Det Republikanske Parti - USA

Det Republikanske Partis symbol er en elefant, mens Det Demokratiske Parti benytter et æsel. I 1800-t. var elefanten og æslet oprindeligt satiriske repræsentationer af de to partier benyttet i bladtegninger, men efterfølgende tog partierne symbolerne til sig som maskotter.

.

Det Republikanske parti er det ene af de to store politiske partier i USA. Det andet er Det Demokratiske Parti. Republikanerne bruger ofte elefanten som symbol på deres parti, mens Demokraterne bruger æslet.

Faktaboks

også kendt som:

Republikanerne; på amerikansk Republican Party - ofte omtalt som the Grand Old Party (forkortet GOP)

Partiets organisation

Det Republikanske Parti er sammensat af partiorganisationer i USA's enkelte delstater, samt en lang række andre organisationer med tilknytning til partiet. I forbindelse med nationale valg er indsatsen siden 1856 blevet koordineret gennem Republican National Committee (RNC), der udover en formand og en bestyrelse har repræsentanter fra alle delstater og territorier. RNC står for valgstrategi og indsamling og fordeling af kampagnemidler, ligesom komiteen organiserer det nationale partikonvent, der nominerer kandidater til præsidentposten og vicepræsidentposten. Det er også på det nationale konvent, at partiets politiske program (party platform) bliver vedtaget.

Partiets historie

Forfatningsfædrene forestillede sig egentligt et politisk system uden partier (kaldet "permanent factions"), men disse opstod alligevel hurtigt – først som uformelle grupperinger, men siden som egentlige partiorganisationer. Det skaber ofte forvirring, at en af de første sådanne grupperinger kaldte sig the Democratic-Republican Party.

Det nuværende Republikanske Parti blev dannet i 1854. På grund af valgsystemet har USA altid været domineret af to store partier, og det Republikanske Parti overtog i løbet af 1850'erne den ene plads fra det hensygnende Whig-parti, der var lammet af spørgsmålet om slaveriets spredning til de nye vestlige stater. Republikanerne, der primært havde deres støtte i nordstaterne, var uden forbehold modstandere af en sådan spredning. Andre mærkesager var høje toldmure, en aktiv rolle for den føderale regering i at få udbygget jernbanenettet, og at dollaren fortsat skulle være knyttet til guldfod.

Ved præsidentvalget i 1860 opstillede Republikanerne Abraham Lincoln som deres præsidentkandidat, og da han vandt valget, forlod en række sydstater unionen for i stedet at danne the Confederate States of America. Det udløste i begyndelsen af 1861 Den Amerikanske Borgerkrig.

Republikansk dominans, 1860-1932

Nordstaternes sejr i 1865 gav partiet ry som Unionens redningsmand og slavernes befrier. Den rolle holdt i en hel generation sammen på partiets to grundpiller, farmere i Nord- og Veststaterne og industri-, handels- og finansinteresser i de østlige stater.

Det politiske grundlag fornyedes af Theodore Roosevelt, som efter 1900 tiltrak en ny klasse af selvstændige og veluddannede funktionærer og engagerede partiet i en langsigtet udenrigspolitik.

Partiet dominerede amerikansk politik næsten uafbrudt i 1860-1932, hvor man vandt 14 ud af 18 valg til præsidentposten. Den væsentligste undtagelse var demokraten Woodrow Wilson, som var præsident i 1913-1921: han vandt, fordi Det Republikanske Parti midlertidig splittedes af en personlig strid mellem Roosevelt og efterfølgeren, William Howard Taft.

"The New Deal" ændrer styrkeforholdet mellem partierne"

Den republikanske dominans blev ikke truet før New Deal-politikken i 1932-1952 forenede Nordstaternes arbejderbefolkning og Sydstaternes konservative demokrater. Det ændrede partiernes vælgersammensætning og gjorde i de følgende årtier det Demokratiske Parti til det dominerende parti i Kongressen. Ved valgene i 1952 og 1956 vandt republikanerne dog atter præsidentembedet med den tidligere general og øverstkommanderende Dwight D. Eisenhower som dets kandidat, men partiet tabte igen i 1960 og 1964.

I 1968 var det muligt for Eisenhowers tidligere vicepræsident, Richard M. Nixon at vinde præsidentposten i et stærkt splittet USA. Nixon formåede at tiltrække arbejdervælgere i storbyernes forstæder, ligesom han udnyttede de muligheder som borgerrettighedsbevægelsen havde givet republikanerne for at tiltrække nye hvide vælgere i Sydstaterne. Hans genvalg i 1972 var i høj grad en reaktion mod borgerretslovgivningen, den seksuelle frigørelse i 1960'erne og demonstrationerne mod den fortsatte krig i Vietnam. Nixons overraskende åbning til Kina spillede også en rolle for hans jordskredssejr (han tabte kun i delstaten Massachusetts og i hovedstaden Washington, D.C.).

Det Republikanske Parti svækkedes midlertidigt med Watergatesagen, som førte til Nixons afgang i 1974 og til, at hans vicepræsident og efterfølger, Gerald Ford i 1976 tabte valget til demokraten Jimmy Carter. Ronald Reagans to valgsejre i 1980 og 1984 blev derimod en triumf for en ny og mere konservativ republikanisme. Ikke mindst havde Reagan formået at bringe nye grupper af socialkonservative vælgere ind i partiet, hvilket i de følgende årtier satte sit tydelige præg på den politiske kamp i USA. Ikke mindst modstanden mod abort, som Højesteret i 1973 havde stadfæstet en forfatningssikret ret til i sagen Roe versus Wade, blev en mærkesag for mange republikanske vælgere.

Billedet af, hvad de to store amerikanske partier hver især stod for var ofte forvirrende i 1950'erne og 1960'erne, fordi der i begge partier både var moderate, progressive og konservative politikere. Ofte afhang tilhørsforholdet af, hvor i landet man kom fra, og hvilke emner, man interesserede sig for. Ofte hørte man i den offentlige debat klager over, at partierne var for ens. Fra slutningen af 1970'erne blev fronterne imidlertid trukket stadigt skarpere op: Det Republikanske Parti fremstod nu tydeligt som et konservativt parti, der tilmed rykkede stadigt længere mod højre, mens det Demokratiske Parti fremstod som et liberalt parti (i amerikansk forstand). Konservative Demokrater, som der især havde været mange af i Syden, forsvandt over i det Republikanske Parti, mens liberale Republikanere i stigende grad følte sig hjemløse i partiet og bevægede sig over i den demokratiske lejr. Dette øgede yderligere polariseringen mellem partierne. Samtidig blev det i stigende grad blev set som politisk risikabelt for de to partiers medlemmer af Kongressen at arbejde henover midten med kolleger fra det andet parti.

I det Republikanske Parti blev en ny konfrontatorisk kurs for alvor stadfæstet i 1990'erne af Speaker Newt Gingrich fra Georgia. Han sikrede partiet et flertal i Kongressen i 1994-1998 med krav om lov og orden, skattenedsættelser, afskaffelse af velfærdsstaten, begrænsning af adgangen til abort og hurtig eksekvering af idømt dødsstraf. Vælgernes støtte til hans ideologiske korstog mod den føderale regering aftog imidlertid hurtigt, ikke mindst fordi den demokratiske præsident, Bill Clinton, godt hjulpet af et langvarigt økonomisk opsving, gav republikanerne effektiv modstand. Ved de efterfølgende valg i 1996, 1998 og 2000 skrumpede det republikanske flertal gradvist ind. Newt Gingrich blev udstødt som Speaker i 1999, men den republikanske højrefløj beholdt et sikkert greb om partiapparatet.

Den demografiske udfordring

Det blev efterhånden klart, at det Republikanske Parti havde en demografisk udfordring: USA's befolkningssammensætning forandrede sig og de befolkningsgrupper, der overvejende stemte på det demokratiske parti udgjorde en voksende andel af den samlede vælgerskare. Ledende kræfter i det Republikanske Parti talte om nødvendigheden af at "gøre teltet større" – at være mere inkluderende overfor minoritetsvælgere. Det gjaldt især den hastigt voksende gruppe af latino-vælgere.

Som et led i disse bestræbelser nominerede partiet i 2000 Texas' guvernør George W. Bush som præsidentkandidat, og efter hans snævre valgsejr i 2000 overtog partiet igen regeringsansvaret i 2001, efter otte år med demokraten Bill Clinton. Bush blev genvalgt i 2004, men der blev snart sået tvivl om republikanernes og Bush-regeringens kompetence efter bl.a. tilbageslag i Irak, håndteringen af katastrofen i 2005 efter orkanen Katrina i New Orleans. I 2006 mistede mistede republikanerne flertallet i Repræsentanternes Hus, og da USA i 2008 røg ud i den værste økonomiske krise siden 1930'erne, måtte partiets kandidat John McCain i præsidentvalget i 2008 se sig besejret af demokraten Barack Obama. Republikanerne mistede desuden flertallet i begge Kongressens kamre. Allerede ved midtvejsvalget i 2010 genvandt partiet flertallet i Repræsentanternes Hus og fik stærkt reduceret sit mindretal i Senatet. Det skyldtes ikke mindst mobiliseringen af den såkaldte Tea Party-bevægelse på partiets højrefløj, der blandt andet reagerede på Obama-regeringens vedtagelse af the Affordable Care Act, kaldet "Obamacare".

Også i 2012 tabte republikanerne præsidentvalget, men to år senere vandt de ved midtvejsvalget flertal i Senatet, således, at de nu kontrollerede begge Kongressens kamre. Den demografiske udfordring var dog ikke forsvundet, og da ledende kræfter i partiet, heriblandt Senator John McCain forsøgte at få gennemført en stor reform af landets immigrationssystem, hvilket blandt andet ville give millioner af illegale immigranter i landet opholdstilladelse og senere en vej til statsborgerskab, førte det til voldsomme reaktioner fra en stor del af partiets græsrødder.

"Trumps parti"

Den utilfredshed blev i 2015-2016 næret og udnyttet af forretningsmanden og reality-stjernen Donald J. Trump, der som en af mange stillede op til primærvalg for at blive partiets præsidentkandidat. Trump anvendte i sin primærvalgkampagne stærkt nedsættende betegnelser om et antal minoritetsgrupper – ikke mindst immigranter fra Mexico og muslimer. Alligevel vandt han med støtte fra begejstrede kernevælgere primærvalget, og efterfølgende vandt han i november 2016 en sejr i præsidentvalget, som de færreste politiske iagttagere havde troet mulig. Da Trump den 20. januar 2017 rykkede ind i Det Hvide Hus kapitulerede de fleste af de ledende partimedlemmer, som mange politiske iagttagere havde forestillet sig ville moderere hans fremfærd i præsidentembedet. Snarere end at Trump tilpassede sig partiet, blev det partiet der tilpassede sig ham. Det blev de følgende år "Trumps parti".

Da der i januar 2020 blev indledt en rigsretssag mod præsident Trump i Senatet, stemte kun en enkelt Republikaner for at dømme ham. Det var partiets forrige præsidentkandidat Mitt Romney, der nu repræsenterede delstaten Utah i Senatet. Partiets loyalitet overfor Trump blev også tydeligt demonstreret, da man på det nationale partikonvent i august 2020 helt undlod at vedtage et nyt partiprogram, men for første gang i amerikansk historie blot nøjedes med at udtrykke uforbeholden støtte til den siddende præsident og hans bestræbelser på at blive genvalgt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig