En velfærdsstat er en stat, hvor organiseret magt er anvendt til at modificere markedskræfterne på især to måder.
For det første garanteres borgerne en minimumsindkomst uafhængigt af markedsværdien af deres arbejdskraft og ejendom. For det andet reduceres usikkerheden i forbindelse med en række sociale begivenheder såsom sygdom, alderdom og arbejdsløshed.
De tidligste velfærdsordninger blev under ét kaldt for fattighjælp og var kendetegnet ved, at de borgere som modtog hjælpen helt eller delvist mistede deres civile eller politiske rettigheder. Moderne velfærdsstater er modsat kendetegnet ved, at modtagere af velfærdsydelser ikke mister deres civile eller politiske rettigheder.
Den moderne velfærdsstat opstod i Tyskland i 1880’erne og spredte sig gradvist til alle vestlige industrisamfund. Efter 2. Verdenskrig blev borgernes sociale rettigheder markant forbedret, hvilket medførte kraftigt forøgede udgifter. Perioden fra slutningen af 1940’erne til begyndelsen af 1970’erne er blevet kaldt for velfærdsstatens ”guldalder”. Med oliepriskriserne og den afledte økonomiske lavkonjunktur i 1970’erne og dele af 1980’erne begyndte en periode, hvor regeringer i alle vestlige lande forsøgte at begrænse udgifterne til velfærdsstaten. Det har medført et øget fokus på beskæftigelsesincitamenter og effektiv udnyttelse af resurser.
Velfærdsstaten er indrettet forskelligt i forskellige lande. Der kan skelnes mellem velfærdsstater, der lægger vægt på behovsprøvning (typisk i angelsaksiske lande som USA, Canada og Storbritannien), arbejdsmarkedsforsikringer (typisk i de kontinentaleuropæiske lande) og statsborgerbaserede rettigheder (typisk i de nordiske lande).
Alle lande anvender dog et mix af disse elementer. Eksempelvis har alle statsborgere i Danmark fri adgang til bl.a. uddannelse, sundhedsvæsen og folkepension, mens dagpenge og arbejdsmarkedspension er forsikringsbaserede og kontanthjælp er behovsprøvet.
Den forskelligartede udvikling af velfærdsstaten kan forklares med forskelle i arbejderbevægelsens styrke og i de etniske og religiøse skillelinjer.
I lande uden betydende etno-religiøse skillelinjer og hvor arbejderbevægelsen stod stærkt efter 2. Verdenskrig, blev velfærdsstaten primært statsborgerbaseret.
I lande med en betydende etno-religiøske skillelinjer og hvor arbejderbevægelsen stod stærkt, blev velfærdsstaten primært baseret på arbejdsmarkedsforsikringer.
I lande uden en stærk arbejderbevægelse blev velfærdsstaten primært baseret på behovsprøvning uanset tilstedeværelsen af etno-religiøse skillelinjer.
Velfærdsstater er kendetegnet ved en høj grad af den såkaldte stiafhængighed. Begrebet stiafhængighed slog igennem i velfærdsstatsforskningen i 1990’erne, som en måde at forklare, hvorfor velfærdsstater udviser en tendens til at fastholde status quo på trods af et økonomisk pres for reformer.
Den omtalte stiafhængighed skyldes for det første at borgere, der nyder godt af bestemte velfærdsordninger, eller som forventer at gøre det i fremtiden, kan straffe partier, der foreslår reformer. Det kan typisk være ved at stemme på partier, der ikke foreslår reformer. For det andet skyldes stiafhængigheden, at velfærdsstaten har eksisteret i mange år, hvorfor der er blevet etableret fælles normer om, hvordan den bør være indrettet.
Sammenstød mellem det økonomiske pres for reformer og den omtalte stiafhængighed, gør velfærdsstatens indretning til et af de mest centrale politiske konfliktområder i det 21. århundrede.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.