Danmark - arbejdsmarked og beskæftigelse

For befolkningsgruppen i den erhvervsaktive alder udgør arbejdsstyrken 80 procent. Denne erhvervsfrekvens er blandt de højeste i verden, hvilket skyldes den meget høje erhvervsdeltagelse blandt kvinder i Danmark. Kvindernes erhvervsdeltagelse i denne aldersgruppe er således 77 procent (2004), hvilket kun overgås i Island.

Tilvæksten i arbejdsstyrken fordelte sig i tidsrummet 1940-1994 på 0,3 mio. mænd og 0,7 mio. kvinder. Arbejdsstyrkens tilvækst af mænd koncentrerede sig til perioden 1940-1960 og havde baggrund i den voksende befolkning, mens tilvæksten af kvinder først indledtes omkring 1960 og især var afledt af ændrede kønsrollemønstre og samlivsformer. I 1990'erne peger udviklingen i retning af, at kvindernes erhvervsfrekvens i alle aldersklasser vil ligge et par procent under mændenes. Et særligt dansk (og til dels nordisk) kendetegn er, at kvinderne bevarer deres tilknytning til arbejdsmarkedet i forbindelse med fødsler.

En nyere tendens er, at erhvervsdeltagelsen falder i de yngre aldersklasser, både for mænd og kvinder. Årsagen er længere uddannelse for en større del af årgangene. I de ældre aldersklasser har der også været tendens til nedgang pga. tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, bl.a. i forbindelse med efterløns- og førtidspensionsordninger. Fra 2002 er denne tendens vendt igen i retning af større erhvervsdeltagelse i aldersgrupperne 56-65 år pga. stramning af efterlønsreglerne og nedsættelse af pensionsalderen til 65 år.

Selvom arbejdsstyrken er vokset med næsten 50 procent siden 1940, er antallet af udførte arbejdstimer ikke vokset tilsvarende. Omfanget af ferie er udvidet fra tre til fem uger pr. år, og den ugentlige arbejdstid er faldet fra 48 til 37 timer. Endelig er andelen af deltidsansatte øget, selvom tendensen er vendt de senere år. Dermed er det samlede antal arbejdstimer i begyndelsen af 2000-tallet kun en anelse højere end i 1940.

Arbejdsstyrkens uddannelsesniveau er blevet øget fra 1940, hvilket bl.a. giver sig udtryk i, at andelen af funktionærer og faglærte arbejdere er øget på bekostning af bl.a. selvstændige og ufaglærte, hvilket også har sammenhæng med de senere års forskydning i beskæftigelsen på brancher. Siden begyndelsen af 1970'erne er antallet af beskæftigede vokset med 7 procent, primært pga. øget beskæftigelse i den offentlige sektor. Derimod er beskæftigelsen i landbrug og fremstillingsvirksomhed faldet. For de resterende brancher under ét har beskæftigelsen været uændret.

Mens arbejdsløsheden i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne lå under 3 procent og dermed reelt ikke eksisterede, har den siden 1973 vokset sig betydelig større; i 1994 var den 11 procent for mænd og 14 procent for kvinder. Målt som et gennemsnitligt antal ledige svarede det til over 350.000. Samtidig betød det, at flere end 800.000 – eller næsten hver tredje i arbejdsstyrken – var ledige i kortere eller længere tid i løbet af et år. Selvom antallet af beskæftigede også er vokset, har stigningen ikke kunnet følge med tilvæksten i arbejdsstyrken. (Om arbejdsløsheden på regionalt plan, se afsnit om regional fordeling af erhverv og befolkning efter 1945).

Den voksende ledighed blev i begyndelsen af 1970'erne opfattet som et forbigående fænomen, der skulle løses ved at holde de ledige økonomisk skadesløse, indtil de igen kunne komme i beskæftigelse. Samtidig blev økonomien stimuleret via finanspolitikken for at skaffe flere jobs. Da dette ikke gav de ønskede resultater, begyndte man i slutningen af 1970'erne at søge ledigheden nedsat ved at begrænse arbejdsstyrken, idet ældre blev tilskyndet til at forlade arbejdsmarkedet via efterlønsordninger og førtidspensionering. Samtidig blev vægten også lagt på en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik (uddannelse og arbejdstilbud), hvor de lediges kvalifikationer skulle holdes ajour eller forbedres. I 1994 er disse bestræbelser øget gennem vedtagelsen af en arbejdsmarkedsreform, samtidig med at orlovsordninger er indført for dels at give beskæftigede eller arbejdsløse en pause fra arbejdsmarkedet til uddannelse eller børnepasning, og dels skabe plads til at andre kan få kontakt med arbejdsmarkedet i de ledigblevne jobs.

I modsætning til arbejdsmarkederne i de fleste andre europæiske lande, hvor de grundlæggende forhold reguleres ved lovgivning, er forholdene på det danske arbejdsmarked hovedsagelig baseret på aftaler mellem arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer.

• Danmark