arbejdsløshedsforsikring

Arbejdsløshedsforsikring, forsikring, der administreres af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse (a-kasse), og som i form af arbejdsløshedsdagpenge kommer til udbetaling ved a-kassemedlemmernes (de forsikredes) ledighed. Formålet er at erstatte en del af det indkomsttab, som medlemmerne lider ved at blive arbejdsledige. Forsikringen dækkede i 2020 ca. 75% (ca. 2,2 mio. personer) af arbejdsstyrken i Danmark. Langt størstedelen heraf er lønmodtagere, men siden 1976 har det også været muligt for selvstændige at blive arbejdsløshedsforsikrede. Endelig er ca. 65.000 af medlemmerne efterlønsmodtagere (2020).

Retten til dagpenge er betinget af, at a-kassemedlemmet opfylder en række krav, som bl.a. vedrører varigheden af medlemskabet og den forudgående arbejdsperiode samt medlemmets rådighed for arbejdsmarkedet, deltage i samtaler med a-kassen og jobcenteret. Endvidere har man som ledig dagpengemodtager pligt til at deltage i tilbud fra jobcenteret (eller anden aktør). Senest to uger efter at være meldt ledig skal der være et CV på jobnet.dk.

Arbejdsløshedsdagpengene kan højst udgøre 90% af medlemmets hidtidige løn — i 2022 maksimalt 19.351 kr. pr. måned for fuldtidsforsikrede og 12.901 for deltidsforsikrede. For dimittender eller efter værnepligt er beløbet højest 71.5 % af hidtidigindkomst, dog højest 13.836 pr. måned for fuldtidsforsikrede og 9.224. Det kan være højere for forsørgere, ligesom der er regler der gør, at det kan være mindre for personer under 25 år. Beløbet reguleres en gang årligt. I praksis udgør dagpengene i gennemsnit 50-55% af en tidligere løn. Den maksimale dagpengeperiode er i 2022 2 år, med mulighed for at opsamle timer så der samlet kan opnås dagpenge i maksimalt tre år. Der er mange og detaljerede regler, se mere på www.borger.dk

I de fleste lande er arbejdsløshedsforsikringen obligatorisk og statsligt organiseret, men i Danmark er den frivillig og organiseret på faglig basis — en model, der stammer fra Belgien, og kaldes Ghent-modellen. Arbejdsløshedsforsikringen i Danmark bestod i 1800-t. af private hjælpekasser, der var organiseret af fagforbund for faglærte arbejdere. Afgørende for den videre udbredelse af forsikringen var en lov fra 1907, der indførte en statsanerkendelse af kasserne. Staten overtog som en væsentlig nydannelse den finansielle risiko i situationer, hvor kassernes formue i kriseperioder kunne blive brugt op.

Gennem årene er forsikringselementet gradvis formindsket, således at både dagpenge og bidrag fra medlemmer og arbejdsgivere fastlægges uafhængigt af arbejdsløsheden blandt den enkelte kasses medlemmer. Grundtrækkene i forsikringens organisation er derimod ikke blevet ændret siden 1907.

Udgifterne til arbejdsløshedsforsikring udgjorde i 2020 ca. 8.6 mia. kr. De dækkes dels af medlems- og arbejdsgiverbidrag, dels af staten. Udgifterne til arbejdsløshed er i høj grad konjunkturafhængige, således, at i perioder med høj beskæftigelse er udgifterne mindre, og omvendt i perioder med mange ledige.