Artikelstart

USA’s Kongres er den ene af den føderale regerings tre ligestillede grene i USA. Kongressen har ifølge den amerikanske forfatning ”al lovgivende magt”, mens præsidentembedet repræsenterer den udøvende magt, og Højesteret og dens tilknyttede organer udgør den dømmende magt. Kongressen har to kamre: Repræsentanternes Hus, hvor delstaterne er repræsenteret efter indbyggertal, og Senatet, hvor alle delstater uanset befolkningsstørrelse er ligeligt repræsenteret med to senatorer hver. Kongressens arbejde foregår i såkaldte samlinger af to års varighed. Efter hvert valg (i november i lige år) er det derfor i princippet en ny kongres, som træder sammen den følgende januar.

Faktaboks

Også kendt som

på amerikansk engelsk: Congress of The United States

Kongressen blev dannet i 1789, og holdt 1790-1800 sine møder i Philadelphia. Siden 17. november 1800 har begge Kongressens kamre været at finde i Capitolet i Washington, D.C.

Retningslinjerne for Kongressens sammensætning og virke er at finde i den amerikanske forfatnings Artikel 1. Valgperioderne for senatorer er 6 år, hvilket betyder, at ca. en tredjedel af de 100 medlemmer er på valg hvert andet år, mens medlemmer af Repræsentanternes Hus kun vælges for 2 år ad gangen, og samtlige derfor er på valg hvert andet år. Antallet af kongresdistrikter i de enkelte delstater justeres hvert 10. år efter en folketælling. I begge kamre kan medlemmerne genvælges et ubegrænset antal gange.

De to kamre

Under USA’s første forfatning, Konføderationsartiklerne (1781-1789), havde Kongressen kun ét kammer, men med den nuværende forfatning, som blev skabt i Philadelphia i 1787 og trådte i kraft i 1789, fik man en kongres med to kamre – Senatet og Repræsentanternes Hus. Det skete til dels efter inspiration fra det britiske parlament, med dets opdeling i et overhus, House of Lords, og et underhus, House of Commons.

Den omstændighed, at man valgte at kalde det ene kammer Senatet, efter romersk forbillede (fra latin senatus ‘et råd bestående af ældre mænd’), afspejlede en opfattelse af, at medlemmerne her ofte ville foretage mere modne, og mindre impulsive beslutninger end deres kolleger i Repræsentanternes Hus – the People’s House. Senatorerne skulle være i stand til at varetage interesser for alle borgere i deres delstat, hvorimod medlemmerne i Repræsentanternes Hus primært repræsenterede vælgerne i deres respektive kongresdistrikter.

Af samme grund fastsætter forfatningen også forskellige aldersmæssige krav for de to kamre: Senatorer skal være fyldt 30 år, og skal have været amerikanske statsborgere i mindst 9 år før de kan vælges. Medlemmerne af Repræsentanternes Hus kan derimod vælges fra de er 25, og ifølge forfatningen behøver de kun at have været amerikanske statsborgere i 7 år. At de to kamres ansvarlighed opfattes forskelligt, betyder også, at en række af Kongressens privilegier er forbeholdt senatorerne. Det gælder blandt andet godkendelsen af traktater, og godkendelsen af dommere, kandidater til højtstående embeder i den føderale regering, samt medlemmer af præsidentens kabinet.

Repræsentation

Forfatningsfædrenes beslutning om at give Kongressen to kamre skulle også tilgodese et andet hensyn end at lade Senatet være en dæmper på politiske passioner: Den skulle også mindske risikoen for mistillid mellem store og små stater. I ét kammer ville alle delstater være ligestillede, uanset deres befolknings størrelse, mens man i det andet kammer ville tilstræbe en fordeling af pladser efter princippet ”en person, en stemme”. I praksis er nogle af de tyndest befolkede delstater dog overrepræsenteret, fordi de mindst er sikret ét kongresdistrikt. Syv delstater – Alaska, Delaware, Montana, North Dakota, South Dakota, Vermont og Wyoming – har blot et enkelt kongresdistrikt, men er ikke desto mindre forholdsmæssigt bedre repræsenteret end den mest folkerige delstat, Californien, der siden folketællingen i 2010 har haft 53 kongresdistrikter (og dermed 53 medlemmer af Repræsentanternes Hus).

Fra 1789 til 1913 blev senatorerne udpeget af de lovgivende forsamlinger i delstaterne, men siden den 17. forfatningstilføjelse blev ratificeret i 1913, har det været vælgerne, der bestemte, hvem der skulle sendes til Senatet i Washington, D.C., som tilfældet også er med medlemmerne af Repræsentanternes Hus.

Checks & balances

Hvis magtadskillelsen er det ene grundlæggende princip i den amerikanske forfatning, så er checks & balances det andet: Alle tre grene af regeringen har beføjelser, der skal gøre dem i stand til at føre en vis kontrol med to øvrige og sikre, at ingen af de tre grene får for stor magt.

Personer på tillidsposter

For Kongressens vedkommende betyder det blandt andet retten til at holde høringer og indkalde ministre og embedsmænd til at vidne under ed. Senatet skal desuden godkende de personer, som præsidenten nominerer til poster som ministre, ambassadører, føderale dommere, samt en række andre betroede stillinger i den føderale regering. I alt kræver 1200-1400 stillinger godkendelse i Senatet. Traktater indgået af præsidenten med andre nationer kræver også ratificering i Senatet.

Rigsretssager

Kongressen har også beføjelser til om nødvendigt at føre rigsretssager mod præsidenten og mod føderale dommere. I så fald bliver sagerne rejst i Repræsentanternes Hus og ført i Senatet. Til gengæld har Højesteret beføjelse til på eget initiativ at erklære lovgivning vedtaget af Kongressen for forfatningsstridig (”judicial review”), og præsidenten kan nedlægge veto mod lovforslag.

Finanslov, skatter og penge

Forfatningen tildeler Kongressen kontrollen over bevillinger, udarbejdelse af finanslove, udstedelse af penge, optagelsen af lån, regulering af handel, samt opkrævning af skatter og afgifter.

Krigserklæringer

Forfatningen nævner eksplicit, at Kongressen skal sørge for ”det fælles forsvar og for den generelle velfærd i De Forenede Stater”. Det er også Kongressen, der har retten til at erklære krig. Den reelle betydning af denne ret har dog været diskuteret næsten siden forfatningens tilblivelse. Striden står om, hvordan ordet ”erklære” (på engelsk declare) skal forstås i denne sammenhæng. På trods af det store antal militære konflikter i USA’s historie, har Kongressen kun formelt erklæret krig i fem af dem, nemlig mod Storbritannien i 1812, i Den Mexicansk-Amerikanske Krig i 1846, i Den Spansk-Amerikanske krig i 1898, samt i 1. Verdenskrig (1917) og 2. Verdenskrig (1941 og 1942).

Kongressens lovgivningsarbejde

Kongressens vigtigste funktion er at lovgive. Processen er omstændelig og kræver, at lovforslag bliver fremsat separat i hvert af Kongressens kamre. Disse behandles og stemmes om i separate komiteer. Vedtages de af et flertal der, sendes de videre til afstemning blandt samtlige medlemmer i hvert kammer. Når det gælder lovgivning vedrørende udgifter og indtægter for den føderale regering, primært i form af bevillinger og skatter, skal lovgivningsprocessen dog begynde i Repræsentanternes Hus. Generelt udarbejdes og vedtages der lovforslag i begge kamre, og repræsentanter fra begge mødes derefter for på grundlag af disse lovforslag at udarbejde en fælles lovtekst, som så skal vedtages i begge kamre og underskrives af præsidenten for at blive til lov. Mens der i Repræsentanternes Hus er et ulige antal medlemmer, 435, så er der i Senatet et lige antal, 100. Er der stemmelighed ved en afstemning, kan vicepræsidenten, som præsiderer i Senatet, afgive den afgørende stemme. Kongressen får i sit lovgivningsarbejde hjælp fra en række tilknyttede kontorer og tjenester, blandt andet Government Accountability Office, Congressional Budget Office, og Library of Congress.

Magtbalancen i Kongressen

I Repræsentanternes Hus har et partis erobring af flertallet store konsekvenser. Det er medlemmerne fra partiet med flertallet, der vælger den såkaldte ”Speaker of the House” – det tredjehøjest rangerende politiske embede i USA, efter præsidenten og vicepræsidenten. Når flertallet skifter betyder det også at formandskabet i alle komiteer skifter, ligesom flertalspartiet får et flertal af medlemmer i samtlige faste komiteer. Det er ”Speaker of the House”, der udpeger komiteernes nye formænd.

Noget anderledes forholder det sig i Senatet, hvor partiet i mindretal har betydeligt større indflydelse. Her har også hver enkelt senator ret vidtgående personlige magtbeføjelser. I flere situationer, er det eksempelvis muligt for en enkelt senator at forhindre et forslag i at komme til afstemning. Med en såkaldt filibuster kan et mindretal af senatorer (41) ligeledes forhindre lovgivning i at blive vedtaget, fordi det i så fald ikke blot kræver et simpelt flertal (51 stemmer), men derimod 60 stemmer at bryde denne (med en såkaldt ”cloture”-procedure).

En voldsom polarisering mellem de to store partier i Kongressen har i de seneste årtier ofte haft en lammende effekt på lovgivningsarbejdet, hvilket til gengæld har medvirket til at gøre Kongressen som institution upopulær. Mange af dens medlemmer er dog særdeles populære i deres respektive kongresdistrikter, og bruger ofte en stor del af deres egen og deres medarbejderes tid på at varetage deres vælgeres interesser og reagere på konkrete henvendelser fra disse. Det er noget af forklaringen på, at USA’s kongres i sammenligning med mange andre nationers lovgivende forsamlinger har en høj genvalgsprocent, på trods af, at det fælles lovgivningsarbejde ikke er i høj kurs.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig