Dagpenge er til arbejdsløse, oftest betegnet som arbejdsløshedsforsikring udbetalt til medlemmer af de statsanerkendte arbejdsløshedskasser (a-kasser) under en række forudsætninger om medlemskab i en bestemt periode, og at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De udbetales med et beløb afhængig af tidligere indkomst, dog med et maksimum. Dertil kommer, at de kun kan modtages for en afgrænset periode. Dagpenge adskiller sig fra andre velfærdsstatslige ydelser ved, at der skal være tegnet en arbejdsløshedsforsikring, hvilket ikke gælder for eksempelvis kontanthjælp. De adskiller sig også ved, at der ikke er afhængighed af evt. ægtefælles indkomst eller formue som i kontanthjælpssystemet.

Reglerne for at modtage dagpenge er ofte blevet ændret, herunder hvor lang tid de kan modtages, betingelser for genoptjening af dagpenge samt niveauet for dagpenge. Dagpengeperioden er højest 2 år, men kan dog forlænges med op til et år hvis der har været arbejdet et antal timer, dog højest op til 3 år.

Niveauet for dagpenge afhænger eksempelvis af om man arbejder på fuld tid eller på deltid. Det er også forskelligt for personer der har aftjent værnepligt eller er nyuddannede (dimittender), ligesom det kan være mindre for personer under 25 år som ikke har en kompetencegivende uddannelse. For dimittender og unge under 25 år kan det også afhænge af, om personerne er forsørgere eller ikke.

Det er i Danmark, i modsætning til en række andre lande, muligt at få dagpenge som selvstændig erhvervsdrivende under en række betingelser.

Kompensationsgraden er udtryk for hvor hvor stor en procent af tidligere disponible indkomst den ledige modtager i tilfælde af ledighed. I dag er der flest (omkring hver femte) som har en kompensationsgrad på mellem 50 og 59 % af tidligere indkomst. Der er omkring 200.000 personer hvor kompensationsgraden vil være på over 80 % i tilfælde af ledighed. Under 10 % af fuldt beskæftigede havde i 2021 en kompensationsgrad på over 80 %.

Der har været en gradvis faldende kompensationsgrad de sidste 10-15 år. Det ses også ved, at der omkring 2010 var ca. 100.000 lønmodtagere med lønsikring hvilket var vokset til knapt 400.000 i 2020.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig