arbejdsmarked

Løn er den dominerende del af den samlede indkomst i de fleste lande. Samtidig er beskæftigelse, arbejdsløshed og løn af afgørende betydning for det enkelte menneskes og families situation; arbejdsmarkedet er af disse grunde et vigtigt marked i en moderne økonomi.

Fastlæggelsen af løn og beskæftigelse påvirkes af efterspørgslen efter arbejdskraft, og hvor mange der vil arbejde samt af institutionelle forhold, eksempelvis arbejdsmiljøregler og overenskomstaftaler. Forholdet mellem disse varierer mellem arbejdsmarkedets delmarkeder, ligesom der imellem de enkelte delmarkeder eksisterer forskellige krav, fx i form af hvilken uddannelse man skal have, før man må udføre et arbejde, eksempelvis elektrikere og læger.

Fastlæggelsen af løn- og arbejdsvilkår sker på langt den største del af det danske arbejdsmarked ved kollektive overenskomster. Overenskomsterne indgås mellem på den ene side lønmodtagerorganisationer og på den anden side enten arbejdsgiversammenslutninger (på det private arbejdsmarked ) eller staten, Danske Regioner og KL (på det offentlige arbejdsmarked).

I takt med den stigende internationalisering kan produktion blive flyttet til og fra andre lande. Samtidig foregår mobiliteten på arbejdsmarkedet ikke kun inden for det enkelte land, men også på tværs af landegrænser. Der er eksempelvis personer, der i en periode ønsker at arbejde på et andet nationalt arbejdsmarked. Herunder er der arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU.

I Europa er der forskel på, i hvor høj grad arbejdsmarkedets parter selv fastlægger løn- og arbejdsvilkår, og i hvor høj grad arbejdsmarkedet er reguleret gennem lovgivning.

Udbuddet af arbejdskraft afhænger af både økonomiske og ikke-økonomiske forhold. De økonomiske forhold — lønforholdene — påvirker den enkeltes valg mellem arbejdstid og fritid. De ikke-økonomiske forhold dækker det, som ud over indkomsten er forbundet med at være på arbejdsmarkedet, dvs. udfoldelsesmuligheder, arbejdskolleger og en ramme om hverdagen.

Det ugentlige antal timer på fuld tid i Danmark har været aftalt til 37 timer om ugen siden 1990. Det årlige antal arbejdstimer påvirkes derudover af længden af ferie, og også om den enkelte person arbejder på fuld tid eller deltid.

Udbuddet af arbejdskraft er historisk vokset, især fordi såvel mænd som kvinder er på arbejdsmarkedet i dag. Udbuddet afhænger samtidig af uddannelsesniveau og alder.

Efterspørgslen efter arbejdskraft er afledt af efterspørgslen efter de varer og tjenesteydelser, som frembringes af menneskelig arbejdskraft. Det gælder private virksomheder, uanset om det er landbrug, industri eller service, samt den offentlige sektors til at levere offentlige ydelser, som eksempelvis uddannelse. Samlet afhænger efterspørgslen efter arbejdskraft af konjunkturerne i samfundet af lønomkostningerne og af politiske beslutninger.

I en åben økonomi med stor udenrigshandel vil konkurrenceevnen — forstået som forholdet mellem løn og produktivitet — på langt sigt være afgørende for efterspørgslen efter arbejdskraft især i den private sektor. I den offentlige sektor har lønnen på langt sigt en lignende betydning for efterspørgslen efter arbejdskraft. Med et skattetryk af en given størrelse vil antallet af offentligt ansatte være påvirket af den gennemsnitlige løn.

Efterspørgslen efter arbejdskraft er desuden påvirket af de omkostninger, der er forbundet med at ansætte og afskedige medarbejdere. Det gælder annoncering efter arbejdskraft og samtaler med ansøgere samt løn i opsigelsesperioden.

Sammenlignet med de fleste andre lande er organisationsgraden i Danmark meget høj, omkring to ud af tre. Den er væsentlig lavere på arbejdsgiverside, men uorganiserede arbejdsgivere anvender som hovedregel overenskomst på de vilkår, som er aftalt mellem organisationerne.

De lønformer, som aftales, kan opdeles og beskrives på forskellig vis. En traditionel opdeling på det danske arbejdsmarked har været normal- og minimalløn. Normallønsaftaler fastlægger lønudviklingen igennem hele overenskomstperioden. Minimallønsaftaler gælder, hvor lønnen kan forhandles i overenskomstperioden.

I det offentlige er det en taktregulering, som skal sikre nogenlunde ensartet udvikling i lønnen mellem den offentlige og private sektor i løbet af en overenskomstperiode.

Arbejdsmarkedet har central betydning for den samfundsøkonomiske udvikling både direkte i form af arbejdsmarkedspolitik og indirekte i kraft af arbejdsmarkedets store betydning for den økonomiske udvikling.

Arbejdsmarkedspolitikken kan opdeles efter de områder på arbejdsmarkedet, den specielt er rettet imod. En række instrumenter er vendt direkte mod arbejdskraftefterspørgslen. Dette gælder fx løntilskud på bestemte områder, beskæftigelsesprojekter og arbejdstilbud til langtidsledige. Andre instrumenter er hovedsagelig rettet mod arbejdskraftudbuddet, herunder i de seneste år især hvordan arbejdsudbuddet har kunnet øges.

Arbejdsmarkedspolitik har endvidere til formål at gøre arbejdsstyrken bedre kvalificeret. Konkrete initiativer på dette område er uddannelsestilbud til langtidsledige samt arbejdsmarkedsuddannelser, som består af kurser både til personer i beskæftigelse og til arbejdsløse.

Generelle voksenuddannelser bevirker også en kvalifikationsmæssig forbedring af arbejdsstyrken, selvom de ikke i snæver forstand er en del af arbejdsmarkedspolitikken (se arbejdsmarkedsuddannelser og efteruddannelser).

Ud over opdelingen efter formål sondres hyppigt i arbejdsmarkedspolitikken mellem passive og aktive instrumenter. Passive instrumenter er dagpenge og andre ydelser, som fortrinsvis sikrer en delvis erstatning for indkomsttab, når personer er arbejdsløse. Aktive instrumenter vedrører initiativer, som sikrer arbejdsløse uddannelse eller en form for beskæftigelse og dermed bidrager til, at den ledige har en mulighed for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Danmark bruger aktiv arbejdsmarkedspolitik i større omfang end andre lande i Europa.

Arbejdsstyrkens kvalifikationer og omstillingsevne har ud over at have betydning for den strukturelle arbejdsløshed (dvs. den arbejdsløshed, der er forårsaget af utilstrækkelig faglig eller geografisk bevægelighed) på langt sigt også betydning for muligheden for økonomisk vækst.

Endelig kan skattesatser og offentlige ydelser have betydning for arbejdsmarkedet, hvis udbydere og efterspørgere reagerer så kraftigt på disse incitamenter, at løn eller arbejdsløshed påvirkes. Ifølge danske erfaringer er sådanne utilsigtede effekter relativt små.

Formålet med arbejdsmarkedsstatistik er måling af udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet samt udvikling i ledighed.

• arbejdsmarked – statistik
• fagforening
• arbejdsgiverforeninger
• overenskomstbrud
• arbejdskonflikt
• interessekonflikt
• faglig voldgift
• Arbejdsretten

• Find information om fx beskæftigelse og ledighed: se Fakta om arbejdsmarkedet på Danmarks Statistiks hjemmeside