New Deal

efter Roosevelts indsættelse i marts 1933 gav Kongressen præsidenten næsten frie hænder til at sætte ind mod den økonomiske nødsituation. Lovkomplekser, som vedrørte landbruget (Agricultural Adjustment Act), banksystemet (Securities and Exchange Commission), de arbejdsløse og nødlidende samt egnsudvikling (Tennessee Valley Authority), gav den føderale regering en ny placering i nationens økonomi. Mest vidtgående, skønt hurtigt en fiasko og erklæret forfatningsstridigt af Højesteret var et forsøg på at reorganisere industrisektoren (National Recovery Administration).

1935-36 indeholdt banebrydende lovgivning, der sikrede arbejdernes organisations-, strejke- og forhandlingsret (National Labor Relations Board), iværksatte nødhjælpsarbejder og påbegyndte et socialt sikkerhedssystem (Social Security), som lagde grunden til den amerikanske velfærdsstat. Reformerne sikrede Roosevelts genvalg i 1936, men nedskæringer på det føderale budget medførte et alvorligt økonomisk tilbageslag 1937-38.

Efter genvalget prøvede Roosevelt forgæves at få gennemført en forfatningsændring til sikring af præsidentens kontrol med Højesteret. Det økonomiske tilbageslag søgtes imødegået med fornyede udgifter til nødhjælpsprogrammer samt monopolkontrol, men først den militære oprustning som følge af den tilspidsede udenrigspolitiske situation bragte USA ud af krisen. Roosevelts efterfølger, Harry S. Truman, lancerede i 1945 reformprogrammet Fair Deal som et forsøg på at videreføre New Deal.

New Deal er blevet kaldt "den tredje amerikanske revolution" på linje med Den Amerikanske Revolution og Borgerkrigen. Programmets hovedidé, at bruge føderal regulering til at udvide arbejdsmarkedet, var nogenlunde uantastet, indtil Reagan-administrationen i 1980'erne søgte at give "det frie marked" større spillerum.