. Vestens accept af Østeuropa som sovjetisk interessesfære, forsvandt sammen med de kommunistiske systemers sammenbrud i 1989.