arbejdsløshed

Personer studerer stillingsopslag på Jobcenter.

.
.

arbejdsløshed

.

Mens den faktiske ledighed måles af Danmarks Statistik, er den strukturelle ledighed en beregnet størrelse, der kun kan estimeres med stor usikkerhed. Den faktiske ledighed er faldet fra over 440.000 bruttoledige (fuldtidspersoner) i 1993 til godt 120.000 i 2015. Det hænger bl.a. sammen med, at den strukturelle ledighed i henhold til Finansministeriets vurdering er faldet betragteligt i samme periode. Som det ses af figuren kan den faktiske ledighed godt ligge under den strukturelle ledighed, som det fx skete i den kraftige højkonjunktur i årene op til 2008. I en sådan situation er der mangel på arbejdskraft. Kilde: Finansministeriet, Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 166 (Alm. del), 31. maj 2016

.

Artikelstart

Arbejdsløshed er manglende overensstemmelse på arbejdsmarkedet mellem udbud af og efterspørgsel efter arbejdskraft ved de gældende lønninger. Arbejdsløshed defineres som antal personer uden erhvervsmæssig beskæftigelse, som er til rådighed for arbejdsmarkedet, og som søger erhvervsarbejde.

Faktaboks

Også kendt som

ledighed

Årsager til arbejdsløshed

Arbejdsløshed kan skyldes flere forhold og inddeles traditionelt, men ikke entydigt i friktionsledighed, sæsonledighed, konjunkturledighed og strukturledighed.

Friktionsledighed

Friktionsledighed, også kaldet skifteledighed, opstår ofte i forbindelse med indtræden på arbejdsmarkedet eller ved jobskift, hvor en mellemliggende ledighedsperiode kan forekomme selv i perioder med høj økonomisk aktivitet.

Sæsonledighed

Sæsonledighed opstår pga. sæsonmæssige svingninger i produktionen, som fx kan skyldes vejret. En stor del af sæsonarbejdsløsheden forekommer som midlertidig hjemsendelsesledighed, idet den arbejdsløse efter en kortere periode som arbejdsløs kommer tilbage til den samme arbejdsgiver. Denne type ledighed rammer fx bygge- og anlægsaktiviteten og turisterhvervene.

Konjunkturledighed

Konjunkturledighed skyldes, at den samlede efterspørgsel i samfundet efter varer og tjenester ikke er tilstrækkelig til at skabe en beskæftigelse svarende til fuld beskæftigelse.

Strukturarbejdsløshed

Strukturarbejdsløshed forårsages af manglende faglig eller geografisk fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvorved markedsmekanismen vha. tilpasning af lønnen ikke er i stand til at sikre fuld beskæftigelse.

Sondringen i den økonomisk-politiske debat

I praksis er det vanskeligt at udskille friktions- og sæsonledighed fra strukturledighed, og derfor sondres der i den økonomisk-politiske debat oftest kun mellem konjunkturarbejdsløshed og strukturarbejdsløshed.

Den strukturelle arbejdsløshed forstås herefter i store træk som den del af arbejdsløsheden, der ikke kan nedbringes vha. en traditionel forøgelse af efterspørgslen.

Det er forbundet med skøn at foretage en opdeling af den samlede arbejdsløshed på konjunktur- og strukturarbejdsløshed, men flere opgørelser af disse to komponenter viser, at den strukturelle ledighed voksede ganske betydeligt i Danmark i løbet af 1970'erne og 1980'erne, hvorefter den siden omkring 1993 er aftaget betragteligt igen.

Ifølge Finansministeriets skøn rundede den strukturelle arbejdsløshed i Danmark omkring 400.000 arbejdsløse i 1993 (opgjort som bruttoledighed dvs. inklusive aktiverede ledige og omregnet til fuldtidspersoner). Konjunkturarbejdsløsheden var ca. 40.000 ledige, sådan at den samlede arbejdsløshed udgjorde ca. 440.000 ledige i 1993. Siden er strukturarbejdsløsheden gradvist dalet til omkring 100.000 ledige i 2015, hvor konjunkturarbejdsløsheden udgjorde knap 25.000 ledige, sådan at den samlede arbejdsløshed udgjorde knap 125.000 ledige i 2015.

Den kraftige vækst i strukturarbejdsløsheden frem til 1993 søges forklaret med flere forhold. For det første synes et højt arbejdsløshedsniveau over en periode i sig selv at øge strukturarbejdsløsheden, fordi de arbejdsløse langsomt mister erhvervskvalifikationer og dermed får vanskeligere ved at finde beskæftigelse.

Når en stor gruppe får sværere ved at konkurrere om de ledige jobs, vil arbejdsløsheden i mindre grad lægge pres på løndannelsesprocessen, og løntilpasningen vil således ikke kunne sikre en tilbagevenden til høj beskæftigelse. Jo længere tid arbejdsmarkedet er præget af høj arbejdsløshed, jo flere af de arbejdsløse vil blive marginaliserede, og jo større bliver den strukturelle ledighed.

Arbejdsløsheden får en tendens til at fastlåses på et højere niveau, når økonomien bliver ramt af en lavkonjunktur. Hertil kommer, at institutionelle forhold kan forstærke tendensen til denne fastlåsning. Specielt antages reglerne for arbejdsløshedsforsikringen at have stor betydning for den strukturelle arbejdsløshed, dels via niveauet for dagpengebeløbet i forhold til tidligere lønindkomst — kompensationsgraden — dels via længden af den periode, som dagpengene maksimalt kan modtages i.

Jo længere dagpengeperiode og jo højere kompensationsgrad, jo svagere bliver løntilpasningen ved uligevægt på arbejdsmarkedet, og jo større antages den strukturelle arbejdsløshed at blive. Hertil kommer finansieringen af arbejdsløshedsforsikringen. Et dagpengesystem som det danske, der i høj grad bygger på offentlig finansiering og i mindre grad på medlemsfinansiering, antages at øge strukturarbejdsløsheden.

Finansministeriet forklarer det betragtelige fald i den strukturelle ledighed frem til 2015 med en række reformer af arbejdsmarkedet, herunder afkortning af dagpengeperioden, skærpede optjeningskrav i dagpengesystemet, strammere rådighedskrav og udvidelse af den aktive arbejdsmarkedspolitik.

Arbejdsløshedens årsager er af stor betydning for valget af økonomisk politik. Konjunkturarbejdsløshed søges nedbragt vha. økonomisk-politiske midler, som øger aktiviteten i samfundet, dvs. økonomisk politik der fører til en stigende efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser i samfundet (ekspansiv finans- eller pengepolitik, valutakurspolitik mv.). Derimod har en sådan traditionel konjunkturpolitik kun lille og kortvarig effekt på strukturarbejdsløsheden.

De strukturpolitiske instrumenter, der kan tages i brug, omfatter bl.a. direkte indgreb i de institutionelle rammer for arbejdsmarkedet. Eksempelvis er indretningen af dagpengesystemet et væsentligt strukturpolitisk instrument, men også uddannelsespolitikken, fx yderligere kvalificering af langvarigt arbejdsløse, efteruddannelse og uddannelsessystemet generelt, indgår blandt de strukturpolitiske instrumenter.

Historisk udvikling

Ledighed har også været kendt i tidligere samfund. I landbosamfund før markedsøkonomiens gennemslag eksisterede arbejdsløshed dels i form af sæsonbetinget ledighed blandt landarbejdere, dels i form af underbeskæftigelse i epoker med stærk befolkningstilvækst og dels i form af omstrejfere, vagabonder eller tiggere, dvs. sociale grupper, som var udstødt af de lokale samfund, og som statsmagten i varierende omfang kriminaliserede gennem love og forordninger.

I byerhvervene regulerede lavene tilgangen til håndværksfagene bl.a. for at undgå ledighed, men også her var arbejdsløshed en tilbagevendende erfaring især for håndværkere og daglejere i byggefagene. Arbejdsløshedens omfang i ældre tid lader sig ikke bestemme nøjagtigt, men fra et spinkelt kildemateriale ses det, at den i forbindelse med kriser har været betydelig.

Industrialiseringen i England fra slutningen af 1700-t. skabte mange arbejdspladser bl.a for kvinder og børn, men den indebar samtidig en udstødelse af en række fag, hvis produktion blev overtaget af maskinerne. Industrikapitalismen skabte det, som Karl Marx kaldte den "industrielle reservearmé", et permanent lag af ledig arbejdskraft.

Det samme kendes i Danmark, om end i mindre målestok. Det kan fra ikke-statistiske kilder udledes, at der i forbindelse med krisen efter 1813 har været stor ledighed; ligeledes i slutningen af 1840'erne, i midten af 1850'erne og igen fra midten af 1870'erne til begyndelsen af 1890'erne.

Fra ca. 1900 påbegyndte fagforeningerne indsamling af statistisk materiale om arbejdsløsheden. Fra 1910 overtog det offentlige bearbejdningen af materialet, og arbejdsløshedsstatistikken anses herefter for at være ganske pålidelig.

Indtil etableringen af arbejdsløshedskasserne var ledighed identisk med berøvelse af eksistensgrundlaget for den enkelte og hans/hendes familie eller med underlæggelse under fattighjælpssystemet. Indførelsen af a-kasser har gradvis ændret dette, men indtil 1960'erne var arbejdsløshed ensbetydende med social nød, og selvom dagpengene siden hen har sikret en tålelig eksistens, indebærer den dog altid alvorlige sociale og menneskelige omkostninger.

Statistik

Arbejdsløsheden opgøres i de fleste lande efter ILO's retningslinjer; se også arbejdsmarked – statistik. For at indgå i statistikken skal en person være uden beskæftigelse, søge arbejde og være til rådighed for arbejde på det almindelige arbejdsmarked.

De enkelte lande tilpasser ILO's retningslinjer til den nationale situation, men for at kunne sammenligne landene imellem anvendes næsten ensartede regler. Dette gælder f.eks. EU-landene.

Danmarks Statistik offentliggør månedligt tre forskellige tal for arbejdsløsheden: Nettoledigheden, som er det tal, der findes længst tilbage i tid, bruttoledigheden, som i dag er den mest benyttede opgørelse i vurderinger af udviklingen i ledigheden, samt AKU-ledigheden, der er den internationalt mest sammenlignelige opgørelse.

Nettoledigheden opgøres som antallet af jobparate 16-64-årige ledige, der modtager arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælpslignende ydelse (som f.eks. kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse).

Bruttoledigheden er lig med nettoledigheden plus antallet af jobparate 16-64-årige ledige, der er i en aktiveringsordning som f.eks. opkvalificering eller ansættelse med løntilskud.

Brutto- og nettoledigheden er begge en registerbaseret totaltælling af den ledighed, som registreres i arbejdsløshedskasserne og i de offentlige jobcentre. Tallene omregnes til antal fuldtidspersoner, idet mange af de omfattede personer kun har været ledige i en del af opgørelsesperioden. Opgørelser af denne type kan kun foretages i de få lande, der som de nordiske besidder de nødvendige registerdata.

AKU-ledigheden opgøres derimod ud fra stikprøvebaserede interviews i de løbende Arbejdskraftundersøgelser (AKU), der omfatter ca. 22.000 interviews af 15-74-årige per kvartal. Her opgøres ledigheden som antal personer, der for en given referenceuge angiver, at de er uden beskæftigelse, aktivt har søgt arbejde indenfor de sidste fire uger og kan påbegynde et nyt arbejde indenfor de næste to uger. Der er tale om en EU-harmoniseret opgørelse, som direkte følger ILO’s retningslinjer. Denne opgørelsesmetode er den almindelige i lande udenfor Norden.

I 2016 var nettoledigheden 91.500 fuldtidspersoner (eller 3,5 pct. af arbejdsstyrken). Bruttoledigheden var 112.300 fuldtidspersoner (4,2 pct.), hvilket dækker over, at godt 350.000 personer var berørt af ledighed, og at de i gennemsnit var ledige i knap 1/3 af året. Der var en stor spredning omkring dette gennemsnit: Ca. 90.000 personer var ledige i op til 10 pct. af året, mens godt 40.000 personer var ledige i over 80 pct. af året.

AKU-ledigheden var 186.000 personer (6,3 pct.) i 2016. Når AKU-ledigheden var størst, skyldes det bl.a., at tallet omfatter ledige, herunder f.eks. studerende og pensionister, der angiver, at de er aktivt jobsøgende og klar til at tage et arbejde (evt. på deltid), men som ikke kan modtage dagpenge eller kontanthjælpslignende ydelser som ledige. Desuden omregnes AKU-ledigheden ikke til fuldtidspersoner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig