Faktaboks

Også kendt som

The Mount Rushmore State

Hovedstad
Pierre
Indbyggertal
895.376 (2021)
Areal
199 729 km²
Indbyggere pr. km²
4,52
Flag

Placering af South Dakota.

.
South Dakota
.

Artikelstart

South Dakota er en præriestat i Midtvesten i USA. Den blev optaget i Unionen i 1889 som den 40. stat. Guvernøren er Kristi Noem fra Det Republikanske Parti.

South Dakota er en forholdsvis fattig og tyndtbefolket landbrugsstat, hvis indbyggertal stagneretde efter en stor europæisk indvandring fra 1870'erne til begyndelsen af 1900-tallet. Bosættelsen er spredt og uden et dominerende centrum bortset fra hovedvejen I-90, der forbinder Sioux Falls i øst med Rapid City i vest. Resten af den hvide befolkning fordeler sig på småbyer og landejendomme, mens efterkommere af 1800-tallets befolkning fra sioux-folket overvejende er bosat i reservater, fx Pine Ridge Indian Reservation, der er landets næststørste efter Navajoreservatet i Arizona (se Wounded Knee). (1995)

Klimaet er kontinentalt med varme somre, kolde vintre og en beskeden årsnedbør, der aftager fra ca. 500 mm i øst til ca. 300 mm i vest. Bortset fra de skovklædte Black Hills med Harney Peak (2207 m) i sydvest består landskabet af vidtstrakte sletter, som før koloniseringen dækkedes af højgræsser i øst (Central Lowlands) og kortgræsser i vest (Great Plains). Områderne, der adskilles af Missourifloden, er enten opdyrkede eller udlagt til græsning for kvæg og får, i mindre grad for voksende bestande af bison. South Dakota hører til USA's største producenter af svine- og oksekød og afgrøder som hvede, sojabønner, hørfrø og solsikke. (1995)

I forhold til landbrug og fødevareindustri er de øvrige produktive erhverv kun af mindre betydning inkl. træindustri og minedriften ved Homestake Mine, hvor man har udvundet guld og andre mineraler siden det berømte gold rush i 1874. I kraft af bl.a. dæmningsbyggerierne på Missourifloden i 1950'erne og 1960'erne er de fleste områder velforsynede med el og vand. Til udflugtsmålene hører Black Hills med bl.a. nationalmindesmærket Mount Rushmore og de nærliggende nationalparker Badlands og Wind Cave; hertil også flere uden for USA mindre kendte attraktioner som medicinalvarecentret Wall Drug Store i Wall og den tidligere mineby Deadwood, der fik nyt liv efter legaliseringen af hasardspil i 1989.

Historie

South Dakota, der fra første halvdel af 1800-tallet var hjemsted for sioux-folket, var en del af Louisiana-købet, som USA erhvervede fra Frankrig i 1803. I 1861 oprettedes Dakotaterritoriet, men en omfattende indvandring og bosættelse fandt først sted, efter at der i 1874 blev fundet guld i Black Hills, som siouxerne trods tidligere traktater med USA's regering blev tvunget til at afstå. Den definitive undertrykkelse af siouxerne fandt sted ved Wounded Knee i 1890, året efter at Dakotaterritoriet var blevet delt i to, North og South Dakota, der samtidig blev optaget som stater i USA.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig