Artikelstart
A-kasse, arbejdsløshedskasse, privat forening af lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der er dannet med det formål at sikre foreningens medlemmer økonomisk bistand i tilfælde af arbejdsledighed.
For at opnå statsanerkendelse skal en a-kasse have mindst 10.000 medlemmer, være fagligt eller tværfagligt afgrænset for lønmodtagere og/eller selvstændige samt opfylde en række vedtægtskrav. De statsanerkendte a-kasser administrerer arbejdsløshedsforsikringen, og betingelserne for at få arbejdsløshedsdagpenge er ens i alle a-kasser. Staten yder refusion eller forskud til udbetaling af ydelserne. Medlemmerne og/eller deres faglige organisationer betaler administrationsudgifterne.
A-kasserne er snævert forbundet med fagforeninger og andre faglige organisationer, men optagelse i en a-kasse kan ikke betinges af medlemskab af en faglig organisation. Der findes 26 statsanerkendte a-kasser med i alt ca. 2,1 mio. medlemmer (4. kvartal 2013). A-kasserne i Danmark, bortset fra ASE, er samlet i brancheorganisationen AK-Samvirke (Arbejdsløshedskassernes Samvirke).
Medlemmer i arbejdsløshedskasser | ||
20081 | 20121 | |
Antal a-kasser | 29 | 26 |
Arbejdsløshedsforsikrede i alt | 2.086.488 | 2.028.062 |
Heltidsforsikrede i alt | 2.061.776 | 2.009.634 |
Heraf: A-kasser hos LO-forbund2 | 978.993 | 841.419 |
FTF3 | 335.300 | 324.029 |
Lederne2 | 79.201 | 98.531 |
AC5 | 237.719 | 273.545 |
Øvrige forbund6 | 430.563 | 472.110 |
Deltids- og kombinationsforsikrede i alt | 24.712 | 18.428 |
Heraf: A-kasser hos LO-forbund2 | 13.122 | 8743 |
FTF3 | 4165 | 2774 |
Lederne4 | 32 | 32 |
AC5 | 649 | 1057 |
Øvrige forbund6 | 6744 | 5822 |
1Opgjort 1. januar 2Landsorganisationen i Danmark 3Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd 4Ledernes Hovedorganisation 5Akademikernes Centralorganisation 6Inkl. arbejdsløshedskasser med forbund tilmeldt forskellige hovedorganisationer Kilde: Statistisk Årbog 2014 |
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.